På Brattingborgskolen i Viborg Kommune har en helt ny 3D-printer siden sommerferien stået ubrugt hen. Der er nemlig ikke nogen lærere, der ved, hvordan man bruger den.

Det skal nok komme, men lige nu er der noget, der er vigtigere - nemlig skolens inklusionsindsats. Det fortalte skoleleder Michael Flarup i dag, da fagbladet Folkeskolen inviterede til debatmøde om inklusion på Danmarks Læringsfestival.

Brattingsborgskolen: »Vi inkluderer meget - bare der er progression« 

Fokus var på at finde løsninger, og skolelederens eksempel bakkede op om et af de løsningsforslag, som første oplægsholder, psykolog og ph.d. Camilla Dyssegaard, kom med.

Resurserne er knappe, og derfor gælder det om at prioritere de ting, der er vigtigst for, at inklusionen kommer til at fungere i praksis.

"Det er en udfordring, at kommunernes budgetter er presset, men de resurser, der er, de skal målrettes. Hvis vi vil efteruddanne, skal vi være skarpere på, hvad vi vil med den efteruddannelse", sagde hun og tilføjede:

"Det kan være spændende at høre noget teoretisk på et kursus, men der er i højere grad brug for efteruddannelse, der giver nogle konkrete redskaber i praksis. Eller at man prioriterer forberedelestid, hvor teamet kan mødes. Vi ser alt for ofte, at kommunerne skyder med spredehagl".

Det fører til, at skoler og lærere faktisk er rigtig gode til at lave inkluderende målsætninger og strategier, men at de ikke afspejles i praksis, fordi man ikke får den viden og de redskaber, der skal til for at realisere dem, lød det fra Camilla Dyssegaard.

Syv år efter inklusionsreformen: Lærerne føler sig stadig ikke klædt på til opgaven

"Kommunerne bruger tonsvis af penge på inklusion, men de glemmer at investere i implementering og evaluering. Man hopper fra indsats til indsats. Det er vigtigt at målrette indsatsen og holde fast", påpegede hun.

En del af løsingen er at blive tydeligere omkring, hvad man egentlig ønsker at forskellige tiltag som efteruddannelse og resursepersoner skal føre til i praksis, mener hun:

"Vi skal blive bedre til at sige: Hvad er målsætningen, hvorfor er det vi  vælger en specifik efteruddannelse - for nu at tage et eksempel - og hvordan vil vi have den til at afspejle sig i den praksis, vi har?"

Hvem har anvar for hvad?

Tværgående samarbejde er centralt for at få inklusionen til at lykkes, men som det er i dag, er det omgærdet af meget stor tvivl, fortalte Camilla Dyssegaard:

"Lærerne er i tvivl om, hvem de kan gå til. Det er forældrene også. PPR arbejder meget forskelligt fra kommune til kommune. Hvor kan man egentlig gå hen og få hjælp, og hvem har ansvaret?"

Det fører til en afmagt i systemet, hvor forældre i stigende grad henvender sig til egen læge, og via en henvisning til børnepsykiatrien ender flere og flere børn med at få en diagnose.

"Så opstår der frustrationer, når forældrene kommer tilbage med en udredning, kommunen ikke har været inde over, og ingen rigtig ved, hvad der er foregået, eller hvem der har ansvar for at gå videre med det, børnepsyk har fundet ud af", lød det fra Camilla Dyssegaard.

Ny forskning: Hjælpen til inklusion er mest dekoration

Derfor skal det, ifølge hende, gøres meget klarere for alle, hvem der kan tilbyde hvad og har hvilket ansvar i det tværgående samarbejde.

"Jeg hører ofte forældre være frustrerede over, at de føler sig kørt fast i systemet. Så forklarer kommunen til mig, at de har anonym rådgivning og alle mulige andre tilbud. Og det er fint. Forældrene ved det bare ikke", lød det fra Camilla Dyssegaard.

En simpel oversigt over, hvem der egentlig kan tilbyde hvad, ville kunne stoppe mange problemer i opløbet, lød hendes bud på en løsning, der ikke vil koste mange resurser at implementere.

"Det kan godt være, at den ligefrem viser, at der er noget, man ikke kan. Men når oversigten er der, så har vi en tillid til de ting, hinanden kan. Så vi stopper nogle sårbare situationer i opløbet".

PPR skal ud i virkeligheden

I de kommuner, der har størst succes med inklusion, er tid til fælles planlægning og evaluering samt tilgængelighed af resursepersoner fællestræk.

Det betyder blandt andet, at man skal undlade at bruge den ekstra voksne i klassen som vikar, og at PPR skal mere ud i praksis, mener Camilla Dyssegaard.

"De skal være derude, hvor de kan støtte op om lærerne. Hvor lærerne kan gå til dem og få råd og sparring. Også om hvordan man taler med forældre, når man for eksempel skal ringe om voldsomme episoder. Det er ikke nemt. Heller ikke for forældrene", sagde hun og tilføjede, at en generelt større involvering af forældre og elever er også nødvendig, hvis inklusionen skal lykkes:

PPR rykker tættere på lærerne

"Eleverne føler sig oversete og overhørte. De ved faktisk godt henad vejen, hvad der skal til. De skal inddrage systematisk. Jeg må tilstå, at jeg har siddet som PPR-psykolog og haft møde med klasselærere og specialundervisningsansvarlige og lavet supergode målsætninger med aftale om opfølgning uden overhovedet at spørge: Hvor er eleven i det her?"

"Jeg siger ikke, at seksårige børn skal lave handleplaner, men jeg plæderer for, at de kan inddrages meget mere, end de bliver".

En større inddragelse af forældre og børn kræver et tættere forældresamarbejde end to møder om året, påpegede Camilla Dyssegaard:

"Der skal være en større gensidig forståelse af medarbejdernes, forældrenes og elevernes målsætninger. Det skal vi blive mere skarpe på".

Endelig pegede hun på et øget samarbejde mellem special- og almenområdet som afgørende:

"Inklusion behøver ikke betyde, at man endegyldigt er på almenområdet. Det kunne betyde, at man er det noget af tiden".

Listen over løsningsforslag og referat af paneldebaten er samlet her:

#inklusion: De gode eksempler skal spredes 

Se hele dagens debatmøde her: