Ugens overraskelse: Der er ikke noget biologilokale på skolen!

Sådan begynder Christina Frausing Binaus dagbog i uge 27 sidste sommer, hvor hun er i gang med at forberede dette skoleår. Hun er lige begyndt i et barselsvikariat med den særlige kombination af linjefag i dansk og biologi, som hun har, og hun glæder sig til at komme i gang, undervise børn igen.

I dagbogen noterer hun, at hun fra begyndelsen føler sig hjemme på skolen, og at hun føler sig som lærer. Men - det er et chok, at der ikke er et biologilokale. Der er et natur/teknik-lokale til de yngste elever med små borde og stole.

»Jeg havde slet ikke forestillet mig den mulighed. Skolen har et fysik/kemi-lokale, men det er optaget, når jeg har biologi«, siger hun om sit første møde med sin nye arbejdsplads.

Christina Frausing Binau har biologi i fire 7.-klasser i Skolen på Duevej på Frederiksberg - i alt 88 elever - og så har hun dansk i den ene af 7.-klasserne. Hun overvejer situationen og får lov til at booke et projektlokale oppe under taget ved siden af fysik/kemi-lokalet hver onsdag og bruge det som nødbiologilokale. Det er et gennemgangsrum, hvor eleverne ofte arbejder alene, så hver tirsdag eftermiddag bruger Christina Frausing Binau tid på at indrette »sit« biologilokale, så det er klar onsdag morgen.

I uge 34 skriver hun i dagbogen: Ugens indsigt: Sætter mig for at gennemføre en (synes jeg selv) eksemplarisk organiseret undervisning - og er lige ved at knække halsen på forberedelsen. Den følges op i uge 37: Ugens ønske: Må jeg ikke bare få lov til at bruge tiden til at forberede min undervisning?

»Jeg arbejder langt flere timer, end jeg skal, og det handler ikke om, at jeg er 'rusten'. Der er simpelt hen mere arbejde, end der er afsat tid til. Jeg opsætter mål, forbereder og gennemfører undervisningen. Samler masser af tegn på vejen, men jeg når ikke at evaluere, hvad hvem lærte og hvorfor. Det er utilfredsstillende. Og det siger jeg ikke, for at nogen skal have ondt af mig, for jeg har ikke et sekund fortrudt min beslutning om at undervise igen. Jeg er blevet overrasket over, at jeg så meget har savnet at undervise børn. Men jeg må også sige, at jeg ikke er sikker på, at jeg vil kunne holde til det her i 25 år mere. Og dét skræmmer mig«, understreger Christina Frausing Binau.

Som konsulent i det nationale naturfagscenter Astra har Christina Frausing Binau et ønske om at være ajour med hverdagen i folkeskolen, for eksempel biologiundervisningen.

Tabu at arbejde over

De seneste syv år har Christina Frausing Binau arbejdet som konsulent i det nationale naturfagscenter Astra. Inden arbejdede hun 12 år som lærer i København og Gladsaxe.

»Det har boet i mig i flere år, at jeg gerne ville ud at undervise igen. Der er to grunde: Som gammel cirkushest savnede jeg at undervise børn, og så har jeg et ønske om at være stensikker på at være ajour med hverdagen i folkeskolen, når jeg arbejder på Astra«, fortæller Christina Frausing Binau.

En af de store overraskelser ved at vende tilbage til lærerjobbet er, at der er så lidt tid til forberedelse. Der er flere undervisningstimer, meget mere administration og slet ikke tid nok. Det går ud over forberedelsen og ikke mindst efterbehandling af undervisningen, herunder evalueringen, mener Christina Frausing Binau.

»Det er et tabu at tale om, hvor meget tid man arbejder for meget. Man peger pilen indad i stedet. Der er et element af skruebrækkeri i det, når jeg står efter klokken 17 og laminerer til næste dag, eller når jeg henter fisk til undervisningen i min bil uden for skoletid«.

Hun fortæller, hvordan hun og en kollega kigger på hinanden omkring klokken 17-18 og taler om, hvordan de kan hjælpe hinanden til at komme ud ad døren.

»Jeg ville ønske, at man talte højt om det. Lærere med små børn kan jo ikke blive længere på skolen, så de tager arbejdet med hjem. Det er usynligt og hemmeligt, hvad vi laver som lærere. Jeg kan godt have respekt for synspunktet, som nogle lærere har, om at 'jeg gør dét, jeg bliver betalt for, og så går jeg hjem'. Men jeg kan ikke efterleve det selv, og det er der mange, der ikke kan, tror jeg. På Astra driver vi den bestemt heller ikke af, men som lærer vil det være for opslidende at skulle arbejde sådan her i 25 år mere«.

Christina Frausing Binaus 62 procents arbejdstid på skolen giver 16 undervisningslektioner. Det er nogenlunde lige så mange undervisningslektioner, som hun for syv år siden havde med en arbejdstid på omkring 85 procent.

Klargøring æder tid

Der er stor forskel på forberedelse og efterbehandling i dansk og i naturfagene, mener Christina Frausing Binau. Hun skelner mellem de »tørre« og de »våde« fag. Hvor de »våde« fag er dem, hvor der er våde ting til undersøgelse på bordet i undervisningen.

»Det tager lige lang tid at udtænke et undervisningsforløb i de forskellige fag, men i biologi og de andre naturfag - og jeg kunne forestille mig også i fag som billedkunst, håndværk og design og madkundskab - bruger man meget tid på at gøre klar, skaffe for eksempel jordprøver, fisk, eller hvad man nu skal bruge. Man bruger tid på at finde reagensglas nok, tjekke, at udstyret er rent, at der er CO2-indikator og så videre. Og så er der den helt konkrete efterbehandling - altså at rydde op efter det våde - og så evaluering. Jeg synes, det er underbelyst, at forskellige fag kræver forskelligt«.

Som dansklærer skal Christina Frausing Binau give feedback på elevprodukter - en film, noget skriftligt eller en fremlæggelse. Det samme gælder egentlig i biologi, men det tager noget mere tid at få gjort klar til at få eleverne igennem et forløb med sild eller svinehjerter og derefter at få ryddet alt af vejen igen. Desuden har hun langt flere elever i biologi og kun to ugentlige lektioner i hver klasse.

»Jeg får bedre evalueret og givet feedback til min klasse i dansk med 23 elever, hvor jeg har syv lektioner og understøttende undervisning. Her bliver det til en systematisk evalueringssamtale med hver elev. I naturfag er det 88 elever fordelt på fire 7.-klasser. Jeg tør knap indrømme det, men det er så svært at nå at tale med alle elever«, siger hun og understreger, at det bestemt ikke er for at forklejne indsatsen i de »tørre« fag:

»Men i naturfagene er det et mål, at vi driver en undersøgelsesbaseret undervisning, og det kræver altså andet end papirer på bordet«.

»Det kan godt være, at naturfagene er 'små' fag, og at dansk, matematik og engelsk er mere højstatusfag, men det bliver jo også observeret, når elever boner dårligt ud i naturfagene for eksempel i Pisa. Det er ikke fair over for eleverne, og det er utilfredsstillende for mig som lærer«, fortæller hun.

Rædsomt at være uforberedt

Christina Frausing Binau taler om den didaktiske treenighed: forberedelse - gennemførelse - evaluering. Forberedelsen sker i et vist omfang, for det er nødvendigt, hvis gennemførelsen skal finde sted. Gennemførelsen sker, men så bliver det evaluering/feedback, der kommer til at halte mest.

Og jo, hun er også mødt op til undervisning uden at have forberedt sig. Som hun skriver i dagbogen i uge 47: Det var godt nok en ringe undervisning, jeg præsterede i dag.

Der var jobuge med blandt andet virksomhedsbesøg og museumsbesøg i den uge, og teamet var på bagkant med planlægningen. Det logistiske havde taget lang tid at få på plads, så forberedelsen af selve indholdet i undervisningen skete sent.

I dagbogen fortsætter hun: Og eftersom vi havde møde i pædagogisk råd i fredags til klokken 16.00, fik jeg ikke andet end scrollet siderne igennem og tænkte: »Den tager vi på talentet!«

Og det er en ualmindelig ubehagelig følelse af ikkekontrol og ej slåen til, når eleverne stiller spørgsmål, og man ikke er forberedt på indholdet, noterer hun videre i sin dagbog:

Det er virkelig svært at gå ind og »fake it till you make it«. Og det er sådan en oplevelse, der gør, at man vælger at blive længere eller tage det med hjem, endskønt tiden er gået: Det er simpelthen mig, der står nede i klassen og væver i det og sætter eleverne i gang med noget, der måske forvirrer mere, end det gavner. Og det er en helt igennem græsselig følelse, uacceptabelt og undergravende for ens faglige stolthed.

Naturfag har ikke hovedrollen

»Det har overrasket mig mest, at der virkelig er så lidt tid til at forberede undervisningen«, siger Christina Frausing Binau.

»Vi badede ikke ligefrem i forberedelsestid tidligere, men på grund af øget administration og flere undervisningstimer, har vi endnu mindre tid nu. Samtidig er vi blevet mere bevidste om, hvor vi gerne vil have naturfagsundervisningen hen, og undersøgelsesbaseret og elevcentreret undervisning tager længere tid at forberede og efterbehandle. Til gengæld tror jeg også, at jeg er en bedre naturfagslærer, end jeg var tidligere«.

Hun mener ikke, at problemet er manglende kompetence hos lærerne, selv om de synes, at tid til kompetenceudvikling er dejligt: »Tænk, hvis det er sådan, at hvis vi gav naturfagslærerne bedre tid til forberedelse, så ville vi få en meget bedre undervisning«.

I dagbogen for uge tre i år skriver Christina Frausing Binau: Naturfag er ikke hovedrolleindehaveren i min skolehverdag - det er alt det udenom.

Så følger opremsningen af møde med AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) om særlige tiltag for enkelte elever. Som gårdvagt står hun med en lille elev, der skal afleveres til klasselæreren på grund af hændelse i frikvarter. Hun skal læse og besvare mails i Aula - tager i alt 45 minutter. Fejlmelde stikkontakt og dørhåndtag, indgive ferieønske, registrere elevfravær, forberede Uge Sex, besøge elev, der sidder i en anden bygning, holde frikvartersmøde med årgangsteamet, deltage i akutmøde for alle lærere om gårdvagter, holde møde med leder for at placere nye elever og modtage penge og tilmeldinger til skolebal.

Der røg nogle timers forberedelse.

Naturfag ligger mig meget på sinde, men det spiller godt nok ikke hovedrollen i min arbejdsuge, som hun skriver.

Da Aula ikke har en kontaktbog, skal hun ind for at besvare alle mails fra forældre; det tager tid.

»I en kontaktbog kan man sætte et hak eller skrive 'set', men det ville se underligt ud i en mail, så den bliver man nødt til at svare på. Godt nok mest standardsvar, men alligevel. For syv år siden, da jeg var lærer sidst, havde vi fire computere til deling på lærerværelset, så dengang var der ingen forventning om, at man tjekkede mails i løbet af dagen«, siger hun.

I dag foregår fraværsregistreringen i alle lektioner, og det tager også en del tid.

»Nu lyder jeg meget gammel, men jeg har printet en navneliste, og så prikker jeg af. Bagefter overfører jeg til den elektroniske fraværsregistrering. Hvis jeg skulle gøre det direkte i klassen, skulle jeg koble min computer fra projektoren imens, så eleverne ikke kan se med, og så skal den på igen bagefter, og her er det ofte, at projektoren går i sort, og så skal computeren genstartes. Det tager længere tid«.

Hun er også klasselærer i den ene 7.-klasse og bruger derfor tid på elevsager og netværksmøder i den anledning.

»Jeg havde glemt, hvor meget man egentlig er 'på' som lærer. Jeg er jo i aktivitet hele tiden, og dertil kommer, at man som lærer kan have dårlig samvittighed over for nogle elever og derfor kan køre lidt trist hjemad. Det er en ansvarstyngde og en arbejdsbelastning, der gør, at man kan føle sig som en klud efter seks lektioners undervisning«.

Indtil videre har den meget aktivitet betydet et vægttab på fem kilo.

Positivt med arbejdspladser

Men alt er ikke skidt. Christina Frausing Binau pointerer, at der også er sket en god udvikling i folkeskolen, siden hun var der sidst. Lærerne har fået arbejdspladser, og det betyder, at hendes team har et lokale, hvor de kan mødes og arbejde.

»Det er en stor og positiv forandring. Vi føler os som en enhed i teamet i vores rum, og det er dejligt, at man har fået en reel mulighed for at udføre sit arbejde på skolen«, siger hun.

I dagbogen beskriver Christina Frausing Binau en anden overraskelse - at der tilsyneladende ikke er et naturfagsteam på skolen. I uge 32 skriver hun:

Jeg får genopfrisket min forståelse for, hvorfor nogle lærere er lidt spydige i det, når vi (i Astra) henvender os til dem i »naturfagsteamet«. Det er ikke sikkert, de har noget.

Men i uge 40 kommer ugens overraskelse: Der var minsandten en slags fagteam.

Som ny biologilærer havde hun spurgt kollegerne og fået at vide, at der ikke var et fagteam for naturfag, men der er alligevel opstået et nedefra. Lærere fra indskoling, mellemtrin og udskoling udveksler erfaringer, indser, at de har brug for et sikkerhedskursus til laboratoriet i fysik/kemi-lokalet, og vil spørge skolelederen om et lokalt kursus. Flere vil deltage i Masseeksperimentet med deres elever, og de udveksler materialer. De aftaler, at Christina Frausing Binau sammen med en kollega planlægger det næste møde i gruppen af naturfagslærere. Ud over erfaringsudveksling skal de nye faghæfter på programmet, og senere skal de sammen kigge på den nye prøvevejledning.

Fisken på bordet

Christina Frausing Binau får på et tidspunkt mulighed for, at undervisningstiltaget »Hovedet i Havet« fra Aarhus Universitet kommer forbi skolen og underviser eleverne - og dermed også hende - i at finde mikroplast i mave-tarm-systemet på fisk.

Tilmed blev jeg fagligt opkvalificeret. For jeg havde utroligt nok aldrig prøvet at dissekere netop fisk før, og jeg ville slet ikke ane, hvordan vi skulle få lavet præparater fra fiskenes mave-tarm system, som kunne undersøges i stereolup. Yderligere ville jeg ikke vide, præcis hvad vi kiggede efter. Men alt det ved jeg nu, skriver hun i dagbogen i uge 41.

Hun fortæller, at fiskedissektionen varer en dobbeltlektion for hver klasse. At 20 minutter går til oprydning. Og at det hele lykkes, fordi »Hovedet i Havet« kommer med alt udstyret og med sildene. Desuden har hun nu fået et kursus i, hvordan man dissekerer fiskene og ser efter mikroplast.

»Det tager længere tid end at læse om fisken, men det giver også bare så meget mere. Fisken skal på bordet! Eleverne skal have mulighed for at være nysgerrige. Men tænk, hvis jeg havde haft mulighed for at sprætte sådan en fisk op dagen før. Den tid havde jeg bare ikke. Eller tænk, hvis vi havde været et par lærere, der sammen havde set på en fisk tidligere. Det ville gøre undervisningen meget bedre«, siger Christina Frausing Binau.

Dagbogsblade - Christina Frausing Binau