Evaluering: Manglende resurser til inklusion frustrerer

Billund er en af de kommuner, der inkluderer flest børn. SFI har evalueret kommunens arbejde og meldingen er, at støtte i og uden for klasserne giver gode resultater. Men lærerne er frustrerede over mangel på tid og svært samarbejde med forvaltningen. SFI giver en række anbefalinger til arbejdet med inklusion.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Billund har arbejdet med inklusion i et par år før der blev sat en landspolitisk målsætning og 96 procent inkluderede børn. Og siden 2011 har Billund inkluderet 98 procent. 

SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har i evalueringen undersøgt, om forudsætningerne for vellykket inklusion er til stede, og om inklusionsindsatserne virker på den måde, kommunen ønsker det. Seniorkonsulent i SFI Nete Krogsgaard har i evalueringen set på kommunens værdier, hvordan inklusionsindsatsen er tilrettelagt, erfaringer og oplevelser blandt børn, forældre, lærere, pædagoger, skoleledelser og PPR og endelig trivsel, social og faglig deltagelse for børn med og uden særlige behov, målt ved hjælp af spørgeskemabesvarelser.

Evalueringen viser, at der ligger stærke værdier bag inklusionen, men både de menneskelige og tidsmæssige resurser er utilstrækkelige.

"Der bliver arbejdet målrettet med inklusionen i Billund, arbejdet hviler på et solidt værdigrundlag, og der er mange gode indsatser på skolerne. Men der er også en frustration over, at tiden og resurserne er knappe i forhold til opgavens omfang", siger seniorkonsulent Nete Krogsgaard Niss, som har ledet evalueringen.

Svært at forebygge

Manglen på tid giver en stærk frustration blandt personalet, der ikke altid føler, at det kan give elever med særlige behov den rette hjælp. De oplever, at den daglige indsats undertiden er reaktiv frem for forebyggende. Lærerne føler, at de har generelle kompetencer, men de mangler ofte specifikke kompetencer til de problemstillinger, de står med. Samarbejdet med PPR er godt, men både forældre og skoler savner "en bedre koordination med andre dele af forvaltningen (særligt Familieafdelingen) for at fremme helhedstænkningen omkring det enkelte barn".

Der bliver fokuseret meget på trivslen blandt de inkluderede børn, men det kan betyde, at der ikke er så meget overskud til fagligheden. 

"Det er en vanskelig balancegang at skabe rum til alle børn, men det er bekymrende, at en del elever med særlige behov går glip af store dele af undervisningen i forsøget på at tage særlige hensyn og for at få den almindelige undervisning til at fungere i det daglige. Det er nødvendigt at prioritere fagligheden for alle elever," siger Nete Krogsgaard Niss. 

Anbefalinger til det videre arbejde

SFI-rapporten munder ud i en række anbefalinger til Billund Kommune, som ifølge rapporten også vil kunne bruges som inspiration i andre kommuner: 

  • Prioriterer fagligheden for alle elever, så elever med særlige behov også udvikler sig så meget de kan rent fagligt.
  • Skaber rummelige klasser, fx ved hjælp af tydelighed og struktur, flere voksne i klasserne og muligheder for at udøve undervisnings-differentiering, fx ved hjælp af holddeling.
  • Laver særlige tilbud til elever, der har behov for det. Tilbuddene skal være fleksible, forstået på den måde, at det konkrete tiltag bør afhænge af de(n) konkrete elev(er)s særlige behov. Tiltagene bør inkludere handleplaner for eleverne, tydelighed og struktur samt ikke mindst kontinuitet, så længe behovet er der. Det er bl.a. vigtigt at sørge for, at der også er tilbud til de stille børn med særlige behov, som kan blive overset i dagligdagens travlhed.
  • Bliver bedre til at dele viden på skolerne og på tværs i kommunen, fx ved at systematisere den uformelle videndeling, så man kan bruge kolleger med særlig viden på et område til fx supervision. Det kan også være ved at gøre PPR-hjælpen mere lettilgængelig og systematisere brugen af andre videnkilder i kommunen.
  • Sørger for at tænke helhedsorienteret om barnet og koordinere mellem de kommunale systemer i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.
  • Sørger for, at der er fleksibilitet i tilbuddene, så børn, der ikke trives eller udvikler sig fagligt i folkeskolens almenundervisning, får et andet relevant (special-)tilbud, og at der ikke går for lang tid fra, at problemstillingen konstateres, til der rent faktisk handles på den.

Læs mere

SFI-rapporten "Evaluering af inklusionsindsatsen iBillund Kommune"