Netop fordi skolerne i Helsingør skal skabe mere fleksible læringsmiljøer skulle man tro, at almenskolerne får god brug for specialpædagogiske kompetencer.

Direktør om afskedigelser i specialtilbud: Vi snyder ikke på vægten

Selv om skolerne i Helsingør får brug for specialpædagogiske kompetencer, står otte ansatte i en specialskole til at blive afskediget. Alligevel er målet om øget inklusion ikke en spareøvelse, understreger direktør Peter Arhnung fra den nordsjællandske kommune.

Offentliggjort

Tre lærere, tre pædagoger og to pædagogmedhjælpere i specialafdelingen Nygaard Skole under Helsingør Skole er varslet afskediget. Det sker som følge af en masterplan for skole- og fritidsområdet, som blandet andet indebærer, at inklusionen skal øges over en årrække i takt med, at medarbejderne får kompetencer til at skabe deltagelsesmuligheder for flere børn, og at fleksible læringsmiljøer bliver mere udbredte på skolerne. 

Netop derfor skulle man tro, at almenskolerne får god brug for specialpædagogiske kompetencer, så hvorfor afskedige medarbejdere med netop det kendskab?

”Det er et logisk spørgsmål at stille. Der er selvfølgelig brug for specialpædagogiske kompetencer i almenskolen, men vi ved endnu ikke, hvordan næste skoleår kommer til at se ud med hensyn til medarbejdere. Vi ved ikke, hvilke kompetencer den enkelte skole får brug for, og hvor vi for eksempel skal sætte ind i 0. klasse”, siger Peter Arhnung, som refereredirektør for blandt andet Center for Dagtilbud, Skoler, Fritid og Idræt.

Almenskolerne har individuelle behov

Det er individuelt, hvilke kompetencer skolerne får brug for at tilføre.

”Det afhænger af, hvilke eksisterende kompetencer den enkelte skole har, og hvilken type elever den skal løse opgaver for. Samtidig kommer lærere fra barsel, andre skal på barsel, nogle skal på kompetenceudvikling, og der skal måske lægges klasser sammen. Der er mange mellemregninger, som ikke er på plads, så vi kan ikke sige, at det foregår en til en, fordi der bliver medarbejdere tilovers et sted i systemet. Sådan fungerer det ikke”, siger Peter Ahrnung.

Politisk leder Merete Svalgaard Knuhtsen fra Helsingør Lærerforening havde gerne set, at kommunen havde ventet med fyringsvarslerne.

”Vi ved, at der kommer ledige job. Men kommunen er trængt på økonomien og har derfor ikke is i maven. Det kan jeg godt forstå, men vi ved, at nogle siger op, fordi de ikke kan se sig selv i store forandringer, så kommunen burde tænke mere langsigtet. Det havde været god medarbejderpleje”, sagde hun til folkeskolen.dk/specialpædagogik i mandags.

Peter Arhnung kender ikke de otte konkrete varsler, men tænker, at de er kommet nu, fordi medarbejderne har et langt opsigelsesvarsel.

”Hvis vi beholder medarbejderne uden at have budget til det, risikerer vi senere at skulle lave besparelser, og så er vi lige vidt”, siger direktøren.

Skoler skal betale for et specialtilbud

”Hvis vi beholder medarbejderne uden at have budget til det, risikerer vi senere at skulle lave besparelser, og så er vi lige vidt”, siger direktør Peter Arhnung.

Når Peter Arhnung fastholder, at masterplanen ikke er et spareprojekt, skyldes det, at skolerne betaler for at få en elev i specialtilbud.

Afskedigelserne på Nygaard Skole hænger således sammen med, at der allerede visiteres færre elever til specialtilbud i børnehaveklassen, så de elever, der går ud af skolen til sommer, bliver ikke umiddelbart afløst af nye nedefra.

”Det koster cirka 350.000 kroner at have en elev i et specialtilbud, så når en elev går ud af 9. klasse, har distriktsskolen ikke længere den udgift. Men igen: Det kan være, at der kommer en lærer tilbage fra barsel, eller måske får skolen en mindre lønsum, fordi klasser slås sammen”, siger han.

Ingen snyd, men budgettet skal overholdes

Det er oplagt at spørge, om nogen snyder på vægten, når den nordsjællandske kommune har stillet i udsigt, at resurserne til specialundervisning skal blive i skolesystemet, medgiver Peter Arhnung

”Det er ikke tilfældet, men hver skole skal altid overholde sit budget”, siger han.

Masterplanen blev vedtaget i maj sidste år og er ”on track”, som direktøren udtrykker det. Det samme er den specialskole, som åbner til august.

”Vi har lederen af vores nye specialskole på plads, vi har lige haft en sag i udvalget om, hvornår hvilke typer elever skal ind i specialskolen, og lige nu ser vi på en ny praksis for visitationen til specialundervisning. Masterplanen er en stor og kompliceret opgave at rulle ud, men alle knokler med det”, siger Peter Arhnung.