Eleverne på Katrinedals Skole var mødt talstærkt op for at møde den nye minister

Minister: Vi kan ikke acceptere fejlbehæftede nationale test

Under sit første folkeskolebesøg som undervisningsminister lod Pernille Rosenkrantz-Theil forstå, at hun "skal blive højst overrasket", hvis ikke det ender med, at der skal findes et bedre testsystem end de omstridte nationale test.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvordan er det at være minister", lød det nysgerrigt fra Jesper, der lige er begyndt at gå i 1.c på Katrinedals Skole i Vanløse i København.

"Jeg har ikke rigtig vænnet mig til det endnu. Men jeg kan godt lide det. For så kan jeg også være med til at gøre nogle af de ting bedre i skolen, som ikke er gode nok", lød svaret.

Og svaret kom såmænd fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der onsdag lagde vejen forbi den velfungerede og gennemrenoverede københavnske skole på sit første officielle folkeskolebesøg som minister.

Forinden havde skolens sang gjaldet imod hende, da hun ledsaget af skoleleder Rikke Schultz og Københavns børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) trådte ind i den imponerende aula, der var fyldt til bristepunktet med glade og syngende elever med dannebrogsflag. 

Trivsel og præstationskultur

"Jeg er blevet så tudevorn på mine gamle dage, og sådan en modtagelse bliver man rørt over. Det var virkelig, virkelig fint at se så mange glade børneansigter. Og når jeg spørger ind til det med trivsel - fordi vi oplever at en stigende gruppe elever mistrives - så er det glædeligt, at svaret her er, at man forsøger at løse det og er kommet på den anden side af det værste. Der kan man sikkert godt finde andre øjebliksbilleder i danske folkeskoler, hvor man ikke har haft helt samme fokus på det som her", sagde ministeren efter besøget.

Under en snak med folkeskolen.dk efter besøget kom hun ind på sammenhængen mellem danske skoleelevers trivsel, præstationskulturen - og de omstridte nationale test.

I forståelsespapiret mellem den socialdemokratiske regering og dens støttepartier står  formuleret, at regeringen ønsker at afskaffe de nationale test i de mindste klasser, samtidig med at den vil "afsøge muligheden for at sætte de nationale test i bero, indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder".

Snarlig afklaring

"Vi har endnu ikke lagt os fast på en endelig model, men vi vil inden for en meget overskuelig fremtid fremlægge, på hvilken måde vi vil afskaffe de nationale test for de mindste klasser - altså hvilke fag og klassetrin det kommer til at omfatte", sagde ministeren.

Hun oplyste samtidig, at hun - hvad angår de nationale test for alle de øvrige klassetrin - lægger op til at afvente den evaluering, der ifølge ministeren kommer i slutningen af året.

Stil og Vive skal stå for evaluering af nationale test 

"Men jeg skal da blive højst overrasket, hvis den kan overbevise mig om, at vi ikke skal have fundet et bedre testsystem end et testsystem, der er så fejlbehæftet som det nuværende. Vi kan jo ikke acceptere at have et testsystem, der er så fejlbehæftet", lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

I den forbindelse finder hun det oplagt, at partierne i forligskredsen om folkeskolen samtidig drøfter sammenhængen mellem testkulturen og trivselsudfordringerne i folkeskolen.

"Det mener jeg er et helt nødvendigt perspektiv at have med i forbindelse med, at vi tager stilling til testene. Jeg tror, at børn har godt af at vide, hvor de står - at der bliver sat klare ord på det. Så når jeg er kritisk over for de nationale test, så handler det overhovedet ikke om, at vi skal gå bort fra at bedømme børn. Det handler om den måde, vi har skruet det sammen på, hvor vi får presset noget ned over hovedet på børn, en præstationskultur, som jeg slet ikke mener hører hjemme i folkeskolen", sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun understregede, at præstationskultur og karakterkultur for hende er to vidt forskellige ting.

"Når jeg taler om præstationskultur, så er det ikke et opgør med karakterkulturen. Præstationskulturen er opstået i løbet af de seneste 10-20 år, men karakterkulturen er jo lige så gammel som folkeskolen".

Her er problemerne i de nationale test