Det vilkår - at skolen er arena for elevernes vrede og konflikter - stiller nogen gange store krav til os professionelle. Hvordan kan vi møde de krav, uden selv at miste fodfæstet? Hvordan kan vi håndtere en adfærd, der kalder på vores egen grænsesætning og måske endda vrede eller provokation? Hvordan kan vi positionere os hensigtsmæssigt og hjælpsomt, uden selv at blive slidt?

I forhold til at den umiddelbare frustrations- eller vredesytring er det min erfaring, at det er opbyggende for lærerig kommunikation og relation:

• at forså og legitimere vredens væsen
• at undgå konfrontation med kritik (eller måske endda tilsvarende vrede)
• og at hjælpe eleven til at bruge sprog om sine følelser, at udtrykke sig hensigtsmæssigt – og effektivt.

Vrede er legitim

”Hold da fast, hvor du taler højt. Du må være så træt af den opgave?”

Der er ikke noget galt med følelser. Heller ikke de - kulturelt set - negative. Nogle gange mangler eleven det sprog - for sine følelser og den medfølgende adfærd - der kan hjælpe hende til at udtrykke sig kulturelt acceptabelt. Det er hjælpsomt for hende at blive bekræftet i, at den vrede/irritation/frustration/usikkerhed hun føler er legitim. Det er også hjælpsomt for hende at få et bud på, hvilken adfærd - og hvilket sprog - hun kan bruge for at få hjælp til det behov, der ligger bag følelsen.

Det er hjælpsomt for os, der har ansvar for relationen, ikke at lade os provokere.

Vent

”Når du nu taler lidt lavere, kan vi tale sammen om, hvad der er galt med den opgave”

Når elevens arousal falder, kan hun få adgang til sine analytiske evner, kommunikative kompetencer og ’tænke sig om’. Dét er et godt tidspunkt til at tale om ”lorteopgaven”. Mens vreden toppede var der slet ikke forbindelse til de kognitive funktioner, hun havde brug for, for at ”tale ordentligt om det”. Nogle gange kan vi også selv have udbytte af at vente til vi ikke selv er følelsesmæssigt påvirket (provokeret, irriteret) af adfærden.

Vær nysgerrig

”Hvad vil du sige til at fortælle noget om det, der er galt med lorteopgaven?”

Der er altid mening og god intention bag adfærd.

Bekræftelsen i, at det godt kan være opgaven, der er noget galt med, sender signal til eleven om at det ikke er hende. Når hun - gerne i en anden kontekst - kan møde ægte nysgerrighed på, hvordan det, hun råbte, gav mening, kan vi hjælpe hende med at finde sit eget sprog for det behov, der er bag adfærden. Det kan være, at opgaven er for svær. Det kan være, at forventningerne er urealistisk høje - og at vi skal stille andre krav. Det kan være, at adfærden er tilpasset en særlig social position i klassen. Når vi lykkes med at skabe en god og tryg relation, kan svaret være alle slags.

Nogen gange møder vi frustrerede udråb og ytringer, der er enkeltstående. De kan ignoreres eller mødes med et løftet øjenbryn og et overrasket, men kærligt ”Øj”.