Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Bølgerne har gået højt i Aabenraa Kommune, siden et flertal i byrådet i februar 2016 besluttede at flytte Fjordskolen fra to adresser i Aabenraa til en nedlagt folkeskole i Kruså. Både blandt forældre og medarbejdere er der stor utilfredshed med beslutningen.
Fjordskolen underviser multihandicappede børn og børn med svære diagnoser som autisme og ADHD, og kritikken går på, at den nedlagte skole ikke vil kunne indrettes, så faciliteterne imødekommer børnenes behov.
Ombudsmanden vil ikke gribe ind mod upopulær skoleflytning
I oktober 2017 fortalte tillidsrepræsentanterne for henholdsvis pædagogmedhjælperne og sosu-hjælperne på Fjordskolen, at flytningen vil skade den faglighed, det har taget personalet mange år at bygge op.
"Vi skal ned til noget, der er bygget i 1967, og vi ved, at det er fyldt med skimmelsvamp. Det bliver også sværere at tiltrække og fastholde personalet, for en stor del af dem kommer nordfra. De vil få en noget længere transport", sagde den ene tillidsrepræsentant til Fagbladet FOA.
Kort tid efter bragte TV Syd et nyhedsindslag om flytningen, hvor en pædagog fra Fjordskolen blandt andet sagde:
"Vores børn, den måde mange af vores børn på Fjordskolen er på, det er ved at prøve tingene, gøre tingene, og der har vi brug for en by, og der er ikke ret meget at komme efter i Kruså."
Kritiske medarbejdere kaldt til samtale med ledelsen
Kort tid efter blev de to tillidsrepræsentanter og pædagogen indkaldt til samtaler med ledelsen, fordi de havde ytret sig offentligt. Det samme gjorde en sundhedsplejerske, som havde skrevet et læserbrev om besparelser i sundhedsplejen.
Råb op - det gavner folkeskolen
Udover tillidsrepræsentanterne deltog skolechefen, skolelederen, en sagsbehandler og en repræsentant fra FOA i mødet. Her fik tillidsrepræsentanterne at vide, at deres udsagn om, at de nye lokaler var fyldt med skimmelsvamp, og at mange medarbejdere ville søge væk, var urigtige og udokumenterede. Skolechefen henviste blandt andet til kommunens kommunikationspolitik og til tillidsrepræsentanters rolle som konfliktnedtrappende samtidig med, at de "arbejder loyalt ind i de trufne beslutninger".
Ifølge skolechefen var formålet med mødet at have en dialog om, hvad man som ansat kan udtale sig om, og ikke at begrænse tillidsrepræsentanternes ytringsfrihed.
Pædagog fik at vide, at hun skulle være loyal
I samtalen med pædagogen deltog skolelederen og en tillidsrepræsentant. Skolelederen anførte, at pædagogens udtalelse ikke var i overensstemmelse med kommunens kommunikationspolitik. Skolelederen henviste til, at pædagogen ikke udelukkende havde forholdt sig faktuelt til spørgsmål om eget fagområde, men at hun ytrede egne kritiske meninger og holdninger om en flytning, der var politisk bestemt.
Skolelederen henviste yderligere til, at pædagogen skulle arbejde loyalt for de beslutninger, der var truffet, og det blev gjort klart, at hun fremover skulle holde sig inden for kommunens retningslinjer.
Ombudsmanden kalder kommunens håndtering meget kritisabel
Der var ifølge kommunen ikke tale om tjenstlige samtaler, men efter ombudsmandens opfattelse kan medarbejderne berettiget have opfattet samtalerne som negative reaktioner på deres ytringer. Under samtalerne blev det således enten antydet eller sagt direkte, at medarbejderne havde handlet i strid med kommunens kommunikationspolitik, og flere af medarbejderne beklagede deres ytringer under samtalerne.
Ombudsmanden: Ytringsfriheden trumfer loyalitetspligt
Ombudsmanden mener derfor, at Aabenraa Kommunes håndtering af sagerne har været meget kritisabel.
"Ledelsen må gerne reagere, når en ansat har fremsat kritik offentligt. Men det skal ske med et sagligt formål og på en saglig måde. Samtalerne i denne sag er ikke foregået i respekt for de pågældende medarbejderes ytringsfrihed", siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han gik ind i sagen efter, at lokale medier havde skrevet om samtalerne.
Mange samtaler på kort tid har skabt usikkerhed hos de ansatte
De mange samtaler inden for kort tid har været egnet til mere overordnet at skabe usikkerhed hos de ansatte i Aabenraa Kommune om deres ret til at udtale sig offentligt, mener Jørgen Steen Nielsen, som behandler yderligere en sag fra kommunen i sin redegørelse.
Den handler om en medarbejder fra Fjordskolen, som også i november 2017 blev indkaldt til en egentlig tjenstlig samtale og fik en skriftlig advarsel for sine ytringer på Facebook:
"Mmmmm elsker jer der kæmper - ville gerne gøre det samme, men har jo mundkurv på - elsker mit arbejde så højt - at jeg tænker uha hvad (…) [hvis] Kruså brændte - ups sagde jeg ikke", skrev medarbejderen blandt andet.
Senere skrev hun i tråden til opslaget: Ja ved jeg ikke - men ved at vi skal have en ny borgmester som er på hans medarbejders side - ups".
Kommunen mente ikke, at medarbejderen havde været loyal overfor det gode samarbejde ved en politisk beslutning, men ifølge ombudsmanden var kommunens begrundelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at meddele advarslen.
Det fremgår ikke, hvad den pågældende medarbejder laver på Fjordskolen, men ifølge Aabenraa Lærerkreds er hun ikke lærer.
Kommunen tager kritikken meget alvorligt
Aabenraa Kommune har under sagsbehandlingen oplyst til ombudsmanden, at der er enighed i kommunens hovedsamarbejdsudvalg om, at det vil være 'hensigtsmæssigt at øge formidlingsindsatsen i forhold til kommunikationspolitikken', og at en vejledning er under udarbejdelse.
Ombudsmanden har bedt kommunen om at orientere ham om kommunens formidlingsindsats og om at få en kopi af den kommende vejledning.
"Der ingen tvivl om, at vi tager ombudsmandens kritik meget alvorligt. Der må kort sagt ikke være tvivl hos vores medarbejdere om, at de har fuld ret til at ytre sig offentligt", siger kommunaldirektør Tom Ahmt i en pressemeddelelse.
Kommunen vil nu gennemgå ombudsmandens 68-sider lange redegørelse grundigt med tæt inddragelse af hovedsamarbejdsudvalget.
"Vi vil sikre, at både vejledning og formidling af vores kommunikationspolitik sker på en måde, som lever op til ombudsmandens forventninger", siger Tom Ahmt.
Fjordskolen har 237 elever og er endnu ikke flyttet til Kruså, hvor den nedlagte folkeskole er ved at blive bygget om. Der var rejsegilde på om- og tilbygningen i juni 2018. Du kan læse ombudsmandens redegørelse om sagen via dette link:
Læs mere
Ombudsmandens redegørelse om Aabenraa Kommunesreaktioner over for fem medarbejdere, der har ytret sigoffentligt