Lærer: Når alle arbejder med billedkunst, bliver det tydeligt for alle, hvad faget kan 

På Veng Skole var Billedkunstens Dag en anledning til at sætte fokus på mangfoldighed, og at alle børn har deres eget visuelle udtryk. Dagen viste fagets store potentiale til at bygge bro til skolens andre fag, fortæller begejstret billedkunstlærer. 

Offentliggjort

En af landets mindste folkeskoler tog med stort engagement et helt kontinent ind i klasserne på Billedkunstens Dag. For her udfoldede Veng Skoles 88 elever sig kreativt i papir med emnet Afrika.

”Jeg har ønsket at få fokus på børnene, mangfoldighed, og at børnene har et visuelt udtryk, et billedsprog, der skal udvikles på lige fod med det skriftlige sprog. Her var Billedkunstens Dag en virkelig god anledning”, siger billedkunstlærer Tatjana Knudsen.

Hun er den af skolens to billedkunstlærere, der onsdag stod for indholdet og rammerne for årets Billedkunstens Dag på skolen, der ligger nord for Skanderborg.

Dagen begyndte med fællessang og dans med sange fra Afrika, der var valgt som emne, fordi skolen til maj har en årlig kulturcafé med selvsamme emne.

”Vi havde en fed dag. De sad fordybet, og selvom vi hørte afrikansk musik, var der mere stille, end jeg havde regnet med, fordi de var så koncentrerede”, siger Tatjana Knudsen.

Dagen igennem var hun rundt i alle klasser på skolen, der har elever fra 0. – 6. klasse, hvor børn og kollegerne arbejdede med de kreative opgaver ud fra hendes oplæg og instrukser.

”Sådan en dag kræver et overblik og en god forståelse for, hvad billedkunst er som fag-faglighed. Jeg har arbejdet didaktisk med en tilgang om, at selvom de alle skulle arbejde med papir i lag på lag, så er der variation i udfordringerne med teknikker og materialer,” siger Tatjana Knudsen.

11. år med en hel dag i billedkunstens tegn

Onsdag den 12. marts var det Billedkunstens Dag. I år var fokus på Norden, da en treårig bevilling fra A.P. Møllers Fond har givet mulighed for projektet ”Billedkunstens Dag i Norden”. Dagen er derfor denne gang også blevet markeret i Færøerne, Grønland, Island, Norge og Sverige.

Dagen arrangeres af Danmarks Billedkunstlærere og Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst, der har udgivet et inspirationskatalog med teknikker, materialer og ideer til aktiviteter. Se mere her

Klippede skildpadder og kamæleoner

Hun fortæller, at hun havde planlagt dagen i en god måneds tid, og at planlægningen blandt andet indebar at forberede opgaver til kollegerne, der på selve dagen skulle instruere og hjælpe eleverne med at komme i mål.

”Det er altid en didaktisk overvejelse, hvor styret en kreativ opgave skal være. Men alle skal have oplevelsen af en succes i dag, og vi skulle nå i mål, så derfor havde jeg lavet en klar opgave for hver klasse”, siger Tatjana Knudsen.

De mindste klasser klippede og klistrede papirbilleder ud fra afrikanske Tinga Tinga-fabler om, hvordan skildpadden fik et ødelagt skjold, og hvordan kamæleonen fik sine farver (se billeder nederst i artiklen).

”Eleverne var meget begejstrede. Nogle kom til mig og sagde; ’jeg vidste slet ikke, at jeg kunne lave en kamæleon uden en skabelon, men det kunne jeg’. Jeg havde lavet to skabeloner, en enkel og en mere svær, men de kunne også vælge at lave deres egen uden skabelon. Det eneste krav var, at den skulle være regnbuefarvet,” fortæller Tatjana Knudsen.

”Vi taber dem, hvis vi ikke viser dem en vej”

Målet med dagens kreative arbejde var, at hver elev fik skabt sit eget udtryk ud fra et oplæg, hvor der til hver klassetrin var én opgave, som hver elev skulle arbejde med.

På den måde kunne alle se, at de arbejdede på et fælles projekt med hver deres eget visuelle udtryk.

”Jeg lavede et oplæg, fordi mange børn har en udfordring med forestillingsevnen. Så vi taber dem, hvis vi ikke viser dem en vej for, hvor de skal nå hen. Et forlæg kan fungere som visuel støtte til de elever, der har brug for det”, siger Tatjana Knudsen.

Derfor er de praktisk-musiske fag så vigtige

Hun fortæller, at på dagen kunne hun se, at nogle af de især ældre elever havde svært ved at holde fokus på én ting i løbet ad dagen.

”Derfor er de praktisk-musiske fag så vigtige at holde fast i, for her kommer håndens arbejde i fokus, og det skaber et andet læringsrum. Håndens arbejde er hjernens ro, og det er med til at skabe en forbindelse mellem hjernens højre og venstre side,” siger hun og tilføjer:

”Eleverne bliver zappere af at sidde med skærme og scrolle fra video til video, og er det vejen frem for en folkeskole, hvor praksisfaglighed skal have mere fokus?”

Fordybelsen giver nye erkendelser

De større elever fra 3. – 4. klasse arbejdede med afrikanske masker ud fra samme princip om flere typer papir lag på lag.

I 5. – 6. klasse fik eleverne hver især et kort over Afrika, hvor de først skulle farvelægge hvert land med regnbuens farver, og med et benspænd om at samme farve ikke måtte bruges på lande ved siden af hinanden. Derefter skulle de klippe landene ud og bruge dem som felter til at skabe en ny figur.

Landene blev klippet ud, og eleverne skulle skabe nye figurer af formerne. ”Det at skabe en ny figur giver dem et blik for formerne og opgaven stiller krav til om formforståelse og farvevalg. Der sker noget, når de sidder med de udklippede brikker og har dem i hænderne,” siger Tatjana Knudsen.

Formålet med opgaven var blandt andet, at den taktile sans var med for at give eleverne nye tanker og oplevelser af, hvad de kan med materialet. 

Maskerne havde endda den ekstra dimension, at de arbejdede med spejlingsakse, hvilket gav nogle elever en ny erkendelse.

”De sagde ligefrem, at det er matematik uden at være i matematiktimen. Det viser, at billedkunst kan bygge bro til de andre fag”, siger Tatjana Knudsen.

En dag i fællesskab rækker ud over selve faget

Hun glæder sig over en stor opbakning til Billedkunstens Dag fra sin leder og kollegerne. Efter dagens indsats sad de trætte og glade på lærerværelset, hvor de roste hendes omfattende oplæg og materiale til hver klasse.

”Hos os er det ikke ligegyldigt at gå i skole og have et kreativt fag, og vi er på vores skole ofte to lærere i timerne. Det betyder også, at vi er to hænder mere til at hjælpe børnene med de håndværksmæssige og tekniske færdigheder. Det er en gave for både børn og voksne”, siger hun.

”Billedkunstens Dag er også en dannelsesdag med fællesskabet og samhørighed for hele skolen. Det kan sagtens lade sig gøre for billedkunst at få alle med sådan en dag. Men det er vigtigt at sænke overliggeren, og jeg skal ikke shine som lærer sådan en dag, det er eleverne, der i fællesskab skal shine”.

Til maj afholder skolen en særlig fernisering af værkerne, når skolen holder kulturcafé, hvor de praktisk-musiske fag er i centrum.

”Jeg ved, hvor glad jeg bliver, når jeg til maj står med hele vores udstilling. Så kommer jeg til at sige; Hold kæft, hvor er I gode”, siger Tatjana Knudsen.

Eleverne i 0. klasse hørte Tinga Tinga-fablen om skildpadden, der faldt ned på en sten og dermed fik et skjold med krakelerede felter. Det motiv skulle de lave i en collage af blandede papirmaterialer på en baggrund i A4. Fokus var at omsætte en levende billedfortælling til et plant billedudtryk.
1. og 2. klasse fik Tinga Tinga fablen om, hvordan kamæleonen fik sine farver. Opgaven stillede krav til fokus om komposition, og med de blandede papirmaterialer fik de prøvet teknikker med at krølle papir, frottage, tegne og klippe former. Eleverne skulle her også selv male baggrund og himmel med oliekridt og akvarel.
Kamæleonerne fik mange forskellige udtryk og farver, selvom eleverne arbejdede med samme forlæg og materialer.
Skolens ældste elever i 5. – 6. klasse arbejdede med et kort over de afrikanske lande, som de skulle farvelægge i regnbuens farver. Den samme farve måtte ikke bruges til lande ved siden af hinanden.