Vi har egentlig ikke grund til at skamme os over den måde, vi modtager nyankomne elever i skolerne på, lyder det fra postdoc Nanna Ramsing Enemark, som netop har færdiggjort sin ph.d. om emnet. Men der er bestemt plads til forbedring i elevernes skolegang.

Hun ønsker sig flere eksperimenter, efteruddannelse og tættere samarbejde mellem lærere i dansk som andetsprog (DSA) og almenlærerne samt bedre opsyn med kommunernes resursetildeling. Og så opfordrer hun DSA-lærerne til at tage den magt, hun ser, de har, på sig.

Det er ikke så ofte, at der kommer ny forskning i nyankomne elever. Men i år er ikke mindre end tre ph.d.er på vej, som handler om henholdsvis organiseringen af undervisningen, elevernes oplevelser og elevernes deltagelsesmuligheder i modtageklasser og almenundervisning.

Nanna Ramsing Enemark har som den første landet sin afhandling, og den bunder i en undren, hun fik, da hun som forskningsassistent i Center for Uddannelsesforskning på Aalborg Universitet transskriberede interview med mennesker, der var kommet til Danmark som børn i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

”Det gik igen i samtlige interview, at den første periode, lige da de ankom, den huskede de meget, meget tydeligt. Den første gode ven, den første lærer, den første tid”, fortæller hun.

Men Nanna Ramsing Enemark lagde også mærke til, at oplevelserne i interviewene vidnede om langt større variation end det billede, man normalt ser i forskningen, hvor alle elever er i modtageklasser.

”De fortalte om sproggrupper, modersmålsundervisning, nationalklasser med blandede danske og udenlandske elever og meget andet. Der blev eksperimenteret i stor stil, men det blev ikke dokumenteret tilstrækkeligt, forskerne blev ikke enige, og det virker, som om det helt er forsvundet i dag”, siger Nanna Ramsing Enemark.

Det gjorde hende nysgerrig. For i dag har stort set alle kommuner valgt enten at sætte nyankomne i modtageklasser eller at sende dem direkte i almenklasserne med støtte.

”Læser man bekendtgørelsen, så kunne man gøre alt muligt andet. Det eneste, der ligger fast, er, at eleverne skal være udsluset efter to år, så det her er virkelig et område, hvor beslutningerne er lagt ud til kommunerne. Men alligevel virker det, som om det er de eneste to muligheder, man har. Det fik mig til at spørge, hvad det er for rationaler, de lokale beslutninger bliver taget ud fra”.

Hvem holder øje med kommunerne?

Nanna Ramsing Enemark har i første del af sin ph.d. tegnet billedet af, hvordan modtagelsen af nyankomne har ændret sig over tid. Fra det meget eksperimenterende i 70’erne, 80’erne og 90’erne, til diskussionen begyndte at ændre sig over hele Europa. Den første danske integrationslov kom i 1998 med skepsis over for undervisning i modersmål og en ny måde at tale om indvandrerbørn på.

”Det kulminerer i valgkampen i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen (Venstre) siger, at han vil have modersmålsundervisningen afskaffet. Det bliver et centralt signal i valgkampen, at nu skal indvandrerne integreres – danskificeres”, fortæller hun.

Dermed stopper modersmålsundervisningen, og tosprogslærerne siver væk fra skolerne. Samtidig stopper næsten alle eksperimenterne. I 00’erne og 10’erne har skolerne haft modtageklasser, og siden er stadigt flere kommuner begyndt at sætte eleverne direkte ind i almenundervisningen.

”Det er et politisk betændt område, og det er ikke let at blive enige. Som jeg læser folketingsdebatterne, så er det også derfor, man har valgt at lægge beslutningerne ud til kommunerne. Så kan de lokalt beslutte, hvordan de vil gøre”, siger Nanna Ramsing Enemark.

Det kan der også godt være ræson i, hvis kommunerne har midlerne og kompetencerne til at tage fornuftige beslutninger og løse opgaven. Men virkeligheden ude i kommunerne er meget forskellig, og kommunerne skal selv holde øje med, om børnene får den støtte, de har brug for.

”Der er et accountability-problem. Det handler ikke om modvilje eller ønsker om at gøre noget dårligt, men når midlerne ikke er der, og der ikke er nogen, der holder øje med kommunerne, så er det nemt at spare på det her område”, siger Nanna Ramsing Enemark.

De fagprofessionelle kommer til at bestemme

Den decentrale form betyder på den anden side også, at der kan være god plads til, at de fagprofessionelle kan påvirke, hvad der bliver besluttet. Nanna Ramsing Enemark har i sin ph.d. fulgt Aalborg Kommunes arbejde med at omlægge indsatsen for de nyankomne.

Aalborg har historisk haft forskellige former. Frem til 2017 blandede kommunen modtageklasser og såkaldte ”nationalklasser” med børn, der talte for eksempel polsk eller tysk, sammen med danske børn. I 2017 gik Aalborg som mange andre kommuner over til direkte indskrivning i almenklasserne. Men i modsætning til de fleste andre kommuner har man i Aalborg evalueret indsatsen hvert andet år, og da Nanna Ramsing Enemark kommer til i 2021, er de i gang med at skabe en ny blandingsmodel.

”Det var to konsulenter i kommunen, som begge var DSA- og læreruddannet og havde tilknytning til skolerne, og de var meget optagede af at finde en tilgang, som var videnskabeligt fornuftig, passede til de lokale forhold og holdt den overordnede vision om, at børnene skulle gå på distriktsskolerne”, fortæller hun.

Konsulenterne trak skoleledere og DSA-lærere ind og brugte deres input og erfaringer, så det, der blev præsenteret fra politikerne, tog udgangspunkt i skolernes arbejde. Det blev en blandingsmodel, hvor der er en kompetenceskole og tilknytningsskoler. Og da politikerne ikke ville have, at indsatsen skulle gælde for alle årgange, pressede konsulenterne igen, så det endte med næsten at blive, som lærerne havde ønsket.

Om forskeren

Nanna Ramsing Enemark er postdoc på Center for Uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet, hvor hun beskæftiger sig med uddannelsespolitik, lokale udmøntninger af uddannelsespolitik, internationale elever og komparativ uddannelsesforskning.

I februar forsvarede hun sin ph.d.-afhandling: “Handling dilemmas in

reception approaches for newly arrived migrant pupils in the Danish welfare state”.

Projektet var finansieret af Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning og betød, at Nanna Ramsing Enemark var ansat på både Aalborg Universitet og Professionshøjskolen UCN.

Nyankomne_i_Nordand.pdf (au.dk)

Nanna Ramsing Enemark – Publikationer — Aalborg Universitets forskningsportal (aau.dk)

”Politikerne vil jo gerne have DSA-folkenes erfaringer, for så ved de også, at de har ambassadører for det, de gennemfører. Og når embedsmændene også har skolebaggrund, står de på skolernes side, og det bliver de skoleprofessionelle, der sidder og aftaler, hvordan det skal være”, siger hun.

Hun finder det interessant, at det ikke er de demokratisk valgte, der reelt bestemmer, hvordan indsatsen skal være, men de fagprofessionelle.

”Når embedsmændene og de fagprofessionelle er enige, må politikerne danse efter deres pibe. Og DSA-folkene gør det jo ud fra, hvad de kan se, der virker for børnene. Og hvis de ikke taler børnenes sag, så er der ikke nogen, der gør det, for forældrene kender ikke deres rettigheder. Når man ser det udefra, har DSA-lærerne meget magt. De skal bare tage den på sig, og det er ikke alle steder, de gør det i den grad, jeg så”, siger Nanna Ramsing Enemark.

Almenlærerne bør inddrages tidligere

DSA-lærerne blev altså hørt i Aalborg-modellen, men almenlærerne var ikke en del af processen, og det er et generelt problem, mener forskeren.

”I virkeligheden er det jo almenlærerne, der har eleverne i den største del af deres skoletid. Når man ikke har almenlærerne med, risikerer man, at de ikke føler ansvaret, når de skal have eleverne. Nogle steder forventer de, at eleverne er pakkede og klar med sløjfe på, når de kommer fra modtageklassen, og det er meget langt fra virkeligheden”, siger hun.

Lærerne i almenklasserne føler sig ikke forberedt, de har ikke kompetencerne, og de får ikke den hjælp, de har brug for, lyder det i Nanna Ramsing Enemarks ph.d.

”Når man har kompetente DSA-lærere, så skal der være plads til, at de deler ansvaret mere og hjælper almenlærerne på vej. Særligt hvis almenlærerne ikke er meget erfarne”, understreger hun.

Nanna Ramsing Enemark undrer sig over, hvorfor almenlærerne ikke er med, helt fra eleverne bliver indskrevet. Man ved jo på skolen, hvornår de skal ud i almenklasserne, og ofte også i hvilken klasse, så læreren kunne være inde over fra begyndelsen.

”Det er i overgangen, og når de er i almenklasserne, at vi for alvor ser udfordringer, og hvor vi har brug for at eksperimentere med, hvordan man kan lave en almenklasse, der kan rumme eleverne. Jeg kunne godt tænke mig, at de kompetente DSA-lærere tog den magt, de har, på sig og indhentede den viden, der skal til, for at de kan bruge den magt. Og at de så tog almenlærerne under armen og inddrog dem tidligt i modtagelsesforløbet, så hele teamet er tilgængeligt for børn og forældre. Så føler alle sig ansvarlige for børnene”. 

Hvis du vil vide mere

• Postdoc Nanna Ramsing Enemark har sammen med Urd Thejl Ploug Skiveren, ph.d.-studerende på UCL, og Maria Kristine Hummelmose, ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, forfattet en fælles forskningsartikel med titlen ”Danske kommuners organisering af modtagelsen af nyankomne migrerede elever”. Artiklen udkommer 4. juni i Nordand, det nordiske tidsskrift for andetsprogsforskning.
• Der er yderligere to ph.d.er på vej om nyankomne i skolen. Den ene handler om nyankomne børns oplevelse af at begynde i skole i Danmark af Urd Thejl Ploug Skiveren. Den anden handler om nyankomne elevers faglige deltagelsesmuligheder ved direkte indskrivning af Maria Kirstine Hummelmose.
• Det er også værd at læse Bergthóra Kristjánsdóttir og Susanne Jacobsen Perez' forskningsartikel: ”Nyankomne børn og unge i det danske uddannelsessystem” fra 2016.
• Søger du praksiserfaring, giver den erfarne andetsprogsunderviser Anna Kaya alle de gode råd, hun som uerfaren gerne ville have haft, i bogen ”At undervise nyankomne”.