Nu er der igen enighed blandt politikere og skolens parter om, hvordan det nye testsystem skal se ud.
Foto: Andreas Gram Friedrichsen
Minister dropper kontroversielt forslag om offentliggørelse af test-resultater
Undervisningsministeren bøjer sig for Danmarks Lærerforenings argumenter og trækker et omstridt forslag om at give offentlig adgang til elevers test-resultater tilbage. "Det er ikke meningen, at skoler skal kunne hænges ud", siger hun.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En opringning fra lærernes formand, Gordon Ørskov Madsen, får nu undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til at droppe et kontroversielt forslag om at give offentligheden indblik i danske skoleelevers test-resultater.
Forslaget er et element i det lovudkast, der skal omsætte den brede aftale om et nyt bedømmelses- og evalueringssystem til ny virkelighed i skolerne - hvilket sker med en overgangsordning allerede fra efteråret.
Men nu forklarer undervisningsministeren over for folkeskolen.dk, at hun dropper lovudkastets kontroversielle forslag om at ophæve folkeskolelovens paragraf 55b om fortrolighed. En fjernelse af paragraffen ville muliggøre offentliggørelse og sammenligninger af elevernes resultater.
"Jeg har valgt at tilkendegive, at eftersom det ikke har været drøftet ved forhandlingsbordet, og eftersom der er indvendinger imod det fra parterne, som jeg egentlig synes har nogle gode argumenter, så er det min indstilling, at vi piller det ud igen", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Opbakning til lærere og skoleledere: "Det har vi slet ikke talt om"
Både KL, Dansk Folkeparti, SF og de Radikale har undret sig over forslaget og har forklaret, at det ikke har været drøftet i 'Sammen om Skolen' i forhandlingerne om det nye testsystem, Folkeskolens Nationale Færdighedstest.
Samtidig har de vendt sig voldsomt imod det, fordi skolerne med ophævelsen af fortroligheden i deres optik ville kunne risikere at blive sammenlignet og "sat i gabestok".
Politikerne opdagede det ikke
"Når det ikke har været drøftet, så lægger vi som ministerium et snit ned i det, vi så efterfølgende laver som lovforslag. Det er bl.a. af den grund, at man sender ting i høring, fordi der vil altid være nogle hjørner, man ikke lige har taget stilling til. Og så laver vi et lovforslag, der først ryger i høring blandt ordførerne og efterfølgende i ekstern høring", siger ministeren - og tilføjer:
"Der var faktisk heller ikke nogen af ordførerne, der faldt over det i den interne høring".
Men folkeskolen.dk faldt over det kontroversielle element på side 77 og 78 i lovudkastet og kontaktede herefter skoleledernes formand, Claus Hjortdal, og formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, for en kommentar.
Begge udtrykte stor forundring og modstand mod forslaget, men først kontaktede Gordon Ørskov Madsen ministeren, som forsikrede ham om, at det ville blive taget ud af det endelige lovforslag, der skal fremsættes i april.
Og det bekræfter ministeren altså nu.
"Jeg fik et kald fra DLF, som gjorde opmærksom på, at de ikke syntes, det var en god idé med det snit, der var blevet lagt. Og de kom i virkeligheden med nogle gode argumenter i den forbindelse", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
"Det kan jeg faktisk godt se"
"Argumenterne gik på, at man har en oplevelse af, at man kan blive hængt ud. Det kan jeg faktisk godt se. Det er jo slet ikke det, der har været tiltænkt med det snit. Det har aldrig været meningen. Derfor lægger vi det simpelthen bare ned igen", siger ministeren.
Hun mener, at processen viser styrken i det nye samarbejdsforum 'Sammen om Skolen'.
"Det er derfor, at samarbejdet er så vigtigt. Det er for at kunne sige, at set med skolernes briller, så vil det her være konsekvensen. Og den konsekvens har jo aldrig været ønsket. Det skal ikke ske", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Minister lægger op til offentlig indsigt i nationale test-resultater