Det er obligatorisk, at eleverne skal til prøve i deres valgfag, og arbejdet med prøven kræver, at eleverne kan tage selvstændige beslutninger. Men Sofie Sille Sonne har i praktikker oplevet, at madkundskabslærere var meget styrende i undervisningen og ikke involverede eleverne i planlægningen.

Men det er vigtigt, ”at lærerne indtænker elevinddragelse i deres undervisning, så eleverne ikke får besvær med at tage initiativer og valg i forbindelse med prøven”, skriver hun i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen ved Professionshøjskolen Absalon. I projektets problemformulering spørger hun derfor, hvordan lærere arbejder ”med elevinddragelse i valgfaget madkundskab”.

Hvad er det lige, inddragelse betyder?

Sofie Sonne har observeret tre madkundskabslæreres undervisning og har interviewet dem om deres forståelse af og holdning til elevinddragelse. ”Alle tre lærere forklarer, at det er dem og ikke eleverne, som bestemmer indholdet i undervisningen, derfor bliver de i tvivl, om hvorvidt de i en tilstrækkelig grad inddrager eleverne”, skriver hun. Særligt to af lærerne kobler kun forståelsen af elevinddragelse til de retter, der skal laves i undervisningen.

”Det bliver alt for dyrt at lave så meget forskelligt”, siger en lærer, og det viser, at ”hendes forståelse af begrebet betyder, at eleverne selv må vælge retter”. En anden lærer ”giver udtryk for, at hun er i tvivl om, hvad begrebet elevinddragelse indeholder, og om hun bruger det: ”Men ellers inddrager jeg dem (eleverne red.) nok ikke så meget. Jeg ved det ikke helt. For hvad betyder det egentlig. Altså, jeg bestemmer jo, hvad vi skal lave, og hvordan det skal gøres, så det er mig, der bestemmer”. Hun fortæller desuden, at hun altid har forberedt, hvad de skal lave, og hvad der skal ske, ”for jeg skal jo også handle ind”, og ”det tyder på, at læreren synes, at det er svært at få mere elevinddragelse ind grundet forberedelsen til madkundskabsundervisningen”, skriver Sofie Sonne.

Flere trin på deltagelsesstigen skal med

I observationen af lærernes undervisning sammenholdt med deres udtalelser når Sofie Sonne frem til, at der er forskel på, hvor meget lærerne inddrager eleverne. I analysen bruger hun ”Deltagelsesstigen”, som er en deltagelsesmodel udviklet af Det Nationale Videnscenter for Kost, Motion og Sundhed. Modellen har otte trin, hvor første trin er karakteriseret ved ”ingen elevdeltagelse”, og trin otte er karakteriseret ved maksimal deltagelse ved, at eleven ”tager initiativ og starter projektet, mens læreren og eleven fungerer som ligeværdige i beslutningsprocessen”. Hun placerer de tre læreres undervisning på deltagelsesstigen for at finde ud af, ”hvorvidt eleverne fik meget indflydelse, delvist indflydelse eller ingen indflydelse” i undervisningen.

Den første lærers undervisning karakteriserer hun som ”mellem trin 1 og 2” på stigen, hvilket betyder ”at læreren informerer eleverne om, hvad de skal gøre, og eleven gør som han/hun har fået fortalt”, og ”når eleverne er deltagende gennem lektionen, men uden en forståelse af, hvad det handler om”. Læreren instruerer ”eleverne meget nøje og lader derfor ikke eleverne selv tage beslutninger. Herudover går eleverne i stå i køkkenerne, når de skal vente på maden, og tager derfor telefonerne frem”. Det tyder på, at eleverne ikke forstår, hvad de skal gøre, når de ikke får instruktioner”, skriver Sofie Sonne.

En anden lærer gav eleverne lov selv at beslutte pynt til boller, og de havde også selv indflydelse på, hvordan de ville forme et brød. Sofie Sonne karakteriserer elevinddragelsen til trin fire på deltagelsesstigen: ”Når læreren inviterer eleverne til at være medbestemmende i en situation, hvor de informerer dem om hvorfor, og hvad der skal ske, hvortil eleverne selv kan beslutte, hvorvidt de vil være med”.

Men ingen af lærerne inddrager eleverne, så de bliver forberedt til prøven i madkundskab, konkluderer Sofie Sonne. ”Prøven foregår ud fra et elevinitiativ, hvilket betyder, at prøven foregår på syvende trin på deltagelsesstigen”, skriver hun og uddyber, at eleverne skal lære at planlægge indkøb, tilrettelægge udførselsfasen og udføre det praktiske arbejde for at blive klædt på til prøven. ”Derfor bør eleverne have været placeret på de forskellige trin gennem madkundskabsundervisningen, så de har fået forskellige oplevelser og grader af elevinddragelse, så de får større mulighed for at klare sig bedre til den afsluttende prøve”.

Hvordan inddrage mere?

Sofie Sonne beskriver i projektet, hvordan lærerne i de observerede lektioner i højere grad kunne have inddraget eleverne. Da et hold lavede samosa, ”kunne eleverne have haft indflydelse på, hvilke ingredienser, der skulle være i samosaen, og på denne måde kunne eleverne have været med til at træffe beslutninger gennem undervisningen”, skriver hun.

Og eleverne skal have indflydelse på længere forløb og ikke kun på enkelte lektioner, mener hun. En af lærerne havde forberedt et forløb med kylling, og her ville det være oplagt, at eleverne blev inddraget og kom med forslag til, hvilke retter med kylling, forløbet kunne indeholde.

Elevinddragelsen skal slet ikke være på de højeste trin hver gang, konkluderer Sofie Sille Sonne. Eleverne skal ikke styre undervisningen, ”men det er lærerens ansvar, at eleverne er med til at træffe beslutninger undervejs, hvor læreren selv kan bestemme, hvornår det vil være optimalt, og i hvilken grad det vil være oplagt”.