Næstveds kredsformand Thomas Andreasen vil til bunds i, om pædagogerne udfører ulovlig undervisning.
Næstved: Skoleleder tager ansvaret for sfo-pædagogers undervisning
Pædagoger må gerne undervise i 0.-3. klasse i begrænset omfang, hvis en lærer har planlagt og tager ansvar for indholdet. Det klarer skoleleder på Kalbyrisskolen i Næstved Lars Nedergaard ved selv påtage sig ansvaret for pædagogernes undervisning. Selvom loven taler om afgrænsede undervisningsopgaver, fastholder han ind til videre sin beslutning om at lade en pædagog undervise hele skoleåret.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Næstved Lærerkreds har ligesom Viborg Lærerkreds forsøgt at klarlægge, hvor mange pædagoger, der varetager fagdelt undervisning. Undersøgelsen viser, at en tredjedel af Næstveds skoler har pædagoger, der står foran tavlen.
"Der er flere skoler, der bruger det i større eller mindre omfang. Der er skoler, hvor der henhold til folkeskoleloven er tale om decideret lærerarbejde", fortæller formand for Næstved Lærerkreds Thomas Andreasen. Han er overbevist om, at der er flere skoler, der ikke overholder folkeskoleloven.
Der er to muligheder for, at ikke-læreruddannede kan undervise i folkeskolen. Ifølge folkeskoleloven paragraf 28 stk. 2 kan skolelederne ansætte kvalificeret personale til at undervise i enkelte fag - den såkaldte faglærerordning.
"Det er ikke mit indtryk, at de pædagoger, der har undervisning, er ansat under faglærerordningen", fortæller Thomas Andreasen.
Den anden mulighed er den nye paragraf 29 a i folkeskoleloven, som giver mulighed for, at pædagoger kan undervise i indskolingen i begrænset omfang, ligesom der skal være lærer til at sikre, at de Fælles Mål bliver nået. Ved afgrænsede undervisningsopgaver forstås, at en pædagog fx ikke efter den foreslåede bestemmelse vil kunne varetage undervisningen i et helt fag gennem et helt skoleår, oplyser chefjurist i Undervisningsministeriet Liz Nymann Lausten.
Pædagoger underviser alene i Viborg
Skolelederen tager ansvaret På Kalbyrisskolen i Næstved er skolens leder Lars Nedergaard den uddannede lærer, der er ansvarlig for pædagogernes undervisning. Ledelsen hjælper pædagogerne med at lave læseplaner, ligesom skoleledelsen løbende giver dem sparring og vejledning til deres undervisning. De pædagoger, der har undervisningsopgaver i indskolingen, står for undervisningen hele året. Men om de er ansat som faglærere eller pædagoger i undervisningen, vil han ikke udtale sig om.
"Jeg følger loven, sådan som jeg og andre embedsmænd i kommunen har fortolket reglerne. Skulle jeg have misforstået dem, så er jeg frygtelig ked af det, for det er ikke min hensigt at bryde loven. Så bliver det lavet om, men jeg venter, til der kommer en klar ministeriel udmelding, før jeg gør mere ved situationen", siger Lars Nedergaard om pædagogernes undervisning.
Lars Nedergaard mener ikke, at det er problematisk at bruge pædagoger til at varetage undervisning i skolen.
"For mig handler det om børnene, og jeg har vurderet, at pågældende pædagog var den bedst egnede til undervisningen. Jeg er ligeglad med, om det er en pædagog eller en lærer, der løser den opgave, så længe det er den mest kompetente", siger Lars Nedergaard og tilføjer, at han ikke har slået nogen lærerstillinger op, fordi han vurderer, at han har personale med de fornødne kompetencer til rådighed på skolen i forvejen.
Skolelederen på Kalbyrisskolen har ikke slået stillingen op, men har i stedet afsøgt mulighederne hos det eksisterende personale. Ifølge ham er lærerne glade for, at pædagogerne har overtaget noget af undervisningen.
"Det er vigtigt at lade lærerne løse de opgaver, de er gode til og ikke trække fag ned over dem, som de ikke er kompetente til at undervise i. Bare fordi man er læreruddannet, er man ikke nødvendigvis den bedste til at undervise i musik, hvis ikke man har haft det på sin uddannelse", mener Lars Nedergaard.
Debat: Brug af pædagoguddannede som undervisere
Netop denne holdning kan formanden for Næstved Lærerkreds ikke følge.
"Jeg mener ikke, at vi kan sikre kvaliteten af undervisninger, hvis andre faggrupper kan varetage undervisningen uden videre", siger Thomas Andreasen. Det bekymrer ham også, at Lars Nedergaard ikke har afsøgt muligheden for at ansætte uddannede lærere.
"Jeg tror, at der er lærerstillinger gemt i Næstved Kommune, fordi der lige nu er pædagoger, der varetager lærernes funktion", siger Thomas Andreasen.
Tiltro til skolelederne Kredsformand Thomas Andreasen er gået videre med kredsens undersøgelse til Næstved Kommune i håb om, at forvaltningen vil undersøge sagen til bunds, så det bliver afklaret, om pædagogernes undervisning er i overenstemmelse med lovgivningen.
Skolechef i Næstved Kommune Aase Schmidt bekræfter, at man er ved at skabe sig et overblik over det pædagogiske virke på skolerne, og hvilke forhold, de enkelte pædagoger er ansat under. Der er et overblik over pædagoger i den understøttende undervisning, men endnu ikke i den fagdelte.
"Vi har tiltro til, at paragraf 28 stk. 2, hvor man må ansætte kompetent personale til at udføre specifikke undervisningsopgaver, bliver brugt korrekt. Det er skoleledernes ansvar, at loven bliver fulgt, og skulle det vise sig ikke at være tilfældet, så skal der naturligvis rettes op på det", siger Aase Schmidt.