Eleverne, der skulle lave #foodporn, formede pomfritter og burgere

Insta-friendlyhed og #foodporn i billedkunstlokalet

Når man arbejder med noget, som eleverne kender, så tør de gå ind i processen på en anden måde. Det fortæller billedkunstlærer Camilla Olesen, der sammen med sine elever har lavet naturtro kopier af maden på sociale medier.

Offentliggjort Sidst opdateret

På 8. årgangs valghold i billedkunst på Gug skole i Aalborg har lærer Camilla Olesen netop afsluttet et forløb, hvor eleverne har beskæftiget sig med Insta-friendly billeder af mad og #foodporn.

”Insta-friendly mad på sociale medier skal se ud på en bestemt måde, have et bestemt æstetisk udtryk, stå i det rigtige lys og have de rigtige farver, mens #foodporn fremstår langt mere snasket og uperfekt”, siger Camille Olsen.

Det lykkedes eleverne at skabe meget naturtro mad,

I forløbets opstart så eleverne et afsnit af ’De Dyre Piger’ – et program på DR om unge kvinder, der bruger meget tid på at fremstå perfekte på sociale medier – og her blev tingene for alvor sat på spidsen fortæller billedkunstlæren.

Nogle af de elever, der skulle lave instafriendly mad, valgte sushi, fordi det ser dyrt, smart og flot ud.

”Én af pigerne i programmet fortalte, at hun havde købt østers, fordi det var noget, som hun gerne ville vise sine følgere, at hun havde råd til, men at hun overhovedet ikke kunne lide det”, siger Camilla Olsen og fortsætter:

”Det handler på den måde også meget om den her perfekthedskultur, hvor noget skal være smukt, før man må lægge det på nettet. Der er #foodporn nærmest et oprør mod det Insta-friendly, hvor alting skal se perfekt ud”.

Valgholdet blev herefter delt op i to. Den ene gruppe skulle forsøge af formgive det Insta-friendly, mens den anden del af holdet skulle beskæftige sig med #foodporn.

”Dem der lavede Insta-friendly mad har eksempelvis lavet sådan noget som sushi. Det er både dyrt, smart og flot, mens dem der har lavet #foodporn allesammen har lavet burgere og pomfritter”, fortæller billedkunstlæreren.

8. klasserne brugte tre gange to lektioner på af fremstille maden, mens de forud for det havde brugt to lektioner på at optegne skitser, fortæller Camilla Olesen.

Eleverne sænker skuldrene

Ifølge Camilla Olesen var der ingen tvivl om elevernes begejstring.

”Jeg oplever, at eleverne syntes, at det var fedt at få lov til at lave noget, der skulle være så naturtro som muligt. Det blev de meget optaget af”, siger Camilla Olsen og fortsætter:

Camilla Olesen bruger sociale medier i sin undervisning - både for at gøre det relevant for eleverne, men også for selv at blive klogere på diverse teknikker i billedkunstfaget.

”En af eleverne har eksempelvis lavet salatblade, der ligner rigtig iceberg, men som også er lavet af ler. Det synes jeg faktisk er meget imponerende”.

Eleverne har derfor også bedt om lov til at udstille deres ting i en glasmontre i skolens bod, så det ligner noget, der faktisk kan spises.

”Jeg oplever, at eleverne er mere engagerede, fordi det, der foregår på sociale medier, i højere grad er noget, de kan relatere til. De viste mig eksempelvis også en masse videoer på TikTok, hvor de kunne vise mig, at de havde forstået forskellen på det Insta-friendly og #foodporn”, siger Camilla Olesen.

Og det er da heller ikke første gang, at billedkunstlæreren benytter sig af trækker den dimension med ind i undervisningen.

”Jeg bruger sociale medier meget i min undervisning, hvor jeg eksempelvis har brugt stopmotion-film, som jeg faldt over på TikTok. Her skulle eleverne selv lave en historie i modellervoks, som skulle indeholde en morale. De lavede nogle megasjove film, som eksempelvis handlede om kroppositivisme”, siger Camilla Olesen, der også benytter sig af de sociale medier for at blive dygtigere selv:

”Nogle gange – hvis jeg er i tvivl om en teknik – så søger jeg på den på TikTok, og så kommer der jo bare tusindvis af videoer frem. Det er et megasmart medie”.

Camilla Olesen var imponeret over, hvor naturtro nogle af eleverne formåede at gøre maden - se fx salatbladene.

Ifølge Camilla Olesen handler inddragelsen af sociale medier om at holde fingeren på pulsen i forhold til, hvad der er relevant for eleverne. Og så fjerner det også noget af presset, lyder det fra billedkunstlæreren:

”Det giver elever, der ellers kan være presset over at gøre det perfekt og blive dygtige - nu hvor faget også er blevet et prøvefag - en grund til lige at sænke skuldrene, fordi de kender de her billeder så megagodt”.

Se Camilla Olesens oplæg til eleverne her.