Lærerstuderende: Opfattelsen af pauser er simpelthen forkert

Fællesskaber i skolen er afgørende, det kan vi alle blive enige om. Faktum er bare, at mange børn ikke forstår, hvordan fællesskaber fungerer og har svært ved at afkode, hvordan man skaber dem.

I skolen i dag er der flere tilfælde af en rammesat inklusion fremfor at skabe og udvikle flere velfungerende fællesskaber på tværs af klassen. Når jeg her anvender ordet inklusion skal det forstås ud fra ordborgsdefinitionen: ”inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng”. 

I mange indskolingsklasser har man fælles-leg for klassen i frikvartererne eller rammesat leg, der er aftalt i klassen inden.

Skolens sociale spilleregler dannes i høj grad i skolegården og på legepladsen, derfor er pausen et vigtigt pædagogisk rum at beskæftige sig med. Det er nemlig i frikvarterets frirum eleverne danner deres sociale relationer og laver aftaler indbyrdes med hinanden. Selvom læreren i undervisningen har forsøgt at danne et fællesskab blandt klassens elever, er det forkert at tro, at de usunde dynamikker i klassen ikke forsætter udenfor klasselokalet, når der ikke er en voksen i nærheden. Der er selvfølgelig gårdvagter, men de kan ikke være alle steder på én gang.

Mange lever med en forestilling om, at frikvarterne ikke er en del af skolen, og at pauserne for de fleste børn er et sted, hvor lærerne ikke kan fortælle dem, hvad de skal lave. Den opfattelse er simpelthen forkert.

Pausen er for de fleste børn et pædagogisk rum, hvor de kan bevæge sig, snakke og lege, men de har oftest kun oplevet leg styret af voksne.

Noget må gøres, men hvordan kan vi sikre det gode fællesskabs-skabende frikvarter uden for meget styring fra de voksne? Her er fem råd til, hvordan man kan løse problemet.

1.  Man kan i større grad sikre, at det er velkendte lærere eleverne møder i frikvarteret. Fordi læreren har et kendskab til klassens sociale dynamikker, vil det være muligt at hjælpe med at bryde de usunde af slagsen og styrke fællesskabet.
2.  Nogle børn opgiver i dag at blive en del af livet skolegården og går ofte forvildet rundt alene. Det kan undre lærerne, fordi de måske i undervisningstimerne virker som om, de er en del af fællesskabet. Ved aktivt at lære børnene om de sociale koder for, hvordan man opfører sig i skolegården, kan man hjælpe børnene med ind i fællesskabet.
3.  Man kan involvere forældrene og lad dem opfordre børnene til fri leg derhjemme i stedet for målstyret læringsleg.
4.  For at skabe gode fællesskaber er det vigtigt, at man også involverer alle teamets lærere og ikke kun klasselæreren og klassepædagogen.
5. Søg hjælp udefra: Her er der for eksempel projekter som ’Skolestartsvenner’, der handler om at skabe fællesskaber, hvor et team af studerende hjælper med at skabe et fællesskab i klassen.