Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er også træt af corona.
Screendump fra Folketingets TV
Undervisningsministeren: "Planlæg efter, at skolerne åbner 5. januar"
Trods frustrationen over igen at måtte sende landets skoleelever hjem understreger undervisningsministeren, at situationen er meget anderledes denne gang. "Vi skal nok komme igennem det – men sjovt er det ikke", siger hun.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Borgerlige partiers spådomme om, at hjemsendelsen af skoleeleverne igen vil komme til at strække sig langt ind i det nye år, afvises pure af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) som "politisk spilfægteri". Dagen efter regeringens annoncering af endnu en elev-hjemsendelse understreger undervisningsministeren, at skoleledere, lærere og forældre skal planlægge efter, at skolerne genåbner den 5. januar. "Vi skal nok komme igennem det her, men sjovt er det ikke. Jeg synes også, at det her har varet længe nok nu", siger ministeren.
Ærgerlig lærerformand: "Så må vi starte på en frisk efter nytår"
Hun understreger, at situationen nu er meget forskellig fra sidste år, hvor hjemsendelsen af eleverne før jul endte med at strække sig langt ind i 2021. "Det er derfor, man virkelig skal lytte, når Søren Brostrøm siger, at vi står et andet sted nu, end vi gjorde sidste år på den her tid - for han er ikke en del af det politiske. Sidste år havde vi ikke vacciner og test på skolerne. Vores evne til at reagere er fundamentalt anderledes. Og det er derfor, at jeg gerne vil understrege, at man skal forberede sig fuldstændig som om, at vi vender tilbage til normal skolegang efter ferien. Man skal ikke bruge sin juleferie på at planlægge efter noget andet", siger ministeren til folkeskolen.dk Men corona-pandemien har hærget længe nok til, at hun godt ved, at hun ikke skal vove sig ud i at garantere noget. "Det er en virus, vi har med at gøre, og derfor vil det være tåbeligt at give garantier. Men alt peger på, at vi kan have børnene tilbage den 5. januar, og det er det, man skal planlægge efter som skoleleder og lærer", fastslår Pernille Rosenkrantz-Theil. Selv er hun ligesom alle andre dødtræt af corona, og hun havde gerne set en mindre indgribende foranstaltning på skoleområdet, hvis det havde været muligt. "De her bump på vejen er jo ikke godt for børnene. Hvis der havde været den mindste åbning for, at vi kunne have gjort det på en anden måde fx med holddeling, så havde vi grebet den. Men det lå ikke i oplægget fra Epidemikommissionen, at der var andre veje", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.
Minister: Skolerne lukker på onsdag
Hun er også godt klar over, at hjemsendelsen igen kommer til at koste en større arbejdsbyrde for lærere og skoleledere, som i forvejen har "lagt mange ekstra kræfter" i at få skolegangen til at fungere for eleverne de seneste snart to år. "Det er ikke fortjent. Men det er nu engang pandemien, der svinger taktstokken", siger hun. Flere har reageret over, at statsminister Mette Frederiksen på pressemødet onsdag aften talte om "tidlig juleferie" for eleverne. Og det udtryk hører man da heller ikke fra børne- og undervisningsministeren. "Når vi ikke har sagt ferie, men online-undervisning, så er det fordi det betyder noget, at der er en struktur i den hverdag, man har derhjemme", siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Praktiske udfordringer Hun peger på, at hjemsendelsen af eleverne fra onsdag i næste uge ikke er lig med et "fuldt stop", men derimod en "aktivitetsdæmpende" foranstaltning. Det skal ses i sammenhæng med, at skolerne ligesom tidligere skal etablere nødpasning for de 0.-4.-klasses elever, hvis forældre er i arbejde eller private erhvervsdrivende - ligesom der skal være nødpasning til rådighed for alle elever, der er sårbare og har særlige udfordringer. "Det er ret mange børn, der har mulighed for nødpasning, og det betyder selvfølgelig, at der vil være flere børn fysisk til stede på skolen. Det giver praktiske udfordringer med at få det til at hænge sammen, samtidig med at der skal være online-undervisning. Men det er få dage, det drejer sig om. Det vigtigste at sige er, at man skal få tingene til at hænge sammen, så godt man kan", siger undervisningsministeren. Børne- og Undervisningsministeriet vil så hurtigt som muligt udsende nye retningslinjer til skolerne og kommunerne i kølvandet på beslutningen om at hjemsende eleverne. Men Pernille Rosenkrantz-Theil understreger, at der i høj grad er tale om velkendt stof, og at "der ikke kommer noget, hvor man kommer til at blive meget overrasket".
Faglige foreninger: Aflys valgfagsprøverne i december og januar