Der er noget dragende ved at se en god håndværker arbejde. For et par uger siden var Lauritz fra Bakkegårdsskolen i Gentofte i gang med afgangsprøven i madkundskab. Med huen godt ned i panden pocherede han æg, marinerede grøntsager, panerede sild og bagte grønkålsvafler. Aldrig i tvivl, aldrig distraheret nød han arbejdet i fulde drag.

Alligevel gik Lauritz fra prøven med “et gok i nødden” – hans lærers ord – fordi Lauritz ikke kunne sætte ord på sine kulinariske kundskaber, og det er halvdelen af bedømmelsen i prøven. Som hans lærer, Steven Camphausen, sagde:

“Det her viser, præcis hvad jeg mener, når jeg siger, at det er en lorteprøve for de elever, som elsker at lave mad og er megagode til det, men ikke kan udtrykke det teoretiske. Så får de heller ikke lov til at få et 12-tal her. Det skulle jo netop være deres chance for at shine”.

Madkundskab er et af fire praktisk-musiske valgfag i 7.-8. klasse med afgangsprøve, som blev indført i 2019. Samtidig dukkede det lille nye ord “praksisfaglighed” op i skolen som løsningen på en række problemer: Lav søgning til erhvervsuddannelserne, selv om arbejdsmarkedet skriger på faglært arbejdskraft. Elever, der i en evaluering af skolen efter reformen efterlyste virkelighedsnær, praktisk, sansebaseret undervisning. Et politisk behov for at distancere sig fra den udskældte målstyring. Og forskere, som hægtede præstationsræs og akademisering sammen med eksploderende stress og angstkurver og samtidig kaldte kreativitet og innovation for nogle af fremtidens vigtige kompetencer.

Der fulgte ikke en klar definition af begrebet praksisfaglighed med, men politikere såvel som arbejdsgiverorganisationer, lærerstuderende og elever stemte alle i med, at der skulle mere af det ind i folkeskolen.

Politisk indgik man mellem 2018 og 2020 tre aftaler for at få praksisfagligheden ind i uddannelsesparathedsvurderingen, i projektopgaven og som en dimension i alle fag. Samtidig udvidede man timetallet til håndværk og design og indførte et obligatorisk toårigt valgfag i 7.-8. klasse, som skal afsluttes med afgangsprøve, der tæller med på afgangsbeviset.

Aftalerne understreger fire formål: 1) en anvendelsesorienteret tilgang til de enkelte fags mål, 2) erhvervsrettethed ved at styrke elevernes kendskab til forskellige erhverv og uddannelser, 3) styrkelse af folkeskolens almendannende formål og det 21. århundredes kompetencer og 4) de praktisk-musiske fags selvstændige værdi.

Grundlæggende skal valgfagene altså både få flere til at vælge en erhvervsuddannelse, være mere dannende og mere praktiske, forberede dem til det, vi ikke ved, de skal kunne i fremtiden, og så blive ved med at holde fast i deres fire respektive – og ret forskellige – værdier som fag.

Hvad får man for friterede, pocherede æg til valgfagsprøven?

Har lærerne de nødvendige kompetencer?

Valgfagene skulle være en realitet allerede fra skoleåret 2019/2020, selv om hverken fagbeskrivelser eller prøvevejledninger var klar før i sidste øjeblik. Det betød, at skolelederne skulle finde lærerkræfter med undervisningskompetence i de fire fag – lærere, som vel at mærke kunne undervise på et højere niveau, end de gjorde inden.

Kompetencedækningen for madkundskab og billedkunst ligger i forvejen i bunden af skalaen, og de lærere, der i forvejen underviste i fagene, hører til på mellemtrinnet. Oveni kommer, at madkundskab og håndværk og design er fag, som først blev indført med reformen i 2014, så langt størstedelen af lærerne, der står som kompetente i statistikken, er i virkeligheden uddannet i sløjd, håndarbejde eller hjemkundskab. Og det er ikke det samme. For eksempel var gastrofysik, som handler om at se på madens fysisk-kemiske egenskaber, ikke på skemaet i uddannelsen af datidens hjemkundskabslærere. Som en madkundskabslærer på efteruddannelse udtrykker det: “Jeg kan ikke forklare det her, for jeg forstår det ikke selv”.

De nyeste tal for kompetencedækningen viser, at man ikke har fundet mirakler. Alle fire fag har taget et dyk i kompetencedækningen, fordi de samme lærere er blevet smurt ud over det noget større brød, man har slået op.

Desuden lå fagene tidligere på mellemtrinnet, så størstedelen af lærerne har aldrig prøvet at tage elever til eksamen. Og afgangsprøven i de praktisk-musiske fag ligger i 8. klasse.

“Så samtidig med at jeg skal finde ud af, hvad det er at være eksaminator, så er det også – uden at nogen har talt om det – blevet min opgave at lære eleverne, hvordan man går til eksamen i det hele taget”, fortæller musiklærer Louise Rosing-Schow fra Lindehøjskolen.

Hvordan er prøverne forskellige?

Prøverne skulle være gennemført første gang i 2021, men er blevet udskudt igen og igen på grund af coronapandemien. Nogle skoler nåede lige at gennemføre dem før nedlukning til jul sidste år, men i år er første år, hvor alle valgfagselever ser ud til at komme igennem. Derfor er det nu muligt at sammenligne oplevelser og vilkår for lærere og elever.

Usikkerhed i forhold til form, indhold og gennemførelse af de meget tidskrævende prøver går igen – ligesom udfordringerne med at tackle det fluffy praksisfaglighedsbegreb og bedømmelsen af elevernes håndværksmæssige og mundtlige kompetencer.

Klangen af en valgfagsprøve

Musik har fået en ny lodtrækningsprøve, designet til det nye valgfag, hvor eleverne alene eller i grupper a to til fem får en undervisningsbeskrivelse af læreren, trækker et af de fem værdigheds- og vidensområder, laver en disposition til den mundtlige fremlæggelse og vælger et til to musiknumre, nye eller kendte, som de vil fremføre til prøven. Gruppen får to timers vejledning af lærerne og har så 14 dage med adgang til musiklokalet, hvor de kan øve deres musikstykker og mundtlige fremlæggelse. Eksaminationen består af fem til ti minutters fremførelse af musikstykkerne og derefter 20-35 minutters mundtlig fremlæggelse og samtale med lærer og censor inklusive votering.

Billedkunst har ligeledes fået en ny prøve. Her trækker eleverne individuelt eller i grupper a to til tre et prøveoplæg med det fælles tema og en defineret udtryksform og har 60 minutter til at starte research og skitsearbejdet. Derefter har eleven eller gruppen 10 gange 45 minutter til at arbejde med og færdiggøre et billedprojekt, sætte en udstilling op med et udsnit af billedprojekter og procesdokumentation fra valgfaget. Læreren fungerer som vejleder. Eksaminationen består af en reflekterende billedsamtale om billedprojekt og årsudstilling mellem lærer, censor og elever på 25 til 45 minutter efter antallet af elever, inklusive votering.

Håndværk og design havde allerede en frivillig projektorienteret prøveform, som blev gjort til obligatorisk prøve. Den består af del A, hvor eleverne individuelt eller i grupper får et fælles prøveoplæg med en designopgave og har en time til at planlægge og begynde designprocessen, og del B, hvor eleverne har syv lektioner a 45 minutter til at arbejde med designproces og begynde produktfremstillingen. De må gerne idegenerere på tværs af grupperne, og lærerne må vejlede i både del A og B. Del C er eksaminationen, hvor eleverne har fire timer a 60 minutter til at færdiggøre deres produkt, mens lærer og censor har en reflekterende samtale med eleverne om opgaveløsningen og deres produkter i forhold til prøveoplæg, fagets mål og færdigheds- og vidensområder.

Madkundskab har haft en lodtrækningsprøve i tre faser siden 1975, og den er stort set ikke ændret. I planlægningsfasen har eleverne to timer til individuelt eller i grupper at trække et prøveoplæg med en praktisk opgave, der tager udgangspunkt i fælles mål for faget, planlægge, hvordan de vil udføre den, og aflevere indkøbsliste og arbejdsgang til lærerne. I udførelsesfasen er lærer og censor til stede, men eleverne har to timer til at udføre det praktiske arbejde. Lærer og censor kan spørge ind undervejs. Og i umiddelbar forlængelse har de ti minutter per elev til fremlæggelse og samtale, hvor de skal fremlægge deres teoretiske overvejelser og kritisk reflekterede valg i forhold til prøveoplæg og praktisk udførelse.

Er det praksisfaglighed?

Forskellen på de fire prøver giver et ret godt billede af, hvorfor de opleves forskelligt for lærere og elever.

I håndværk og design-prøven giver eleverne selv udtryk for, hvor afslappende det har været i forhold til deres egne forventninger. De er i gang i så mange timer, og det minder så meget om deres almindelige undervisning, at de håndværksmæssigt ambitiøse elever når at gå i et med deres håndværk, og censor er der længe nok til at kunne se, hvad de faktisk kan.

Praksisfaglighed. Ja, i den grad. Det er utroligt meget lettere at forklare, hvorfor man vælger en skrue i stedet for et søm, når man står med den i hånden, og oveni hang alle elevernes skitser på opslagstavler omkring dem, så det var tydeligt for både dem og censor, hvad de havde tænkt.

I musik er de to dele helt adskilt, så selv om eleverne er nervøse til fremførelsen, er det nemt for lærer og censor at bakke op, for i den situation skal de ikke andet end at lytte og give et stort bifald. I den mundtlige del har eleverne tid og ro til at fortælle det, de – igen med tid og ro – har planlagt og reflekteret over ved egen musik.

Praksisfaglighed – ja, for eleverne viser, at de faktisk har reflekteret over de musiske valg.

I billedkunst er hele processen inden usynlig for censor. Eksaminationen minder i første omgang mere om en mundtlig danskprøve. Men fordi den foregår midt i en kæmpe udstilling af elevernes produktioner og refleksioner, bliver det muligt for også de mindre verbale elever at formidle. Praksisfaglighed – ja, for med eget maleri i hånden kommer de i kontakt med det taktile, og den kropslige erindring bliver present igen.

Tilbage står madkundskab, som i sammenligning med de øvrige prøver kommer til at virke meget svær for eleverne. Når man læser beskrivelserne af, hvad eleverne skal, er det et teoretisk ambitiøst fag. Det kræver overblik og overskud at nå at komme i det afslappede flow på to timer, som de andre fags elever har haft i de indledende faser, og refleksionen over det praktiske arbejde skal så foregå samtidig med madlavningen. Medmindre eleven hjemmefra har forudset, hvad der vil ske, og forberedt et oplæg, man kan holde på ti minutter, mens den fysiske manifestation af ens køkkenarbejde bogstaveligt talt bliver ædt op af læreren. Det virker som noget af en mundfuld at forvente af en 14-årig – uanset om teorien skal ligge på hverdags- eller molekyleniveau.

Praksisfaglighed? Det vil kræve et overordentligt overskud hos elever såvel som lærere, særligt i betragtning af at madkundskab er så populært, at holdene ofte er på 20-30 elever, som dermed ikke får meget alenetid med læreren til at øve abstraktionen, og eksamensformen ikke levner meget tid til refleksion,

Kan man få 12 for godt håndværk alene?

Hvad står så tilbage efter de første valgfagsprøver?

I musik, billedkunst og håndværk og design er der god mulighed for, at eleverne kan føle sig kompetente både til håndværket og eksamen. I madkundskab – nok i mindre grad. Har de oplevet dannelse, trivsel, innovation og kreativitet? Det er der en rimelig sandsynlighed for, at de har i løbet af undervisningen, for det er præcis det, lærerne i de praktisk-musiske valgfag ønsker at give dem. Det er så også årsagen til, at lærerne reagerer så kraftigt, når de ikke føler, at de kan belønne netop dette til afgangsprøven.

Ser man på, hvad et 12-tal kræver i madkundskab, så handler det slet ikke om kreativitet, og kun to ud af ni punkter handler om det produkt, som eleven lige har brugt sin tid på at fremtrylle, mens det teoretiske har tydelig vægt. Her lægger vejledningen til bedømmelsen i håndværk og design væsentligt mere vægt på produktet, håndværket, kreativiteten og selvstændigheden.

Lærerne står altså i en situation, hvor de skal undervise og bagefter bedømme elevernes kompetencer på et niveau, som de ikke selv er uddannet til, med en overordnet agenda om praksisfaglighed, som ingen rigtig ved, hvad er, og med en prøvevejledning og en bedømmelsesbeskrivelse, som i nogle tilfælde lægger lige så meget vægt på den teoretiske/boglige viden som på den praktiske.

Oveni kommer så lærernes overvejelser i forhold til, at denne første prøve nemt bliver definerende for elevernes billede af sig selv og deres eksamenskompetencer.

“De er stadig bare små børn, og man kan jo knække en sart sjæl fuldstændig, hvis man er hård ved dem her. Jeg synes faktisk også, der er en pædagogisk opgave i at give dem en god oplevelse, første gang de er oppe”, siger Tobias Aam, som var censor til billedkunsteksamen for første gang, men er vant til at have sine elever til afgangsprøve i matematik.

Og noget tyder på, at lærernes erfaring også spiller ind. Det var i hvert fald indtrykket hos musiklærere og censor på Lindehøjskolen, som gennemførte prøven for anden gang i år.

“Sidste år var vi klart hårdere, fordi vi selv var så nye i det hele. De behøver jo ikke at kunne alt, og der skal være plads til en lille teoretisk svipser selv i et 12-tal. Særligt når man tænker på, hvor meget de har udviklet sig musisk”, siger censor Ruben Engelhardt.

Hvor kan vi se hen for at blive klogere?

Skal man så skrue ned for det teoretiske niveau eller helt droppe prøverne? Spørger man professor i madkundskab Karen Wistoft, er svaret nej, for udfordringen er ikke teorien, men en unaturlig adskillelse af teori og praksis. Man skal i stedet arbejde på at gøre plads til praksisfagligheden, hvor teorien bliver forklaret som en naturlig del af den praktiske læring.

“Eleverne er nødt til at lære at sætte ord på de håndværksmæssige kompetencer, ellers kan de ikke overføre dem til andre områder”, siger hun.

Men ligesom lektorer på læreruddannelsen og formanden for Foreningen for Madkundskab så hun gerne, at prøven blev revideret og gjort mere projektorienteret og innovativt fremmende, så den i højere grad afspejler faget. Måske mere som prøven i håndværk og design.

Og spørger man håndværk og designfagets grand old man, ph.d. i sløjd Bent Illum, er svaret også nej til at afskaffe prøven, som han ikke mener er for teoretisk, for selvfølgelig skal man have mulighed for at få sin indsats bedømt. Men han understreger, at der er masser af kompetencer, som bestemt ikke bliver bedre af at blive verbaliseret.

“Jeg brugte 10-15 år på at undre mig over, hvorfor jeg ikke kunne forklare folk, hvordan de skal langsdreje træ. Så gik jeg over til bare at holde min hånd omkring deres, og så har de fornemmelsen af det perfekte tryk ved tredje forsøg. Vores fag består af en kognitiv og en kropslig del. Vil du have eleven til at reflektere og begrunde, så skal det foregå, når de står i processen eller som minimum med produktet i hånden”.

Der er andre steder at skele til. Steinerskolerne har i årevis haft værkstedsbaseret undervisning afsluttet med en udtalelse. De frie fagskoler arbejder værkstedsorienteret og praksisfagligt i alle fag, og de er i fuld gang med at afprøve nye eksamensformer. Flere af frikommuneforsøgene er også i gang med at tage craft ind i fagene og arbejde med projektorienterede prøveformer. Erhvervsskolerne har en skuemester, der vurderer elevernes arbejde i processen og bedømmer det.

For hvis praksisfagligheden virkelig skal gøre en forskel i skolen, så skal bøtten vendes om, som hjerneforsker Kjeld Fredens udtrykker det:

“Vi forstår ingenting, hvis vi ikke har mærket det. Men med alle de gode politikere, der aldrig har haft hænderne i det konkrete, så er det en svær proces”.