Drenge optager firs procent af pladserne på landets specialpædagogiske tiltag, og problemerne skydes testosteronproduktionen. Det betyder, at adgangen til venstre hjernehalvdel blokeres, så drengene ender med koncentrationsproblemer, og en del af dem ender så i specialtilbuddene. Piger kan derimod nemmere kan koble mellem højre og venstre hjernehalvdel, og det har stor betydning for de første skoleårs sproglige indlæring.

Men betyder det så, at man er fastlåst i bestemte kategorier? Og hvad nu, hvis forskellene er mere omfattende, end at de bare kan forklares biologisk, spørger Nanna Bernhard Munch-Steensgaard i sit professionsbachelorprojekt fra Læreruddannelsen Campus Roskilde ved University College Sjælland.

Når der tales om køn, handler det oftest om dreng eller pige. Der gøres ikke rede for "graderne af dreng eller graderne af pige". Nogen mener, at det er ens kropstegn, der bestemmer kønnet, så det er afgjort fra fødslen. Men andre siger, at man selv konstruerer sit køn.  "Ser man køn som biologisk bestemt, samt at man fra fødslen er forudbestemt med bestemte egenskaber og evner, så må man gå ud fra, at man også kan sættes i en boks, eller mere præcist en kønskategori. Disse kønskategorier kan give eleverne en følelse af at tilhøre noget eller nogle, samt det at være en del af noget", skriver Nanna Bernhard. 

Kategorierne dukker ofte op blandt lærere og pædagoger, når de skal omtale en elevgruppe som for eksempel fodbolddrengene eller dansepigerne. I mange tilfælde afspejler lærernes brug af kategoriseringer deres forestillinger og forventninger til elevernes måde at forholde sig på, og det hænger i høj grad sammen med elevernes køn. I bogen, Inklusion i interaktiv deltagelse i folkeskolen - Et forskningsprojekt om køn, teknologi og læring, står der, at der er tendens til, at lærere har bestemte forventninger til kønnenes adfærd. Piger er generelt mindre støjende og forstyrrende i undervisningen, og man må forvente, at disse forventninger er med til at bremse opfyldelsen af kravene i folkeskolens formålsparagraf, der siger, at eleverne skal udvikle sig alsidigt og blive lige så dygtige, de kan. "Det er svært, hvis eleverne ud fra deres køn fastholdes i bestemte forventninger og forestillinger", siger Nanna Bernhard.  

I bachelorprojektets problemformulering spørger hun derfor: "Hvilken betydning har et biologiserende syn på køn i forhold til at fastholde drenge og piger i bestemte roller og dermed begrænse deres udfoldelse?                                                        

Nordiske kønsforskelle

I 2010 blev der gennemført en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 24.663 elever og deres lærere og pædagoger på 122 skoler. Svarprocent var på 91,8, og rapporten viser, at der i folkeskolen er adskillige elevgrupper med forskellige forudsætninger og interesser. Piger vurderes til at være bedre end drenge, når det gælder social kompetence, skolefaglige præstationer, karakterer og motivation. Men, siger Nanna Bernhard, det er en vigtig pointere, at det er lærerens vurderinger, så tallene siger også noget om, hvordan læreren ser piger og drenge i skolen. Dertil kommer, at der også er store skjulte forskelle inden for hver af kønskategorierne.

Nordiske undersøgelser viser, at piger generelt klarer sig bedre end drengene ved grundskolens afgangsprøver, men det overraskende ved tallene fra Danmark er ikke, at pigerne klarede sig bedre end drenge i fag som dansk og andre sprogfag, siger Nanna Bernhard. Det overraskende er, at pigerne klarer sig på samme niveau som drengene i naturfagene - undtagen i skriftlig matematik - som traditionelt har været drengenes domæne. I Norge får piger bedst karaktergennemsnit i norsk, engelsk, matematik og naturfag, dog med undtagelse af den skriftlige matematikdel, hvor drengene scorer højest. I Sverige ser tallene stort set ud på samme måde. Den eneste forskel er, at de svenske pigerne også scorer højere end drengene i skriftlig matematik.

Er køn noget, vi fødes med, eller noget vi gør?

I bogen Køn, etnicitet og skoleliv siger Dorthe Staunæs, at køn ikke er noget vi er. Køn er noget, vi gør og bliver hver dag. I bogen Skolen er køn peger Susanne V. Knudsen på nye elevtyper, hvis køn ikke kan bestemmes ud fra deres tøj eller adfærd. "Disse drenge og piger følger altså ikke deres 'kropslige' køn, men har selv været med til at konstruere, hvem de er, og hvilket køn de vil tilhøre. Det er en af fordelene ved at tænke køn som socialkonstrueret. Køn er noget mangfoldigt, som ikke kan bestemmes ud fra en tokønnethed, der indeholder kønnene mand og kvinde", skriver Nanna Bernhard.

I modsætning til Dorthe Staunæs har Ann-Elisabeth Knudsen og Gideon Zlotnik en biologiserende forståelse. Køn bestemmes ud fra kroppens fysiske forskelle som kønsorganer, kromosomer, hormoner og ikke mindst hjernen. "Fra det øjeblik fosterets køn kendes, er der en bestemt opfattelse af, hvordan barnet er/skal være, og hvilke egenskaber dette barn kan udvikle og beherske". Ann-Elisabeth Knudsen har haft succes med at fremhæve forskelle på drenge og piger, og i bogen Pæne piger og dumme drenge er hun meget opmærksom på hjernens udvikling og på hvilken betydning, det har for drenge og pigers muligheder for at lære. Hun mener dog hun ikke, at forskellene har noget med intelligens at gøre, det handler derimod om pigers større potentiale, fordi deres hjerner modnes omkring halvandet år hurtigere end drenges, fortæller Nanna Bernhard. "Af den grund argumenterer Knudsen for kønsopdelt undervisning, så man kan møde drenge og piger på deres egne vilkår og tilrettelægge undervisning med en masse aktivitet til de testosteronfyldte drenge, og undervisning, der bruger tid på at hjælpe usikre piger med at opbygge troen på, at de kan", skriver hun. 

Gideon Zlotnik har med sin bog De stakkels drenge beskrevet, hvordan drenge og piger udvikler sig gennem barndommen. "Disse beskrivelser har fået ham til at rette opmærksomheden mod drengene, som 'det svage køn', der diskrimineres i folkeskolen og ikke gives samme muligheder som pigerne. Det skyldes ifølge Zlotnik 'den feminiserede skole' med overvægt af kvindelige lærere og pædagoger, og det kan skabe udfordringer for drengenes kønsidentitet, da folkeskolen mangler mandlige rollemodeller, som drengene kan spejle sig i, og som kan se drengenes behov for fysisk udfoldelse".

Om man har en tissemand eller en tissekone

For at undersøge projektets problemformulering har Nanna Bernhard interviewet to lærere i en middelstor by på Sjælland, og fået 52 lærere til at svare på spørgsmål om køn i et skema.

'Claus' underviser udskolingen i matematik, fysik/kemi, biologi og geografi. Han ser køn som en biologisk bestemmende faktor for elevers læringsvilkår og har kønsopdelt undervisning fast på skemaet.  "Claus er ikke til at rokke i sin overbevisning om, at køn er biologisk bestemt og drejer sig om: '… om man har en tissemand eller en tissekone'. Altså tegnet på kroppen, der ifølge Knudsen er med til at bestemme barnets egenskaber og samtidig også med til at styre barnets udviklingsvej". Han mener, at kønnet giver drenge dårligere vilkår end pigerne i skolen: ' … der er nogle biologiske ulemper for drengene, der giver dem dårligere vilkår end pigerne'". Derfor mener han, at man skal give plads til drengene. Claus kønsopdeler naturfagsundervisning, ' … fordi det giver pigerne større frihed i drengefagene. Der er meget praktisk arbejde, og det har drengene nemmere ved. Samtidig er det også en mulighed for at sortere de forstyrrende og støjende drenge væk fra de flittige piger, så de ikke skal indordne sig drengene og deres magtkampkultur i klasselokalet'. "Ved at kønsopdele undgår Claus, at kønnene automatisk falder ind i bestemte roller, såsom drenge, der tager føringen med forsøgene, og piger der ender som sekretærer. 'Jeg ser, at der sker noget andet for pigerne, når de er alene. De bliver mere modige til at arbejde praksisorienteret. Og drengene kan være drenge uden at skulle tage hensyn til pige-kulturen. Det er her gevinsten er!', siger han. Men kønsopdelt undervisning er ikke noget, man bare gør, understreger Claus: 'Man bliver nødt til at forstå, hvorfor man gør det. Altså have et formål med det'.

(Se alle 'Claus' svar i projektet side 31-32).

Man kan være dreng og pige på mange forskellige måder             

Den anden interviewede lærer, 'Maria', underviser på de ældste klassetrin i dansk, historie, kristendom og biologi på en anden skole, hvor hun også er inklusions- og familieklasse-vejleder. På hendes skole deles eleverne op i forskellige hold på tværs af klasserne et par gange om året i et par uger for at skabe nye dynamikker blandt elever. "Herigennem har hun prøvet kønsopdeling, interesseopdeling, faglig niveauopdeling og andre opdelinger. Hun nævner, at hun ser køn som både biologisk og noget, der skabes i samspil med ens sociale netværk. Hun stræber efter at være åben omkring elevernes køn og lade dem finde flere sider af sig selv", refererer Nanna Bernhard.

Maria ser ikke en umiddelbar fordel ved kønsopdelt undervisning. Det var sjovt, siger hun: 'Men generelt kan jeg godt lide at have pigerne og drengene samlet. Det giver gode dynamikker og er med til at udfordre kønnene'. "Det hænger fint sammen med hendes mål om at danne forskellige elevtyper. Altså være med til at udvikle drenge og piger i forskellige grader af kønnene og netop ikke følge en bestemt stereotyp", siger Nanna Bernhard.

Maria ser ikke kun drenge og piger, der kendetegnes via deres kropslige køn. Hun er åben for, at 'de kan være lige præcis, som de vil'. Ved at inddele eleverne i grupper efter undervisningens fremgangsmåde og metode har hun oplevet størst fremgang. Forskellene var tilgangen, som eleverne selv kunne vælge sig ind på: '… Dan ville så tilbyde noget 'røv-til-sæde' undervisning, Pia ville tilbyde noget meget fysisk, og jeg ville tilbyde noget, hvor vi vendte det hele på hovedet, eller hvor vi læste det baglæns eller noget. … rigtig mange drenge valgte selvfølgelig Pia. … drengene valgte ikke efter den mandlige lærer, men efter metoden', fortæller Maria.

Jan Kampmann, som har kritiseret Zlotniks påstand om, at drenge mangler mandlige lærere i folkeskolen, må have fat i noget, når han siger at skolen skal anskaffe sig lærere med forskellige personligheder, mænd såvel som kvinder, siger Nanna Bernhard. "På den måde kan skolen nemlig vise, at der ikke er bestemte måder, man skal opføre sig på, men at man kan være dreng og pige på mange forskellige måder, hvilket Maria også nævner: 'Jeg vil som sagt gerne have mange forskellige grader af drenge og piger. På den måde ser de, at der ikke er en fast forståelse af, hvordan man skal være pige eller dreng'".  

(Se alle 'Maria's svar i projektet side 33-34).

Tænker du over elevernes køn, når du planlægger/udfører undervisningen?

For at få et kvantitativt konstrueret billede af læreres opfattelser sendte Nanna Bernhard et elektronisk spørgeskema til de 74 lærere på en tredje folkeskole i samme by. 52 af dem udfyldte skemaet, og det gav en svarprocent på 70,3.          

På spørgsmålet, 'Er du bevidst om dit syn på køn i undervisningen', svarer 58 procent ja, og 19 procent svarer nej.  På spørgsmålet, om man oplever skolens som bedre til det ene køn, svarer 69 procent, at skolen favoriserer piger. Kun 15 procent mener, at skolen er lige god til både drenge og piger.

56 procent af de deltagende lærere oplever kønsforskelle i fagligt niveau, 81 procent oplever forskelle i interesser, 62 procent i upassende adfærd og 12 procent i passende adfærd. 6 procent oplever ingen forskelle.

(Se alle svar i tal og ord side 35 til 38 i projektet.)

Lærere skal reflektere over deres kønsopfattelser

"Køn er ikke noget, man kan komme uden om. Man fødes enten som dreng eller pige, hvilket ikke kan ændres eller viskes ud. Men hvad vi gør med disse køn, er en helt anden sag", siger Nanna Bernhard.  

"Som ansat i skolesystemet er det vigtigt, at man gennem sin praksis har for øje, hvordan man tænker køn. Ser man køn som noget biologiserende, sådan som Claus for eksempel gør, er det ekstra vigtigt at reflektere over egen praksis og over, hvad en biologiserende tilgang til køn betyder. Hertil kan man komme ud for, at man ligesom Claus har et meget klart billede af, hvad henholdsvis drenge og piger kan, og hvordan de hver især skal undervises. Det betyder, at man som lærer i stærk grad har placeret eleverne i bestemte kategorier, hvor de to drenge- og pigekategorier er de største og nemmeste, hvis man følger Claus' anvisning", skriver hun.

Problemet med at placere eleverne i bestemte kategorier er, at de påtager sig disse kategorier som en del af deres identitet. På den måde bliver lærerens forestilling også til virkelighed, og det sker på bekostning af elevernes udfoldelsesmuligheder. Eleverne fastholdes i lærerens forestillinger om, hvordan drenge og piger skal opføre sig, siger Nanna Bernhard. "Den biologiserende tilgang har nemlig en forventning om, at drenge og piger - på baggrund af deres biologi - besidder forskellige egenskaber og evner, hvilket betyder, at de til en vis grad er forudbestemt, og netop ikke udvikles alsidigt".

Ifølge læreren Maria skal elever kunne 'gå rundt om sig selv' og se, hvilke sider man sidder inde med. "En dreng kan sagtens have en feminin side, mens en pige kan være maskulin. Der er ikke grænser eller regler for, hvad man som dreng eller pige kan. Pointen ligger i ens forståelse af køn, som konstruktion. Derfor er refleksion over egen praksis ekstra vigtig, når man arbejder med børn. Alle ens handlinger og valg er nemlig præget af ens habitus, der har udviklet sig gennem hele livet. Man skal forstille sig, at habitus er de briller, man ser med, og jo ældre man bliver, jo flere ridser kommer der på glasset. Disse ridser er hverken positive eller negative, men er med til at danne vores billede af os selv, omverden og køn, hvad enten vi ser det som biologisk bestemt eller som en konstruktion i samspil med omverden", skriver hun i projektets konklusion.  

Åbne fora med fokus på køn

Hvordan skal man som lærer så handle, så man sikrer sig. at eleverne ikke bliver fastholdt i bestemte kønskategorier? Og hvordan møder man kønnene i skolen, spørger Nanna Bernhard.

(Se hendes analyse og diskussion i projektet side 17 til 25.)

I Sverige har man genus-pædagoger, der kan hjælpe lærere og pædagoger med problemstillinger, omkring køn. Men på skoler i Danmark kan man for eksempel oprette åbne fora, hvor kolleger kan tale om ens forståelse af køn, og hvad det betyder for elevernes udvikling, siger Nanna Bernhard. Man kan gøre eleverne opmærksomme på, at der er mange forskellige måder at være dreng og pige på, og at der skal være plads til alle. Hun mener, at det vil være relevant også at oprette den slags fora i vuggestuer og børnehaver. "Det skal ikke være sådan, at man fjerner kønnene, men man skal være opmærksomme på dem og reflektere over, hvad det betyder, når man omtaler en gruppe elever som 'stille piger' eller 'urolige drenge'. Man skal gerne konsekvent undgå at bruge disse kønskategoriseringer.  Skolen skal være et sted, hvor der er plads til forskelligheden, så alle elever kan være med til at konstruere deres eget køn", siger Nanna Bernhard Munch-Steensgaard.

Se hele professionsbachelorprojektet: