Uddrag fra bogen
"Jeg kan ikke huske særlig mange detaljer fra min barndom, andetend at min mor ofte kom over og bankede på døren for at afleveremin madpakke. Nogle gange sad jeg i et rum ved siden af klassen,når hun kom, fordi jeg havde været urolig og uopmærksom i timerne.Jeg kan huske, at jeg tit sad og kiggede ud ad vinduet og drømtemig væk i timerne. Jeg blev også tit smidt uden for døren. Og jeganede nogle gange ikke hvorfor. Jeg glemte også tid og sted, og jegkom ofte hjem alt for sent. Det udløste en skideballe, som jeg ikkeblev meget klogere af.
I skolen kan jeg tydeligt genkalde følelsen af at sidde inde vedsiden af og høre de andres undervisning gennem den åbne dør. Men imodsætning til mange andre med ADHD er jeg aldrig blevet drilleteller mobbet. Jeg var helt sikkert et oplagt mobbeoffer, fordi jegbåde havde en anden hudfarve og var ham, der altid blev smidt ud.Men på den anden side, så var jeg også ham den sjove, der kunne fåalle til at grine, jeg var god til fodbold, og så er jeg sikker på,at mine forældre også har givet mig en stor portion selvtillid medi baggagen.
Det, jeg lærte i skolen, sad ikke fast, uanset hvor meget jegprøvede. Min far var dybt frustreret over det og forsøgte forgævesat lære mig matematik på den indiske måde, hvor man skal kunnetabellerne udenad. Hvis jeg ikke kunne dem, fik jeg et slag overnallerne med en lineal. Han gjorde sådan set bare, hvad han havdelært i skolen i 1940'erne i Indien. Jeg lærte bare ikke nogentabeller af ham i 1970'erne i Danmark. Det eneste, det har medført,er en dyb aversion mod alt, der bare lugter det mindste afmatematik
Jeg var meget vellidt, især i de store klasser, men jeg holdtmig for mig selv efter skoletid, medmindre jeg dyrkede sport. Jeglevede i en parallelverden oppe i mit hoved, hvor jeg var lige sågod til at spille fodbold som Maradona, og hvor jeg aldrig skulleterpe tabeller eller sidde stille i timerne. Jeg dagdrømte virkeligmeget, hvilket, jeg senere har fundet ud af, også er et tegn påADHD".
Fra Manu Sareens eget kapitel
Om Manu Sareen
- Manu Sareen blev født i 1967 i Punjab i Indien og kom tre ethalvt år senere til Danmark med sin familie, som bosatte sigpå Amager.
- Han er forfatter, coach og har været minister for henholdsvisbørn, ligestilling, integration og sociale forhold, ligestilling ogkirke og for nordisk samarbejde. Som kirkeminister markerede hansig ved at indføre vielse i kirke af homoseksuelle.
- Han har desuden været statsrevisor og medlem afborgerrepræsentationen i København for Det Radikale Venstre, somhan også repræsenterede i Folketinget fra 2011 til 2015. Fra 2016til 2018 var han medlem af Alternativet, men uden at sidde iFolketinget.
- Han er uddannet socialpædagog, konfliktmægler og coach.
- Han har skrevet 20 børnebøger, heraf 10 om Iqbal Farooq.
- Han har fire børn i alderen 3 til 24 år.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Manu Sareen har altid følt sig anderledes. Gennem hele sit liv har han været rastløs og ofte trukket sig fra fællesskabet. Men han har aldrig vidst hvorfor, indtil han for få år siden blev diagnosticeret med ADHD og n lille vinge i bipolar 2.
På torsdag udkommer han med bogen 'Hører du overhovedet efter?! Fortællinger om at leve med ADHD'. Her fortæller han sin egen historie, og han har amtidig interviewet en række andre voksne, som lever med ADHD eller ADD. Blandt andre sangeren Babara Moleko, musikeren Jokeren og skuespilleren Silas Holst.
"Det går igen, at de medvirkende, som har fået en accept af deres ADHD, klarer sig bedre end dem, der ikke har oplevet accept. Jeg hører desværre til den sidste gruppe, og det har rystet mig, hvor tilfældigt det er, hvordan ens liv skal udarte sig, fra man er helt lille", siger Manu Sareen og peger på, at mennesker med ADHD er overrepræsenteret i statistikker over folk, der kører galt i bil, sidder i fængsel eller bliver skilt.
"Børn med ADHD eller ADD kræver rummelighed. Min datter er lærer, så jeg ved godt, at det er sindssygt svært, når man har x-antal elever i klassen og skal undervise i 45 minutter, men ikke desto mindre har skolen et stort ansvar for både udad- og indadreagerende børn, for det betyder meget for, hvilken vej de skal med deres liv", siger Manu Sareen.
Vidste ikke altid, hvorfor han blev smidt ud af undervisningen
I sin egen skoletid sad Manu Sareen ofte og kiggede ud ad vinduet og drømte sig væk. Han blev også tit smidt uden for døren, og han vidste ikke altid hvorfor. Men han kan tydeligt genkalde følelsen af at sidde inde ved siden af og høre de andres undervisning gennem den åbne dør.
Det, han lærte i skolen, sad ikke fast.
"Hvis jeg kunne, ville jeg opgive alt, hvad jeg har opnået som voksen, for en normal barndom og ungdom. Nederlagsfølelsen fra folkeskolen og gymnasiet, som jeg blev smidt ud af, sidder dybt i mig. Jeg husker tydeligt, hvordan lærerne i folkeskolen blev ved med at prøve at lære mig noget. Jeg skulle blandt andet stå foran klassen og skrive 'gjort' 100 gange på tavlen", fortæller Manu Sareen.
Overordnet set er der i dag en forståelse af, at skolen skal kunne rumme elever med ADHD, oplever Manu Sareen.
"Bevidstheden om, at eleverne har brug for hjælp til at mestre deres ADHD, er en del af nøglen til at rumme dem, fordi det gør det nemmere for eleven at navigere", siger han.
Sværere at få øje på ADHD hos to-kulturelle elever
I bogen beskriver Manu Sareen, at han tilbragte mange timer med at læse tegneserier og drømme sig ind i andre karakterer og universer på biblioteket på Islands Brygge. Her kunne han skabe ro omkring sig, så han kunne fordybe sig.
"Jeg var relativt meget alene for at få ro i knoppen, men der var også meget ensomhed i det. Jeg er heldig, at jeg kunne gøre det til en force at være alene, men jeg ville ønske, at jeg ikke havde behøvet at trække mig. Det betød, at jeg fik det bedre, men hvis jeg selv havde været bevidst om, at det var en mestringsstrategi, og mine omgivelser også havde været det, kunne jeg have fået hjælp til det".
Alle medvirkende i bogen har følt sig mærkelige og udenfor. Det har Manu Sareen også selv, men som barn var det ikke på grund af ADHD, men fordi han er mørk i huden.
"Der var måske tre andre indvandrerbørn på skolen, så når jeg følte mig anderledes, var hudfarven håndgribelig. Min madpakke og min familie var også anderledes. Det gør det svært at få øje på ADHD hos to-kulturelle børn, så gad vide, om mine lærere troede, at min opførsel skyldtes min kultur fremfor ADHD", spørger Manu Sareen reflektorisk.
'Er en diagnose ikke bare noget, man trækker i en automat?
Efter diagnosen er Manu Sareen blevet mødt med kommentarer som 'Er en diagnose ikke bare noget, man trækker i en automat?', 'Er det ikke bare, fordi du er urolig?' og 'Kan det nu være rigtigt, at du har ADHD?'
"Det er en negligering af mine indre symptomer, og det provokerer mig, for ADHD er en af de mest invaliderende 'sygdomme', der findes. Min impulsivitet har ført mig mærkelige steder hen på godt og ondt, og det var det, som fik mig til at tænke, at det ikke kan være rigtigt, at livet skal være sådan".
Manu Sareen kontaktede en psykiater, som efter en lang samtale var rimelig sikker på, at han var påvirket af ADHD. Det første til en egentlig undersøgelse, og diagnosen har givet Manu Sareen en helt anden forståelse af sit liv.
"Nu ved jeg, at jeg har brug for ro, og at jeg arbejder bedst, når jeg bliver skærmet af. Jeg tager ikke medicin, men jeg har Ritalin-piller, som holder i tre timer, så hvis jeg skal fokusere på noget, hvor min interesse for emnet, ikke kan bære mig igennem, tager jeg en pille. Men interesser jeg mig 100 procent for emnet, kører det bare, men jeg skal passe på mig selv, for ellers giver jeg den max gas", siger Manu Sareen og giver et eksempel:
"Samme dag, som jeg afleverede manuskriptet til ADHD-bogen, begyndte jeg på en ny børnebog, indtil jeg kom i tanke om, at jeg skulle give min hjerne en pause".
Hjernen vil hele tiden have det vildere og vildere
Manu Sareen har købt en autocamper, som han har indrettet til kontor. Når han trænger til en pause, kører han ud i det blå og sætter sig måske og kigger ud over vandet eller læser og skriver lidt. Derhjemme slapper han af med at se tv, ikke mindst naturudseendelser.
"Før i tiden forstod jeg ikke, at jeg havde behov for at sidde foran fjernsynet, men det gør jeg nu. I dag indlægger jeg mange flere pauser i mit liv nu, for hvis jeg ikke kontrollerer min energi, bryder hjernen sammen. Jeg skal virkelig være opmærksom på, at min hjerne ikke forfører mig, for den vil hele tiden have det vildere og vildere".
Den anden dag fik Manu Sareen den ide, at han vil tage dykkercertifikat. Så han gik straks i gang med at tjekke ud, hvordan man tager dykkercertifikat, og han begyndte at se på udstyr.
"Jeg var også på vej til at købe en billet til Thailand, inden jeg fik sat en stopper for mig selv. Det har jeg ikke altid formået, så jeg har tabt masser af penge på aflyste flyrejser, fordi jeg slet ikke havde ferie på det tidspunkt. Jeg har også købt flere biler impulsivt, så jeg har haft flere biler på en gang".
Bogen skal være med til at nedbryde ADHD som et tabu
Manu Sareen har skrevet bogen om at leve med ADHD, fordi han stod i et følelsesmæssigt vakuum og havde brug for at blive klogere på ADHD på et praktisk plan, da han selv fik diagnosen. Men han kunne ikke finde en bog om voksne med ADHD.
"Mange voksne taler ikke om, at de har ADHD, fordi det er tabu. Det vil jeg gerne være med til at bryde ved at fortælle, hvor stor en pris det har at have ADHD. Jeg vil også gerne vise, at det kan være tilfældigheder, som afgør, hvordan ens liv former sig, alt efter om man bliver mødt med forståelse og hjælp i skolen", siger Manu Sareen.
'Hører du overhovedet efter?! - fortællinger om at leve med ADHD' udkommer på torsdag. Bogen er skrevet af Manu Sareen og udgives af forlaget People's. 131 sider, vejledende. pris: 249,95 kroner.
