”Jeg er 50, og det virker helt uoverskueligt at skulle have det arbejdspres i 19 år mere”.

”Som vilkårene er nu, kan jeg ikke forestille mig at fortsætte”.

”Jeg er usikker på, om jeg mentalt kan klare flere år”.

Sådan skriver tre forskellige lærere i en undersøgelse om ønsker og vilkår for seniorarbejdslivet, som Folkeskolen har fået foretaget blandt folkeskolelærere og børnehaveklasseledere over 50 år.

På trods af et stort arbejdspres er to ud af tre alligevel villige til at forlænge deres seniorarbejdsliv, hvis de kan få mere fleksible arbejdsvilkår.

Seniorvilkår

”Min alder og erfaring har stor værdi for børn og kolleger”

64 procent af lærerne angiver i undersøgelsen, at de ville fortsætte i deres job ud over deres påtænkte tilbagetrækningsalder, hvis hverdagen i folkeskolen var mere fleksibelt indrettet fra 60-årsalderen. 20 procent svarer nej til at fortsætte ud over den planlagte efterløns- eller pensionsalder.

Mona Larsen, leder af Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har læst Folkeskolens undersøgelse, og hun ser et overraskende stort arbejdskraftpotentiale i tallene. Lærernes svar vidner om en høj grad af faglighed og engagement.

”Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange lærere der gerne vil arbejde længere, hvis de fik mere fleksible rammer. Og ikke mindst hvor mange år de gerne vil arbejde længere med mere fleksible rammer. Så her er bestemt et potentiale for arbejdskraft”, siger Mona Larsen.

Blandt de 64 procent, som er villige til at forlænge deres arbejdsliv, ville hver tiende lærer eller børnehaveklasseleder blive et år længere, 40 procent ville blive to-tre år længere, og næsten lige så mange ville forlænge arbejdslivet med over tre år.

Lærernes ønsker

Den ønskede fleksibilitet i hverdagen handler især om at gå ned i tid, som 78 procent peger på. Mange efterspørger fridage: ”Nedsat tid omsat til ugentlig fridag”, efterlyser en lærer i undersøgelsen.

55 procent ønsker sig også flere seniordage til at fordele over året. I dag har DLF-medlemmer i folkeskolen ifølge overenskomsten ret til to seniordage ved 60 år. Tre seniordage, når man fylder 61 år, og fire seniordage fra 62 år.

Ud over en kortere arbejdsuge går ønskerne også på at undervise i færre klasser og bedre mulighed for at fokusere på kerneopgaven: ”Færre ugentlige undervisningslektioner, så der er tid til at tage hånd om alle elever”, skriver en lærer i undersøgelsen.

En anden efterlyser: ”Mere ro i jobbet. Mulighed for fordybelse i den undervisning, jeg planlægger”.

Et gennemgående ønske i svarene er derfor, at man fra 60-årsalderen begynder at kunne skære møder fra, slippe for gårdvagter, tilsyn og udflugter.

Mens ønsker om en anden fagfordeling kan sendes forbi skolelederens bord, peger andre svar i retning af den politiske styring af folkeskolen:

”Økonomiske muligheder for at gøre undervisningen mere spændende og relevant. Bedre fysiske rammer”, lyder en kommentar, mens en anden kæder lysten til at forlænge arbejdslivet sammen med:

”En skole under mindre pres og med mere meningsfuldhed: mindre testkultur og mere almen/demokratisk dannelse”.

Forskel fra skole til skole

Undersøgelsen afslører også, at der er forskel på, om man kan få særlige seniorvilkår – og at det giver anledning til frustration.

”I den kommune, hvor jeg er ansat, er de ikke interesserede i at tilbyde seniorer mulighed for at fortsætte på seniorvilkår”, skriver en.

”Ser ikke, at det vægtes – og der ansættes mange unge kolleger. Dog ser jeg tydeligt, at vi ældre trækker det største læs, da det ofte er erfaring, overblik og robusthed, der gør forskellen for at lykkes med undervisning og socialt arbejde i en klasse”, skriver en anden.

Andre steder kan lærerne godt få mere fleksible rammer i hverdagen, når de bliver seniorer.

”Jeg fylder 68 til december, underviser kun i to fag, er i færre klasser end tidligere og har en del timer, der registreres som støttetimer, men hvor vi reelt arbejder som i en tolærerordning. Det er meget tilfredsstillende”, skriver en lærer.

Kristian Dissing Olesen, næstformand i Skolelederforeningen, forklarer forskellene med dels de forskellige kommuners overordnede seniorordninger, dels den enkelte skoles mulighed for at imødekomme ønsker til mere fleksible seniorvilkår.

”Der kan være stor forskel på den enkelte skoles muligheder rent økonomisk og strukturelt, når det handler om at imødekomme skemaønsker. Nogle kommuner har en meget stram økonomi og skal spare mange penge på grund af for eksempel faldende elevtal, og måske er det samtidig en lille landsbyskole, så her kan det være meget vanskeligt”, forklarer Kristian Dissing Olesen.

”Andre steder er der måske meget mere økonomi til rådighed per elev, og eksempelvis på en stor byskole med fyldte klasser og mange ansatte kan mulighederne potentielt være større. Teknisk set er det dyrere at have flere lærere på nedsat tid end kun fuldtidsansatte – dermed ikke sagt, at der ikke også kan være gode bevæggrunde og fordele ved det. Pointen er, at en presset økonomi desværre kan udfordre fælles ønsker og gode intentioner”, fortsætter han.

Fare for nedslidning

Hos Mona Larsen, leder af Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, er der ingen tvivl om, hvad skoleledere og kommuner bør gøre: ”Se at få tilbudt noget mere fleksibilitet”.

Hun peger på, at Folkeskolens undersøgelse ikke kun afdækker et arbejdskraftpotentiale, den peger også på en alvorlig nedslidningsudfordring.

”Mere end en tredjedel – 36 procent – svarer, at de overvejer at gå på selvfinansieret pension, før de har mulighed for at gå på efterløn eller pension. Det er et højt tal, som kan handle om en generel udfordring i forhold til arbejdspres og arbejdsmiljø”, siger Mona Larsen.

Men det kræver både økonomi og en meget tæt og løbende dialog mellem medarbejdere og ledelse at få de rette seniorvilkår i spil.

Folkeskolens leder

Erfaring er guld værd

”Lærerne efterspørger især nedsat tid og flere seniordage, men når man gør nedsat tid til en ret blandt seniorer, er risikoen, at det også gives til de lærere, der ville være blevet alligevel. Hvis nedsat tid kun gives til udvalgte, er det en kæmpe udfordring at få det målrettet til netop dem, hvor nedsat tid reelt vil gøre en forskel”, siger hun.

For når man taler om fastholdelse af seniorer og arbejdskraftpotentiale, er der brug for individuelle løsninger, der passer til den enkeltes behov.

”Vi kan ikke sige 100 procent, hvad der virker for alle, når de når en bestemt alder. Så det er vigtigt at skabe en kultur på den enkelte arbejdsplads, hvor det er legitimt at oprette særlige ordninger ved særlige behov. For jo ældre vi bliver, jo mere forskellige bliver vi”, pointerer Mona Larsen.