Afgangsprøven i mundtlig dansk er en stor mundfuld for de
fleste 9.-klasse-elever. For Roberta Anton var den endnu større, for hun har
kun haft 16 måneder til at lære dansk, siden hun kom til Danmark fra Rumænien med
sin mor, stedfar og fire små søskende.
”Da det gik op for mig, hvor meget man skulle kunne til den
mundtlige danskeksamen, var jeg sikker på, at jeg ikke ville kunne klare den.
Det ville blive alt for svært. Det er jo meget sværere, når man ikke taler dansk”,
fortæller hun.
Rart at gå i klasse med andre som mig
Roberta Anton begyndte i afgangsklassen for nyankomne elever
på Ole Rømer-Skolen i Høje Taastrup for et år og fire måneder siden. Skolen har
så mange nyankomne elever, at de har modtageklasser på alle klassetrin. Til og
med 7. klasse kommer eleverne efter en periode ud i almenklasserne. Men når
eleverne er over 14 år, kan de ikke nå at komme ud i almenklassen. I stedet kan de gå i det, der svarer til en udvidet modtagelsesklasse, hvor toårsreglen bortfalder.
”Jeg har været glad for det. Det var virkelig rart at starte
i en klasse, hvor jeg ikke var den eneste, der kom fra et andet land. Selvfølgelig
var jeg bange for, at det ville blive svært at få venner og finde ud af skolen,
men lærerne var så venlige og hjælpsomme, at det hurtigt blev rigtigt godt”, fortæller Roberta, der er 17 år gammel.
Hun var godt klar over, at hun nok skulle til afgangsprøve
denne sommer, men i modtageklassen har det mest handlet om at lære dansk, og de
har ikke haft så meget fokus på fagene eller talt om den endelige prøve det
første år.
”Den danske skole er meget anderledes struktureret end den
rumænske. Men anderledes på en god måde, for i Rumænien har lærerne slet ikke den
forståelse for eleverne, som de danske lærere har. De rumænske lærere går ikke
op i, hvordan vi har det, og de underviser kun i tingene på én måde. Her er
lærerne virkelig hjælpsomme, og de prøver at forklare tingene på forskellige
måder, så vi alle sammen forstår det”, fortæller hun.
Et særligt lærerteam satte fart på prøveforberedelser
I foråret blev hendes dansk som andetsprogslærer sygemeldt,
og klassen havde en del timer med vikarer. Men fra marts satte skolen et
særligt indsatsteam ind for at prøve at gøre de seks-otte elever, der kunne gå
til afgangsprøver, klar. Teamet bestod af udskolingslærere og DSA-lærere, og der blev
sat fuld fart på det faglige.
”Det kunne jeg virkelig godt lide. De nye lærere forklarede,
hvad prøverne gik ud på og hvad vi skulle kunne. Det virkede som virkelig meget,
så jeg følte at vi havde meget at lære. Men lærerne var meget dedikerede og
fokuserede, så vi lærte langt mere, end vi havde gjort inden”, fortæller hun.
Robertas familie har også bakket fuldt op, så hun kunne
koncentrere sig om at blive klar til prøverne. Familien er flyttet til Danmark,
fordi hendes mor arbejder i Danmark, og hun forstår dansk, men ingen andre i
familien end Roberta taler dansk, så hun havde virkelig brug for lærernes hjælp.
”Men lærerne var der også hele tiden, både fagligt, men også
til at hjælpe os følelsesmæssigt, når vi blev kede af det. De var meget opbakkende
og sagde hele tiden, at vi godt kunne nå at lære det, vi skulle, og så tror man
jo på dem”, fortæller hun
Jeg blev helt chokeret
De sidste dage op til danskprøven var meget stressende,
fortæller Roberta. Hun var meget nervøs for at dumpe, også selv om hendes mor sagde,
at det ikke ville være verdens undergang, hvis hun dumpede, og selv om lærerne
sagde, at hun helt sikkert var dygtig nok.
”Den sidste aften kom jeg alt for sent i seng, fordi jeg
ville forberede alt, jeg kunne. Om morgenen var jeg meget nervøs. Men så kom jeg
ind i prøvelokalet og så min lærer og censor. De sagde, at jeg bare skulle
slappe af. Og hvis jeg manglede et ord på dansk, kunne jeg sige det på engelsk,
så ville de hjælpe mig. De var så søde, at jeg bare slappede helt af”.
Roberta analyserede musikvideoen ’Filips far’, og det gik
rigtigt fint. Så da hun kom ud fra prøven, var hun fortrøstningsfuld og håbede,
at hun var bestået.
”Da jeg så blev kaldt ind, og de fortalte mig, at jeg havde
gjort det rigtigt godt. Både med oplæsning, og da jeg analyserede og
argumenterede for mine valg. Og da de så sagde, at jeg havde fået 10!! Jeg blev
helt chokeret! Jeg troede næsten ikke på det. Jeg kunne ikke sige andet end ’Tak’,
fordi jeg var så chokeret”, fortæller Roberta.
Udenfor ventede hendes anden lærer.
”Hun blev så glad og gav mig et kram. ’Jeg sagde jo, du
kunne’, sagde hun. Og hun fik ret. Jeg var bare så glad”.
Nu mangler Roberta kun prøven i mundtlig engelsk, og den er
hun meget mindre nervøs for. Så er der sommerferie, indtil hun skal starte i
10. klasse efter sommerferien.
”Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg vil senere. Måske
sygeplejerske eller læge, hvis jeg kan. Eller måske noget med business. Efter
den her prøve tror jeg faktisk på, at jeg kan”.
