Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Den endelige evaluering af frikommuneforsøget er offentliggjort, og resultaterne er næppe så opløftende, som regeringen havde forestillet sig: 

Efter tre år konstateres der ingen systematiske forandringer hos borgerne på tværs af de tre velfærdsområder. Det gælder ej heller skoleområdet, hvor hverken eleverne synes at trives bedre eller at opnå bedre faglige resultater, ligesom medarbejdere ikke oplever højere kvalitet i undervisningen.

Hvorfor ønsker vi at frisætte skolerne?

Ideen om at frisætte kommunerne (og dens institutioner, herunder folkeskolen) har været en populær og sejlivet politisk ambition siden 1980’erne.

I en dansk kontekst har et af argumenterne for at frisætte skolerne fra de statslige og kommunale love, regler og bekendtgørelser således været, at øget lokalt handlerum – lokal autonomi - giver lærere, pædagoger og ledere bedre mulighed for at udføre deres arbejde og tilpasse undervisningen til den gruppe af elever, skolen har. Internationalt set har argumenterne været mere konkurrencepræget: Autonome skoler øger valgmulighederne og dermed konkurrencen om eleverne (og deres forældre), som kan "stemme med fødderne".

Så hvad siger forskningen om større frisættelse eller autonomi til skolerne?

Mangel på entydige konklusioner

I de seneste årtier har mange lande introduceret nye typer af offentligt finansierede skoler, som kan operere mere uafhængigt. Det gælder f.eks. friskoler i Sverige og charter schools i USA.

Et nyt, stort studie har med et blik fra helikopteren undersøgt, hvordan øget skoleautonomi påvirker elevernes læring på tværs af 15 lande over en periode på 16 år. Studiet viser først og fremmest, at skoleautonomi betyder mange ting: Øget frihed til at træffes beslutninger om økonomi, personalesammensætning, pensumvalg og ikke mindst elevudvælgelse. Og selvom det sjældent en god ide at sammenligne pærer og bananer, og i dette tilfælde sammenligner vi hele frugtkurve på tværs af lande, så er konklusionen klar: Der er ingen generel effekt på læring. 

Denne generelle konklusion kan også findes i de nyere danske undersøgelser af folkeskolereformen, hvor intentionen fra lovgiver bl.a. var – i tandem med den forkætrede Lov 409 – at øge autonomien til særligt lederne. Undersøgelserne viste, at skolernes autonomi reelt var faldende, ligesom effekterne på elevernes trivsel og læring var sporadiske.

Tre mulige forklaringer

Forskningen viser da også, hvorfor frisættelse er kompliceret. En implementeringsmæssig forklaring findes i de selvsamme undersøgelser af folkeskolereformen: For selvom friheden eksisterede på papiret og i lovgivers intentioner, så oplevede skolerne den kun i begrænset omfang, fordi kommunerne tolkede frisættelsen fra staten som en invitation til selv at tage mere styring. 

Dette betød, at skolerne fortsat oplevede regulering, blot fra en anden instans end staten. Konsekvensen blev, at den ønskede frisættelse i praksis ikke førte til den forventede autonomi for skolerne, men snarere til en forskydning af beslutningskompetencen fra stat til kommune.

Evalueringen af frikommuneforsøget peger på en mere regulatorisk forklaring på frisættelsens benspænd. For selv relativt enkle og specifikke dispensationer fra de statslige myndigheder har ofte vist sig langt mere komplekse end forventet. 

Eksempelvis fremhæves det i evalueringen, at ”dispensation til at ændre afgangsprøvernes form og indhold for at tilpasse dem til nye fag og arbejdsformer har ifølge lokale skoleledelser og involverede udskolingslærere ikke fungeret hensigtsmæssigt. Manglen på afklaring har hæmmet udviklingen af nye fag i udskolingen og begrænset erfaringerne med nye prøveformater.” Beskrivelsen af dispensationsprocessen synes at stå i kontrast til den lovede ”fuldstændige frihed” fra regeringens side.

En tredje væsentlig forklaring knytter sig til, hvem autonomien gives til. Hvis vi forestiller os en inkompetent skoleleder, vil mere autonomi næppe føre til bedre resultater – snarere tværtimod. Studier fra den private sektor peger netop på, at øget autonomi gør lederens kompetencer endnu mere afgørende, hvilket både kan løfte eller svække en organisation. Med andre ord skaber frihed større forskelle i resultaterne, men også potentialet til at tabe bunden. 

Frisættelsen forsætter

Ideen om frisættelserne af folkeskolen forsætter med det nye kvalitetsprogram for folkeskolen. Ikke mindst, fordi det er ganske populært at regelforenkle. Men i praksis er det også meget kompliceret. Det kan derfor være oplagt at adressere de barrierer, der hæmmer frisættelsen, i de kommende frisættelsesprogrammer. Hvis ikke, risikerer kommende initiativet blot at gentage tidligere udfordringer, hvor friheden forbliver en intention snarere end en realitet for skolerne.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk