Debat

Den julemandsafslørende lærer har åbnet sine elevers øjne for, at man kan tro på forskellige ting, skriver Anders Thorsen.

Kærlighedserklæring til lærer i shitstorm: ”Du har faktisk bare passet dit arbejde”

Hun kom til at afsløre, at julemanden ikke findes. Nu er hun endt i massiv modvind. Anders Thorsen har en kærlighedserklæring til den anonyme lærer. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Kære lærerkollega

Du kom forleden til at fortælle din 1.-klasse, at nisser og julemænd ikke findes. Jeg kender dig ikke, men du skal vide, at du er min helt. Det ville være en ære, hvis du var en af mine kollegaer på den skole, jeg arbejder på. For du har løst en af skolens vigtigste opgaver.

Hold da op, du har godt nok været i vælten. TV2 har kastet sig over sagen. Her ”tordner” en vred mor, og en psykolog er “chokeret” over dig. Go’Aften Live var naturligvis også på pletten, og deres Facebook-opslag om emnet har allerede langt over 1.000 kommentarer.

Selv DR har lavet artikler, og P1 Morgen har to dage i træk dækket historien med tøhø-hygge-indslag – naturligvis uden at have en eneste lærer med.

Til gengæld kunne Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne få lov til at sige live i radioen, at du nærmest havde lavet børnemishandling. Det blev dråben for mig, for den udtalelse er simpelthen en hån mod dem, der rent faktisk er blevet mishandlet som barn.

Derfor får du denne kærlighedserklæring fra mig. For du har faktisk bare passet dit arbejde.

Nisser og gud

En af skolens allervigtigste opgaver er at fremelske den kritiske tænkning. Vi skal lære vores elever at sætte spørgsmålstegn ved de vedtagne dogmer. For det er os lærere, der danner demokratiske borgere.

Og det har du sandelig levet op til, for du har nemlig fået dine elever til at reflektere over noget, de ellers gik og troede var sandt. Se, det er kritisk tænkning, og du er netop ved at danne dine elever til et demokratisk samfund.

Jeg må medgive, at timingen ikke var optimal. Det skriver du jo også selv i din aulabesked til forældrene, som siden er blevet delt på TikTok og i medierne uden dit vidende. Det var for tidligt at afsløre julemysteriet allerede i 1. klasse.

Men til gengæld indrømmer du det overfor forældrene, hvilket jeg har stor respekt for. Måske fordi jeg også selv har prøvet at tage emner op med mine elever, som de måske ikke var helt klar til endnu.

Hvilken lærer har aldrig gjort det?

I øvrigt afsluttede du din time med at fortælle din klasse, at man selvfølgelig må tro på både nisser og gud og alt muligt andet. Det er så fint for din klasse, og du formidler det så stærkt overfor forældrene.

Helvede er løs

Medierne har som beskrevet kørt forargelsesvinklen på dig, men de har overset det helt principielle i denne julemandsgate. Den er nemlig et billede på en individualiseringstendens, hvor skolen skal tilpasse sig forældrene – og ikke omvendt.

I julemandsgate kommer vi helt tæt på en konkret time i en enkelt klasse, hvor en gruppe forældre lader sig forarge over noget, der ikke lige stemmer overens med deres egen tro, værdier og overbevisning. De forældre kunne også have valgt at bruge anledningen til at tage en snak med deres børn. Her er et forslag til, hvordan den kunne lyde:

Vi mennesker tror på forskellige ting. Hjemme hos os tror vi på nisser, julemænd og enhjørninger, men det gør din lærer ikke. Det er helt okay, for sådan er verden, og det er faktisk ret fedt, at vi er forskellige.

Skolen skal åbenbart passe lige præcis til hver eneste forældres eget værdisæt, ellers er helvede løs. Man vil i mindre grad gå på kompromis, og får man ikke sin vilje, så finder man et andet skoletilbud eller opretter en nissevenlig friskole.

Men du, kære julemandsafslørende lærer, har åbnet dine elevers øjne for, at man kan tro på forskellige ting og tænke kritisk på samme tid. Det er dit arbejde, og det skal du være stolt af.

Jeg er i hvert fald stolt af dig.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk