På et tidspunkt var kvinder ikke velkomne, fordi de var for moderlige, empatiske og bløde. Nu er dét argumentet for at tage dem ind. Men begge dele er en del af det, dr. phil i historie og antropologi Birgitte Possing kalder 'den åndelige kulturarv', hvor kvinder ikke bliver set som individer, men som et køn.

På torsdag udkommer hendes bog "Argumenter mod kvinder", som fortæller om alle de ting, kvinder er blevet mødt med fra 1800 og frem til i dag, når de vil have lige vilkår. Hun mener, at bogen er særdeles relevant i skolen som læsning i de ældste klasser.

"Men den er også skrevet til lærerne, fordi de netop kan oplyse om, hvad det er for nogle mekanismer, vi bærer rundt på. Den handler om vores opfattelse af køn. Det er let at slå op i statistikker over, hvor magten ligger og se, at det er 4/5 mænd. Hvad er det for billeder, vi giver vores børn af, hvem der kan lede verden. Den opmærksomhed er vigtig at få ind i skolen, for det er vores opfattelser, der styrer vores handlinger".

Lærer og sociolog: Skolens kønsopfattelse bygger på myter

Kønsopdelt undervisning på grund af fordomme

Forhåndskodninger om, hvad kønnene kan - og ikke kan, lever i os alle sammen og dermed også i lærerne. Er man ikke bevidst om, hvordan man ser tingene, kan man ikke gøre noget ved det. Dermed er Birgitte Possings håb at pege på fordommene, så de netop ikke bliver reproduceret i fx skolerne.

"Det går jo helt ned i vuggestuealderen, hvor man præsenterer børnene for henholdsvis lyserøde dukker eller geværer og biler. Det slog mig, da jeg for mange år siden skrev disputats om Zahle. Det var de dygtigste, der kom ud fra hendes skoler, så jeg spurgte mig selv, hvad der skete på den skole. Det fik mig til at tage til England, hvor de stadig har rene pigeskoler, og der gik en prås op for mig. Der forventer man, at eleverne kan fx fysik, også selv om de er af hunkøn. I de danske skoler skal de kæmpe om adgangen til forsøgene".

Det er ikke, fordi Birgitte Possing ønsker, at man går tilbage til kønsopdelte skoler - på ingen måde. Men i enkelte forløb, mener hun, at der kan være ræson i det.

Bachelor: Lærere skal reflektere over deres kønsopfattelser

"I fx fysik eller robotkundskab tror jeg, at der kan være noget at hente. Det har intet med biologi at gøre, for der er ikke forskel på, hvad de kan. Det handler om vores forventninger til kønnene, og hvis der kun er piger på et hold, så kan lærerne bedre undgå at have de kønsmæssige forventninger ind over, men se dem for, hvad de virkelig kan. Samtidig har drengene så meget konkurrence og hakkeorden på det tidspunkt, at de helt sikkert også kan have godt at gå lidt for sig selv".

Birgitte Possing mener, at samfundet er blevet mere kønsstereotypt, end da hun selv voksede op i 60'erne og 70'erne. Både i vuggestuer og børnehaver og i for eksempel i legetøjsbutikker, hvor det er blevet almindeligt, at det første spørgsmål, man stiller kunden, er, om gaven er til en pige eller en dreng.

"Pionererne i 1800 og 1900-tallet flyttede meget, selv om de var præget af et samfund, der var rundet af romantikken. Det fik de arbejdet sig ud af. Men nu er vi på vej tilbage igen. Jeg håber, at min bog kan rense blikket og løfte det, så vi kan blive opmærksomme på, hvad vi gør. Det er første skridt i forhold til at gøre noget ved det".

Lidt forvirret pige fra Rebild

Birgitte Possing har både siddet som leder, bestyrelsesmedlem og direktør inden for kultur og videnskab og har forsket i ikoner i dansk og europæisk historie. Ideen til bogen fik hun for tre år siden, da hun hørte Morten Messerschmidt fra DF omtale sin politiske modstander Rikke Carlsen som "en lidt forvirret pige fra Rebild", selv om hun både var 15 år ældre end ham og meget klarsynet i sin påpegning af hans misbrug af EU-midler. Kort efter hørte hun den tidligere 3F-formand Poul Erik Skov Christensen sige om Lizette Risgaard, der stillede op til posten som LO-formand, at "hendes erfaring er ikke på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer".

"De to udtalelser havde noget til fælles, og det ekkoede inde i mit hoved. Jeg havde hørt den slags argumenter helt tilbage i 1840, da Natalie Zahle og de andre sagde, at de gerne ville have adgang til uddannelse for piger over 14 år. Jeg begyndte at læse bagud, og det var virkelig utroligt, hvad de blev kaldt".

Hun havde ikke tid til at skrive bogen dengang, men for et år siden fik hun muligheden. Først havde hun tænkt den som et slags katalog over argumenter mod kvinder, men opdagede hen ad vejen, at de skal høres i samtidens kontekst.

"Så bliver det klarere at se, at der er mønstre, der går igen inden for vidt forskellige samfundsdomæner.  Det er mønstre, som viser, at vejen til den ligestilling, som vi alle sammen siger, at vi gerne vil have, er lang og svær, og vi er der på ingen måde endnu. Vejen er brolagt med argumenter om, at kvinderne altid gør det forkert, selv om de både har uddannelse, talent, stamina og erfaringer".

Argumenterne lød først, at de var overflødige, siden magelige, de klædte sig ikke rigtigt, de manglede ro, de var frigide, uegnede som læger og præster. Magelighedsargumentet findes stadig - for eksempel når topledere skal forklare, hvorfor de ikke ansætter flere kvinder.

"De siger, at kvinderne ikke søger selv, men de ser heller ikke efter de steder, hvor kvinderne er. Det er mandeblindhed. Men det handler også om, at kvinder med talent gør nogle mænd utrygge i deres eksklusive fællesskaber".

De stærke kvinder i skolehistorien

Et kapitel i bogen er dedikeret kvinderne i skolehistorien. Mathilde Fibiger, som fra sin plads som huslærerinde hos en skovrider på Lolland skrev brevromanen 'Clara Raphaels Breve', som udtrykte en kvindes ønske om at udvikle sit intellekt og sin egen personlighed gennem uddannelse. Forfatter, lærerinde og journalist Athalia Schwartz og lærerinden og forfatteren Pauline Worm, som begge stillede krav om uddannelse til kvinder. Og i allerhøjeste grad Natalie Zahle, som ikke agiterede, men tog sagen i egen hånd og grundlagde det første danske skoleimperium for piger og kvinder.

Argumenterne mod de tre kvinder var barske og kom fra mange sider. Selv fra en anden stærk kvinde, skuespilleren Johanne Louise Heiberg, som mente, at piger ikke hørte til i skoler:

"Dine sønner kan du sende i skolen uden for dit hus; de kan ikke tidligt nok vænnes til at færdes i livet og tåle al slags temperatur; dine små piger er finere planter, der gror under dine øjne, under din opsigt og ikke vore institutionskaserner", skrev hun blandt andet om Zahles skole i 1859.

Natalie Zahle svarede ifølge bogen ikke direkte på skolekritikken. I stedet opfordrede hun under pseudonym mødrene, der havde sat deres døtre i hendes skole til at fortælle lærerinderne, "at de ikke skulle tabe lysten til deres gerning" under følelsen af "den mistro og spot", de var omgivet af. Hun var sikker på, at "spotten nok engang vil tie".

Dansk Skolehistorie: Da lærerinderne kom ind i skolen

Ganske rigtigt er det i dag ikke bare almindeligt, men obligatorisk for alle piger at gå i skole. Men det betyder ikke, at der ikke længere er behov for at tale om køn i folkeskolen, mener bogens forfatter Birgitte Possing.

Bogen udkommer på torsdag på Strandberg Publishing