"Dumpet 2" står der i panden på omslagets ansigt, og dumpet kan betyde, at man ikke har bestået, men også at man har kastet en masse over bord. Begge aspekter vælder ud af linjerne i denne rablende samling skolehistorier, som kaldes en roman.

Jacob Kokkedal er nådesløs i sin spidning af hulheden i dagens pædagogiske skoledebat. Skoleledelsen skal forsøge at sælge inklusion og besparelser på samme tid. Manglende konsekvenser af urimelig elevadfærd får lærere til at brænde ud. Lærere er en broget flok. Curlingforældre er en pest i skolens organisme. Deres børn kan være svære at nå. Men verdensfjerne embedsmænd og politikere sætter det hele i relief.

Jacob Kokkedal arbejder ved tastaturet som standup-komikeren ved scenekanten: Vi tager et tema, tegner et billede, spinder en ende, eskalerer helt vildt og lander på en konklusion. Meget ofte er motoren lidt vold, lidt sex, lidt skævhed, lidt satire og lidt vanvid.

Det er en vanskelig balance, og akkurat som hos standupperne går det da også galt indimellem. For eksempel når skoleinspektøren irettesætter et par lærere, der har muntret sig med hinanden på lejrskole, med ordene: "I er begge blevet skilt flere gange end lårene på Suzanne Bjerrehuus", så skrider metaforerne ud i det effektsøgende latterlige. Og endnu værre er det, når en morsom scene om undervisningsminister Pellegrini, der peptalker styret af sin kommunikationsrådgiver og af en vred neger, der er udlånt fra en tænketank til Dansk Industri, bliver punkteret af en række passager med pædagogiske eller politiske overvejelser. Afsnittet er båret af vild og morsom action, men pludselig ser man den alvidende fortæller blive bedrevidende, og grinet går over i gab.

Men ellers må man sige, at Jacob Kokkedal har fat i stort set alle de aspekter af lærerfrustrationer, som udsigten til at skulle implementere mindst fire reformer på samme tid kaster af sig. Almueskolen, som arbejdspladsen hedder, knager i fugerne. Alt er i opløsning.

Lederen er stort set usynlig på grund af forvaltnings- og ledernetværksmøder, og når hun endelig er på skolen, er det for at polere skolens ansigt udadtil og fastholde inkluderede elever, uanset hvad de har gjort.

Lærertyperne er bag om karikaturerne genkendelige. Når man har læst om deres madpakker, deres holdning til elever, forældre, kolleger og ledelse og deres ageren på skolen, så får man detaljer, der viser, at forfatteren kender skolen indefra.

Lærer-pædagog-samarbejdet er en parodi på samarbejde, en etikette, der er alt for mild at klistre på det konsulentarbejde, som det lokale university college tilbyder skolen, og som personalet har mødepligt til.

Forældrene kæmper egoistisk for deres små juveler. Det gælder alle fra den sandhedsfiflende rumæner over den hustrubankende rocker til de pæne middelklassemødre.

Forældrenes bidrag til galskaben får en ekstra omgang, når forfatteren efter hvert afsnit har et forældrebrev under overskriften: Til orientering. Disse breve er simpelthen skingrende vanvittige på den gode måde. For eksempel brevet om, at Lizette ikke ville rydde op efter kunderne, da hun var i praktik. Det var jo kunderne, der havde rodet. Underskrevet af Charlotte Svarrer, key account manager, NPL life coach, lifetime manager ved Productivity og C.E.O. ved Fishfuck Factories.

Endvidere får privatskolen et drag over nakken for at optage elever inden taxameteropgørelsen, hvorefter den ordblinde, der kan trække gennemsnittet ned, bliver hældt ud inden eksamen.

Endelig tegnes fremtiden af et kig ind i a-kassekonsulentens gruppesamtale med de arbejdsløse lærere og af en lærerdialog om, hvem der kommer i praktik i et lavstatusjob. Det er en sort udgang, der klinger som et nødråb efter den latter, der har været undervejs.

Bogens hovedafsnit er fortællingen om undervisningsministerens besøg på Almueskolen, hvor det store presseopbud skal dokumentere den ny nordiske skoles succes. Alle de inkluderede er låst inde sammen med tre lærere, alle journalister er clearet med trusler om udelukkelse fra Christiansborg, hvis de spørger om noget forkert. Men misteltenen, der ikke er taget i ed, er den lokale bladsmører fra Morsø. Og matchspoileren er den gamle hanlærer, der lukker de inkluderede ud, så alt bliver kaos. Der er som nævnt passager, der går død, men der er i det store og hele en drive, der bæres af en morsom dialog og af sigende detaljer: Kommunikationsrådgiverens kompetencer fra håndboldbanen til at hoftetackle alt, hvad der kommer i vejen, og ministerens små sidestep på stiletterne for at få børn med i tv-billedet. Når man netop har hørt skuffede børn fortælle, at ministeren dansede med dem i 30 sekunder - og med ryggen til - fordi hendes sekretær skulle have et foto til Facebook, så må man bøje sig for sådanne glimt.

Bogen er ikke stor kunst. Den er svingende i intensitet. Men den kan få en til at se på det kaos, skolen er kastet ud i, med den smilerynke og den latterlyd, der gerne skulle få os på sporet af en god skole.