Martin Langdal Topf og Solveig Hovgaard har gode råd til, hvordan praktikskoler skaber fulde skemaer til lærerstuderende i praktik

Erfarne praktiklærere: Sådan sikrer du de studerende en fuld dags læring

Praktiklærer Martin Langdal Topf gør en stor indsats for, at de studerende får en fuld arbejdsdag, når de er i praktik på hans skole. Se hans skema for praktikanternes fulde arbejdsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lad de studerende observere undervisning.

Sådan lyder rådet fra både praktiklærer Martin Langdal Topf og formand for Praktiklærerforeningen Solveig Hovgaard.

”Det er forskelligt, hvordan skolerne griber det an. Men udgangspunktet er, at de skal have en fuld arbejdsdag på 7,4 timer, når de er i praktik", siger Martin Langdal Topf.  

"Oplægget fra Københavns Professionshøjskole er, at de studerende i den udstrakte praktik skal have to - tre lektioner, og så skal de have øvrige opgaver. Der er lagt op til, at de følger praktiklæreren, men det giver jo ikke mening, hvis praktiklæreren ikke har lektioner”, tilføjer han. 

Observationer hjælper studerende

På Lindevangskolen på Frederiksberg, hvor han er praktiklærer og koordinator, gør han meget ud af, at de studerende deltager i teammøder. 

Mn også at de kommer med i andre fag end deres undervisningsfag.

”Når de kommer på første år, har de jo ikke valgt øvrige undervisningsfag, så derfor giver vi dem mulighed for at observere andre fag, så de er bedre oplyst, når de skal vælge. Man kan også vælge at sende dem med ud i andre fag i den klasse, de har. Hvis de har dansk i 4.b, så er det godt for dem at se matematikundervisning i 4.b, for så ser de børnene i andre situationer”, siger Martin Langdal Topf.

Sådan kan en praktikdag på Lindevangskolen kan se ud

  • 8.00-.9.30: Forberedelse af undervisning
  • 9.50-11.20: Undervise i dansk
  • 11.50.12.20: Gangvagt/gårdvagt
  • 12.20-13.05: Efterbehandle undervisning
  • 13:05-13:50: Observation i et andet fag efter ønske
  • 14:00-14.45: Vejledning og koordinering med praktiklærer
  • 15:00-16.30: Deltage i diverse møder (lærermøde, afdelingsmøde, teammøde, fagteammøde) - kun ca. en gang om måneden.

Hav modet til at planlægge en fuld dag

På Københavns Professionshøjskole, som Martin Langdal Topf modtager praktikanter fra, er oplægget, at de studerende skal undervise i to lektioner, når de er i udstrakt praktik de to første år.

”Den første måneds tid skal de ikke undervise så meget, men efterhånden, som de kommer i gang, lægger vi vægt på, at de underviser lidt mere. Så har de noget, de skal forberede”, siger han.

Han fortæller, at praktiklærerne på Frederiksberg har reduceret skemaet med en lektion ugentlig, hvis de har studerende i udstrakt praktik.

”Det er en større opgave at have udstrakte praktikker end almindelige praktikker. Nogle steder får de kun vederlaget for at have praktikanter og ingen tid, og så kan det være svært at nå at vejlede hver uge, som de har krav på”, siger han og understreger: 

”Det handler om, at de enkelte skoler skal turde fortolke på, hvad man kan putte ind i en arbejdsdag. Men det handler også om, at praktikken er finansieret godt nok til at give den studerende en meningsfuld arbejdsdag”.

Giv de studerende et realistisk billede af lærerjobbet

Formand for Praktiklærerforeningen Solveig Hovgaard mener, at et sted at starte er, at de studerende har mødetid på skolen hver praktikdag mellem kl. 8 og 15.

”Det vil være de færreste skoler, der kan tilbyde mere end 15-18 lektioner ugentligt for studerende, der er i blokpraktik. Den øvrige tid kan udfyldes med forberedelse og observation af undervisning”, lyder det fra Solveig Hovgaard. 

”Mulighed for observation bør alle skoler indtænke, så de studerende på den måde kan stifte bekendtskab med andre undervisningsfag og måske observere klasser i forskellige sammenhænge. Det er dog også nødvendigt, at de studerende selv er opsøgende, når de er på praktikskolen”.

Hun fortæller, at mange steder er de studerende ikke så aktive, når der er afsat tid i praktikskemaet til fælles forberedelse.

”Når rammen omkring praktik er 37 timers arbejdsuge, så handler det også om, at de studerende skal have et realistisk billede af lærerjobbet med alt, hvad det indebærer af undervisning, forberedelse og møder. Tilrettelæggelsen af praktikkerne kan derfor være fleksibel i forhold til fx møder, som ligger ud over undervisningstiden - så kan der forskel på timetallet fra uge til uge”.