Mie Ryborg Beck oplever, at det er svært at give karakterer til billedkunsteksamen, og eleverne har meget svært ved at løsrive sig fra ideen om, at deres værker skal se perfekt ud.Fotos: Mie Ryborg Beck
Mie forsøger at dræbe perfekthedskulturen: Bad sine elever klippe deres malerier i stykker
Da Mie Ryborg Beck havde sit første billedkunsthold til prøve i sommer, oplevede hun, hvordan perfekthedskulturen spændte ben for elevernes kreativitet. Derfor kastede hun sit nye valg hold direkte ud i forløbet 'Kill your darlings'. Det fik mildest talt frustrationerne frem.
"Hver gang man får et nyt hold elever, skal man jo vælge, om man vil starte blødt ud eller smide dem ud på dybt vand. Jeg er nok mest til det sidste".
Annonce:
Sådan lyder det fra Mie Ryborg Beck, der er billedkunstlærer på Gråsten Skole i Sønderjylland. Her har hun både de helt små, mellemtrinnet og valghold i 7. og 8. klasse.
Belært af sin første afgangsprøve i faget i sommer valgte hun at kaste dette års valghold ekstra hårdt ud.
Hun startede med at snakke om provokerende kunst - viste dem døde grise, fisk i blendere og malerier af Michael Kvium og spurgte, om det var kunst. Derfra bad hun dem lave en 'Darling'.
"Jeg skjulte planen under, at jeg bare ville se, hvad de kunne, så de fik lov til helt selv at vælge, om de ville arbejde med blyanter eller tusch, og de kunne tegne og male præcis, hvad de havde lyst til. Vi brugte tre undervisningsgange på det, og de gjorde sig meget umage".
Annonce:
Fjerde gang blev de præsenteret for en opskrift, der sagde, at de skulle tage deres billede og klippe, rive eller skære det i stykker - og de måtte ikke rive uden om motivet.
"Det var godt, vi har kageordning, for ellers havde de slået mig ihjel den dag", siger hun og fortsætter:
"De kendte mig ikke så godt, så de ville ikke flippe helt ud, men nogle var virkeligt frustrerede. Som en af dem sagde: Nu har jeg for en gangs skyld lavet noget, jeg synes er pænt".
Skulle lære at gøre bespænd til noget positivt
Annonce:
Næste punkt i opskriften var at klistre stykkerne op på sort karton, fremhæve noget med sort tusch og tilføje noget til det nye værk i komplementære farver.
"Vi fik en del billedanalyse ind, og jeg snakkede med dem om, at de er nødt til at vide til eksamen, at de ikke selv kan vælge tema og udtryksform, og de er nødt til at lære at gøre benspænd til noget positiv, så de får ejerskab, selv om det ikke er deres førstevalg".
Eleverne gik med på opgaven - om end en del stadig meget modvilligt.
Eleverne skulle først lave deres 'darling', hvor de måtte tegne med tuscher eller blyanter og selv måtte vælge motivet. Da de var helt færdige, blev de bedt om at rive eller klippe deres værk i stykker, klistre det op på sort karton, tegne vigtige nye former op med sort tusch og supplere med komplementærfarver.Fotos: Mie Ryborg Beck
Perfekthed spænder ben for kreativitet
Annonce:
Men hvad var det så, der fik Mie Ryborg Beck til at starte sit valghold op på en ny måde i år?
"På det hold, jeg havde til afgangsprøve i sommer, var der nogle meget dygtige piger og drenge. Men jeg oplevede, at de var låst i, at det, de skabte, skulle være perfekt, pænt og insta-venligt. Jeg havde måske selv fået skubbet til det ved at vælge et tema, hvor ordet lækkert indgik, men resultatet blev, at hverken censor eller jeg var ret imponerede på trods af deres store indsats".
Mie Ryborg Beck havde en god snak med censor om, hvordan man kan tvinge eleverne til at lave noget, der ikke er pænt, fordi ønsket om pænhed spænder ben for kreativiteten.
"Samtidig oplever jeg, at eleverne lynhurtigt bliver kede af det, hvis ikke de får 10 eller 12. Det er som om, det knækker dem lidt i samme øjeblik, det ikke er perfekt, og de forstår ikke, at 7 også er en fin karakter".
Annonce:
Hun synes karaktergivning i billedkunst er udfordrende. For det er svært at undgå, at dem, der fx er dygtige tegnere har nemmere ved at få en god karakter. Samtidig er der en del elever på billedkunstkunstholdene, som egentlig helst ville have haft madkundskab, så spredningen er stor.
"Jeg havde talt meget med eleverne om inden, at det ikke nødvendigvis er det færdige resultat, men ligeså meget arbejdsindsatsen og ideerne, der er vigtige. Jeg vil gerne give 10 eller 12 for en selvstændig eller kreativ ide, selv om resultatet ikke er præcis, som de havde tænkt sig. Men de er så selvkritiske, at de hurtigt bare falder for noget på Pinterest, som de prøver at efterligne".
For nogle elever var det meget grænseoverskridende at ødelægge det, de lige havde brugt tid på at lave. Og frustrationerne stod i kø.Fotos: Mie Ryborg Beck
Det uperfekte er mere spændende
Oplevelserne til afgangsprøven fik Mie Ryborg Beck til at tage to beslutninger. Dels vil hun næste gang ledsage hver karakter med en udtalelse, så de forhåbentlig bedre forstår historien bag. Og dels ville hun prøve at rokke ved elevernes perfekthedskultur.
"Da jeg hørte udtrykke 'Kill your darlings', tænkte jeg, at det kunne jeg bruge. Og det blev så til forløbet, hvor de skulle rive deres værker i stykker for at skabe noget nyt".
Hun håber, at de gennem forløbet har lært lidt om at tage afstand fra deres eget billede, så de kan se, at det godt kan give mening at prøve noget nyt eller skævt.
"Det kan godt være, at de lige nu bare synes, at jeg er en træls billedkunstlærer, og enkelte blev ved med at være utilfredse med resultatet - også selv om jeg og deres kammerater syntes, at de blev både meget mere interessant og også flottere. Men der var også en del, som syntes, det var sjovt, og som syntes, at deres nye værker var meget mere spændende".
"Jeg håber, at de også har fået en oplevelse af, at det er okay at prøve noget uperfekt".
Men der var også elever som endte med at sige, at de syntes de nye værker var mere spændende og godt kunne se det sjove i opgaven.Foto: Mie Ryborg Beck