Det var en noget mere afdæmpet undervisningsminister end normalt, der indtog talerstolen på DLF's kongres. Ministeren kom efter DLF-formand Anders Bondo Christensens mundtlige beretning, hvori der blev leveret flere drøje hug til regeringen og den reform, som Christine Antorini som undervisningsminister står i spidsen for.

Ministeren startede med at takke for invitationen.

"Både den mundtlige beretning og DLF's skriftlige beretning bruger en del energi på at kigge tilbage på forårets konflikt. Det er forståeligt, fordi konflikten har fyldt meget, og den har gjort ondt. Man skal være meget tykhudet for ikke at mærke frustrationen fra lærerne, der ligger lige under overfladen. Det mærker jeg blandt andet, når jeg er ude til skoleåbninger, hvor vi også diskuterer den nye skolereform. Der er sagt og skrevet meget, og der er også faldet hårde ord. Så jeg vil ikke sige, at nu skal vi bare komme videre - eller kigge fremad som Anders Bondo sagde i sin beretning. Men omvendt, så skal vi heller ikke lade konflikten spærre for, at skolen kan udvikle sig med de mange muligheder, der ligger i skolereformen", sagde undervisningsministeren.

Læring - hurraord for nul forberedelse

Bredeste forlig Herefter opridsede hun målene for reformen og understregede med hvilket mandat, folkeskolereformen bliver indført.

"Der er indgået et politisk forlig, som er det bredeste nogensinde med seks partier bag. Det betyder også, at rammen for skolen er sat mange år frem", sagde Christine Antorini. Pointen om det brede parlamentariske flertal, som reformen har i ryggen, gentog hun i øvrigt senere i løbet af talen.

Rammen, som reformaftalen udgør, skal udfyldes af skolens interessenter. Og den kræver, at alle arbejder på nye måder - også i ministeriet, fortalte ministeren, der lod forstå, hvem reformen er aftalt for:

"I skolen er der ingen over, og ingen ved siden af eleven. Det er eleverne, vi alle har øje for. Det er eleverne, der skal gøre Danmark dygtigere. Og det er eleverne, der bliver fremtidens medborgere. Derfor er det også dem, vi skal give de bedste muligheder i livet", sagde Christine Antorini.

Hun fortalte i øvrigt, at mange af reformens tiltag vil være kendt for lærerne på forhånd, fordi den bygger på forsøgs- og udviklingsprojekter. Men lærerne vil også opleve radikale nybrud:

"Det er en grundlæggende forandring af skolekulturen, hvor det er opgaven i forhold til eleven, der står i centrum. Det er en skolekultur, hvor tid tilrettelægges fleksibelt efter opgaven. Det er en skolekultur, hvor man går fra skoleleder til skoleledelse. Med endnu større vægt på den pædagogiske ledelsesopgave. Men det er også en forandring, hvor man går fra én lærer, én klasse, én time. Til fælles planlægning og gennemførelse af undervisningen i teams omkring klassen eller årgangen", sagde ministeren, der uddybede, at folkeskolereformen ikke er noget quick fix, som vil give umiddelbare forbedringer i for eksempel Pisa-resultaterne. En forudsætning for forbedringerne er samarbejdet mellem skolens medarbejdere og ledelse:

"Ledelsen skal skabe de rammer, der gør, at den enkelte lærer ved, hvor skolen er på vej hen, hvad der forventes og ikke forventes - for sådan nogle rammer giver frihed. Medledelse indebærer samtidig, at alle medarbejdere inden for disse rammer tager et medansvar for, at målene nås. Folkeskolen løftes af jer: Lærere og skoleledere. Jeres samarbejde er helt centralt for, at reformen lykkes. Ligesom at vores opbakning til jeres arbejde er central. Det er jer, der skal udvikle skolen. Det er jer, der skal møde eleverne og flytte dem", sagde ministeren.

KL-formand byder Bondo på fredspibe

Hvad med virkeligheden DLF-formand Anders Bondo Christensen fik mulighed for at kommentere ministerens tale umiddelbart efter, at hun havde forladt talerstolen. Han kvitterede først for, at ministeren og DLF fortsat kan mødes og drøfte tiltag om folkeskolen, men der stoppede rosen.

"Når jeg hører din tale her til kongressen, så tror jeg, at mange lærere vil sidde og tænke, hvor er min virkelighed - hvor er min situation? Det bliver vi nødt til at forholde os til, vi kan ikke bare snakke fine målsætninger osv. Vi brænder for at gøre det godt for vores skole. Men hvordan får vi det realiseret i virkeligheden. Vi ser ingen sammenhæng mellem det, du står og siger, og så det, at man bevidstløst i en økonomiaftale siger, at nu skal lærerne til at undervise to timer mere. På et eller andet tidspunkt må vi komme ind i et konkretiseringsniveau, så vi kan tale samme sprog. For ellers vil lærerne føle, at vi helt sikkert har en velmenende minister, men hun taler bare ikke vores sprog. Det er en kæmpe udfordring", sagde Anders Bondo Christensen.