Din undervisning gør mig bedre

? Det kan være sin sag at have to fremmede kolleger siddende i klassen, mens man underviser. Når I samler lærere fra forskellige skoler til læringsuger i udviklingsprojektet Folkeskolens Fællesskaber, gør I meget ud af at fortælle, at de er på besøg på værtsskolen. Hvorfor er det ord vigtigt?

! »Vi kalder det et besøg, fordi der i ordet observation ligger, at man skal give kritik af det, man ser. Vi siger vært, gæst og besøg, fordi lærerne kommer for at lade sig inspirere af den måde, deres kolleger underviser på. Her ligger innovationen: 'Når jeg ser dig gøre sådan og sådan, tænker jeg …'. Læringsugen er en rejse, der skal få gæsterne til at turde prøve nyt af, når de kommer hjem til deres egen skole, uden at være 100 procent sikre på, at det virker«.

? Selv om I kalder det for et besøg, kan værtslærerne vel godt føle sig observeret?

! »Det oplever vi ikke, at de gør, og det må heller ikke ske, for så vil de ikke åbne døren til deres undervisning. Værtslærerne får at vide, at de skal gøre, som de plejer, og der har ikke vist sig et behov for at berolige nogen. Det er hverken psykologer, konsulenter eller talepædagoger, der kommer på besøg, men to kolleger, der vil undersøge, hvorfor læreren gør, som hun gør. Bagefter går de ind i et refleksionsrum sammen, hvor gæsterne for eksempel spørger læreren, hvorfor hun står i døren, når eleverne kommer ind i klassen, og hun svarer, at hun undgår konflikter, når de er nødt til at gå ind én ad gangen«.

? Målet med besøgene er at styrke inklusionen. Hvordan kan et besøg hos en kollega gøre det?

! »Vi giver ikke nogen svar på læringsugen, men hjælper lærerne med at bruge deres kompetencer på nye måder. Mange sidder med korslagte arme, når vi begynder om mandagen, men hele den dag taler vi om besøgsetik og om, hvordan man kan få det bedste frem hos hinanden gennem sine spørgsmål. I løbet af ugen går det op for lærerne, at de selv kender løsningerne, fordi de finder ud af, hvor meget de selv kan, når de bliver kastet ud i dialoger om inklusion med kolleger fra andre skoler. Det svarer til at rydde op i sin skrivebordsskuffe: Hvad beholder man, og hvad smider man ud? Her: Hvad vil man gøre mere af, når man kommer hjem, og hvad vil man aldrig mere gøre? Det er ikke en ekspert, der fortæller, hvad man skal. Vi træner lærerne i at arbejde med de børn, de har i deres klasser, ved at give dem mulighed for at mødes med deres kolleger. Der er lidt Klods-Hans over det. Han samlede også ting op og brugte dem, da tiden var til det. Vi ser mange, der får prinsessen«.

? Hvad er det nye i jeres læringsuger?

! »Der er ikke noget nyt i den måde at styrke lærernes kompetencer på. Det nye er, at vi gør det. Vi bygger på forskeres udsagn om, at praksisnær efteruddannelse rykker. Vi har 3.500 lærere i kommunen. Indtil nu har 1.000 af dem været på besøg hos andre 1.000 lærere, så det er kraftfuldt. I stedet for at vente på, at andre kommer til hjælp, kan lærerne hjælpe hinanden. Når Peter ikke vil ud i frikvarteret, skal kollegaen spørge: 'Hvad kan vi gøre? Hvad virkede sidst? Hvorfor fungerer det ikke nu?' Det er der, vi er på vej hen«.

? Hvem får mest ud af besøget 
- værtslæreren eller gæsterne?

! »Vi troede, vi skabte Folkeskolens Fællesskaber for gæsternes skyld, men skolerne er glade for at være værter, og vi ser skoler arrangere tilsvarende interne besøgsrunder. Det er fantastisk for værtslærerne at blive set og hørt, og skolelederne er glade for projektet, fordi det er hjælp til selvhjælp. Vi bruger hverken penge på eksperter, kursuslokaler eller forplejning, for den viden, der skal til for at styrke inklusionen, har lærerne allerede. Men den skal gøres synlig og deles«.