Ali er 11 år og har mange problemer i skolen. Han er en kraftig dreng, rar, men grænsesøgende, og han har ikke rykket sig hverken fagligt eller socialt de seneste år. Han er født i Danmark af tyrkiske forældre. Hans far er ordblind. Ali har haft høreproblemer, har gået til talepædagog og været i specialbørnehaveklasse. Han har gået i ADHD-klasse, men blev vurderet til ikke at have ADHD. Da familien sidst flyttede, kom Ali i en autist-klasse. Han er urolig og har ingen kammerater.

Der er ingen tvivl om, at Ali skal have hjælp, men hvordan?

Casen om Ali er omdrejningspunktet, da 28 studerende og en gruppe forventningsfulde lærere mødes på den helt nye profillæreruddannelse Specialundervisning og tværprofessionalitet på Metropol Læreruddannelserne på Frederiksberg. Det er første rigtige studiedag. Alt er nyt.

Flere af de studerende har erfaringer med at arbejde med børn med særlige behov, med udviklingshæmmede, de har haft job i børnehaver, én er uddannet pædagog, og flere har undervist. Aldersmæssigt spænder de vidt, men fælles for dem er, at deres hjerter banker for børn og unge med særlige behov.

Profillæreruddannelsen Specialundervisning og tværprofessionalitet består af linjefaget dansk, linjefaget specialpædagogik og et særligt udviklet linjefag om socialt udsatte børn og unge, herunder børne/unge-psykiatri. De resterende fag i læreruddannelsen drejes desuden i specialpædagogisk retning.

»De vil blive resursepersoner, når de er færdige med uddannelsen her. Bare se, hvordan skolesocialrådgivere bliver prioriteret i Københavns Kommune nu. Vi tror, der bliver bud efter dem«, siger Andy Højholdt, der er lektor og udviklingskoordinator på læreruddannelsen på Frederiksberg.

Metropol har også en profillæreruddannelse i Pædagogisk ledelse. Egentlig havde professionshøjskolen planlagt fire profillæreruddannelser, men der var ikke studerende nok, der søgte profilerne Sundhed og science samt Innovation, æstetik og natur/teknik. Den innovative prøver man at oprette igen næste år.

»Vi er glade for, at vi må eksperimentere. Undervisningsministeriet har ønsket tværprofessionelle samarbejder, og denne uddannelse i specialpædagogik kører som forsøg i to år. Så skal den evalueres. Men vi tror, der er brug for lærere, der ved noget om specialpædagogik og desuden kan undervise«, siger Andy Højholdt.

Han håber, kommunerne vil ansætte folk med viden om specialpædagogik, selvom de kun har ét linjefag fra folkeskolens fagrække.

»Måske bliver de studerende nødt til at supplere med et ekstra linjefag, men det afhænger helt af kommunernes vilje til at prioritere«.

Første studiedag indeholder præsentation af uddannelsens lærere, de studerende, de første forsøg på at danne studiegrupper og så Ali. Drengen, som de studerende skal lære at se, udrede, spørge ind til og finde muligheder for.

I mindre grupper går de studerende fra værksted til værksted, hvor de møder en lærer hvert sted og bliver præsenteret for forskellige metoder til at anskue Alis problemer.

I det ene værksted hører de om diagnoser. Hvilke diagnoser er i spil, når det gælder Ali? Alt for mange, ser det umiddelbart ud til. De studerende er enige om, at Ali allerede har været alt for mange forskellige steder uden at få den fornødne hjælp. De taler om hans hørelse og hans fars ordblindhed. Måske er Alis problem, at han falder uden for alle kasserne. Måske er han blevet både fejldiagnosticeret, over- og underdiagnosticeret.

De får at vide, at der i 1952 eksisterede 112 psykiske diagnoser, men at der i 1994 var 374. Måske er der gået mode i diagnoser, foreslår én.

Gruppen af studerende går videre til skrive-, stave- og læseværkstedet, hvor Ali har været til læseprøve, tegnet, fortalt historier og blevet testet i at genkende ord, bogstaver og billeder.

Her handler det om at kortlægge, hvor Ali har sine styrker og svagheder. Han kan godt fortælle historier, men ellers er han bestemt ikke alderssvarende. Hvordan kan man bedst hjælpe ham ud fra kortlægningen?

I KLM-værkstedet (kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab) bliver de studerende bedt om at spille kort. Uden at tale sammen. Hver deltager får et stykke papir med spilleregler på.

Spillerne er tøvende, nogle fniser usikkert, andre bliver irriterede, og hvornår har man egentlig fået et stik? Frustrationerne bobler, og ingen forstår, hvad det er, der sker. Det viser sig, at hver spiller har fået sine egne spilleregler, så det skal jo gå galt. Og hvordan kan man så bruge det i sagen om Ali?

»Han føler, han ikke forstår noget omkring sig«, foreslår én.

»Ja, det var en kort intro for at fortælle om kultur og kulturmøder. Hvordan det føles, når nogle træder udenfor, og ingen spiller efter de samme regler«, siger lektor Gry Eliassen.

Profillæreruddannelserne er udviklet for at tiltrække andre typer af studerende. Ledelseslinjen er tænkt til dem, der måske ellers ville vælge en lederuddannelse andetsteds, og på specialpædagogik uddanner man en lærer, der måske ikke kommer til at undervise så meget, men i stedet kan fungere som bindeled mellem familie, skole og kommune. En lærer, der kan samarbejde tværprofessionelt inden for skole og specialpædagogik.

»I princippet er de jo modige, disse studerende«, som en af underviserne siger. De har mod på at prøve noget nyt i forhold til at udvikle den rummelige folkeskole.

Inden profillæreruddannelserne blev besluttet, holdt professionshøjskolen møde med skolelederne på praktikskolerne, og de så klart et potentiale i denne uddannelse.

»Børnelinealen« bliver præsenteret i det næste værksted. Hvor er normalområdet? Hvordan reagerer et normalt barn, og hvordan ser man, om noget er helt galt med et barns trivsel? Kan vi flytte Ali mod normalområdet? lyder spørgsmålet.

I socialrådgiverens værksted får de studerende at vide, at de skal lære lovgivningen at kende. Det handler om tavshedspligt, underretning og videregivelse af oplysninger. Om hvordan man ser trivsel og mistrivsel, og hvordan man taler med børn, unge og forældre i sorg og krise.

Men holdet skal også deles ind i studiegrupper, og her skal man helst have de samme forventninger til arbejdet og til hinanden. I grupper diskuterer de, om humor eller høj faglighed er vigtigst for den enkelte, og om det udelukker hinanden. Hvad betyder høj faglighed?

»Du får ikke lov til at lave min definition«, som én siger.

Men nu er de i gang. De skal senere lave en teamaftale i hver gruppe.

»Det tager en time og er givet godt ud for resten af samarbejdet. Der findes mange team i folkeskolen, der fungerer dårligt, fordi forventningerne ikke er afstemt«, som en af underviserne siger.

Gruppedannelse, aftenens grillparty og Alis problemer diskuteres stadig, da de studerende forlader uddannelsens første lange studiedag. |