»Jeg valgte med hjertet. Og jeg er rigtig glad og stolt over, at det ikke er en nødløsning, men et aktivt tilvalg«, siger Allan Burgård, der foretrækker at have med børn at gøre frem for kolde kontanter.

Han valgte finansverdenen fra

Med fem børn var uddannelsen til lærer en umulig og lidt skræmmende drøm for Allan Burgård. Men nu står han hver dag foran eleverne og er i fuld gang med første linjefag.

Offentliggjort Sidst opdateret
»Det er en kæmpe personlig oplevelse at få lov til at have med så mange børn at gøre«, siger Allan Burgård.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seksten år i finansverdenen. God løn og godt job med høj status. Men for 34-årige Allan Burgård var det ikke længere nok. Han er netop begyndt på læreruddannelsen.

»Min kone og jeg har tilsammen fem børn. Det har givet mig et andet perspektiv på livet end at tælle penge. Jeg fik lyst til at arbejde med børn og gøre noget, der giver mening«.

Allerede for et år siden undersøgte Allan Burgård mulighederne for at læse til lærer, men den dyre meritlæreruddannelse kombineret med ringe udsigter til Statens Uddannelsesstøtte og det skræmmende ved at tage et vilkårligt vikarjob ved siden af gjorde, at det slet ikke kunne hænge sammen med hans familieliv og forpligtelser. Ideen blev lagt på hylden. Indtil Allan pludselig ser et opslag om en skolebaseret læreruddannelse på Antvorskov Skole i Slagelse. Her søger man en tredjedel læreransættelse på en skole og uddannelsen sideløbende.

»Jeg tog med til infomødet, og da jeg så, hvor mange der kom, blev jeg noget nervøs. Man skulle skrive ansøgning til dagen efter. Samme dag skulle jeg til en anden jobsamtale om et nyt job i finansverdenen. Så da jeg blev tilbudt begge job, blev det et enormt svært valg«.

Allan Burgård diskuterede det igennem med sin kone, og selv om lønnen i det andet job var tre gange så høj, var der i sidste ende ingen tvivl.

»Jeg valgte med hjertet. Og jeg er rigtig glad og stolt over, at det ikke er en nødløsning, men et aktivt tilvalg«.

Fagene prøves, før de vælges

Hver onsdag kører Allan sammen med de andre studerende på den skolebaserede læreruddannelse til Vordingborg for at have kristendomskundskab/livsoplysning/medborgerskab og psykologi.

»Undervisningen er rigtig spændende, og turen frem og tilbage er også utrolig god, fordi vi får vendt tingene. Vi taler tit om, at vi næsten har lyst til at køre en gang mere, fordi vi ikke har nået at tale færdig«.

Han er også begyndt på linjefaget matematik, som foregår som selvstudium med fire weekendfremmøder. Det har været noget hårdere, end han havde forventet, og han har lidt svært ved at se, hvordan han skal nå at læse til det hele. Til gengæld er han glad for, at han kan snuse til de andre fag på skolen.

»Jeg kan nå at undervise i fagene, før jeg vælger dem. Det er bare endnu en grund til, at det her er en helt fantastisk uddannelse. Når man kommer fra noget andet, kan man ikke læse i fire år for derefter at finde ud af, at jobbet slet ikke er det rigtige. Her får jeg prøvet alt af med det samme, og samtidig har jeg mulighed for at stille alle de spørgsmål, jeg vil. Den mulighed burde alle faktisk have«.

Langt spring fra finansverdenen

Der har været fuld opbakning til karriereskiftet fra baglandet. Men en del venner og bekendte har også undret sig over valget.

»Mange har spurgt, hvordan jeg dog kunne finde på det. Ikke fordi de ser noget negativt i lærergerningen, men de har syntes, at det var langt fra finanssektoren. Og der er helt sikkert også et element af penge og status i det«.

Men for Allan er der ingen tvivl om, at springet har været rigtigt.

»Det er en kæmpe personlig oplevelse at få lov til at have med så mange børn at gøre. Jeg har altid haft dyb, dyb respekt for lærerfaget - særligt efter at jeg selv fik børn. Det at være i stand til at håndtere 25 børn på en god måde og samtidig lære dem noget er utroligt imponerende«.