I anden halvdel af 1800-tallet kom håndarbejde gradvist ind i børneskolen, dog udelukkende for piger og kun med kvindelige lærere, og man udviklede særlige pædagogiske metoder og uddannelser for håndarbejdsundervisningen. Håndarbejdets indtog i skolen er et af de emner, der bliver behandlet i det nyligt udkomne tredje bind af Dansk Skolehistorie, 'Da skolen blev sat i system, 1850-1920'. I bogen illustrerer historikerne Anne Katrine Gjerløff og Anette Faye Jacobsen, hvordan håndarbejde på én gang støttede og udfordrede datidens kvindesyn.

Sløjd- og håndarbejdslærere: håndværk og design kræver videreuddannelse

Strikning var et 'must'

Håndarbejde kom på skoleskemaet som følge af urbaniseringen og industrialiseringen. De to tendenser ændrede nemlig de traditionelle familiemønstre, og der blev produceret færre tekstilprodukter i hjemmet.

"Myndigheder og debattører gav udtryk for en opfattelse af, at man ikke kunne forvente, at piger lærte grundlæggende håndarbejde i hjemmene. Håndarbejdsmæssige færdigheder blev dog anset for at være af så stor økonomisk og moralsk vigtighed, at skolen måtte påtage sig at uddanne pigerne", skriver forfatterne.

Præstefrue og kvindesagskvinden Johanne Langballe argumenterede i 1890'erne for, at undervisningen i håndarbejde var vigtig. Håndarbejde kunne indpode pigerne dyder såsom "flid, agtpågivenhed, nøjagtighed, tålmodighed, sparsommelighed, renlighed og ordenssans".

Håndarbejde - eller kvindelig håndgerning - blev et obligatorisk fag med skoleloven fra 1899. Strikning var den første disciplin, der skulle mestres i håndarbejde, og bagefter skulle pigerne lære at sy. Til den metodiske håndarbejdsundervisning hørte prøveklude eller øvestykker, også kaldet schweizerklude. På et langt stykke stof skulle pigerne øve forskellige syteknikker og til sidst have en lang samling. Denne prøveklud skulle helst fremstå så ren og pæn som muligt, og nogle lærebøger foreslog derfor, at eleverne kunne øve sig på et andet stykke stof, inden man gjorde det på prøvekluden.

Det nyeste nye inden for undervisning - i 1909

Kvinderne på arbejdsmarkedet

At en kvinde i det hele taget skulle arbejde uden for hjemmet var meget kontroversielt i midten af 1800-tallet. Det var ikke ualmindeligt, at en kvinde underviste mindre børn, men det foregik i reglen hjemme i hendes egen stue, og hun havde ingen uddannelse.

I midten af 1800-tallet var børnetallet stigende, og det kneb med at finde nok uddannede skolelærere.

I 1859 blev det drøftet på et skolemøde i Aarhus, om kvindelige lærere skulle ind i skolen for at afhjælpe lærermanglen. Blandt argumenterne var, at "de yngste børn havde brug for de ømme og blide indtryk, som det var kvindens kald at formidle. En kvindelig lærer var mere stabil, fordi en mandlig ville søge videre efter bedre stillinger. For en begavet og ubemidlet kvinde ville et lærerindejob ydermere være et passende erhverv, og hun kunne måske også nøjes med en mindre løn end en mandlig lærer", skriver forfatterne.

I 1859 fik kvinderne ved kongelig resolution lov til at gå op til eksamen, der svarede til seminariernes afgangseksamen, og dermed lov til at undervise i det offentlige skolevæsen. Det blev kimen til, at kvinderne holdt deres indtog på seminarierne. Derudover blev der oprettet særlige pigeskole- og lærerindeuddannelser, heriblandt N. Zahles Kvindeseminarium i København, startet af Natalie Zahle.

Men selvom kvinderne begyndte at undervise, betød det ikke en ligestilling med mændene. Kvinderne skulle være 25 år for at gå op til lærerindeeksamen, mændene kunne nøjes med at være 20 år. Desuden var det en selvfølge, at lærerinderne ikke var gift, fordi "lærerindekaldet var ment som en levevej for ubemidlede, dvs. ugifte kvinder", som forfatterne skriver.

Matroser og knapmagere var skolens lærere

Der blev dog ved med at være mangel på undervisere, og fra 1867 fik kvinderne lov til at også lov til at undervise blandede og rene drengeklasser.

I håndarbejde var det dog udelukkende kvinder der underviste piger, og lærerindere blev på denne måde autoriteter inden for dette område. På denne måde, argumenterer forfatterne, kan faget håndarbejde ses som et led i lærerindernes professionalisering og ligestilling med lærerne.

Lærerinderne skrev lærebøger og lærerinde Johanne Blom blev en af de første kvindelige, højere embedsmænd i Undervisningsministeriet, da hun blev ansat som håndarbejdsinspektør i 1916. Nogle år forinden var en anden kvinde blevet ansat som skolekøkkeninspektør. Kvindernes traditionelle domæner i 1800-tallet, håndarbejde og køkkenet, banede således vejen til ligestilling.