Pris for speciallærers kamp mod vold og trusler i skolen

Ved at registrere alle - selv de mindste - tilfælde af vold og trusler er det lykkedes specialskolen Frejaskolen at reducere antallet af arbejdsskader med en tredjedel. Skolens arbejdsmiljørepræsentant har nu fået KLF's Gyldne Pegepind.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Nogle skoler registrerer det måske, men det forbliver internt. Så ved forvaltningen og politikerne ikke, hvad der foregår på skolerne. For det første kan man ikke forebygge, og for det andet oplever nogle medarbejdere, at de bare bliver en skraldespand for bank. Politikerne og forvaltningen skal vide, at det er sådan, vores arbejdsmiljø er".

Sådan sagde speciallærer Helle Nattestad i Folkeskolen i januar, hvor hun fortalte om arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet på Frejaskolen, som er en skole i København for børn med autisme.

Mere fokus på vold giver mindre vold

I aften har hun modtaget Københavns Lærerforenings Gyldne Pegepind for sin indsats.

"Helle har en stor andel i, at der er på børne- og ungdomsområdet i København er enighed om, at vold og trusler aldrig skal accepteres. Helle har desuden den holdning, at det aldrig er barnets skyld, men at det er rammebetingelserne, der er problemet", fortalte formand for Københavns Lærerforening Lars Sørensen i sin tale til Helle Nattestad.

"Når Helle Nattestad er nået så langt med at sætte arbejdsmiljøområdet på landkortet skyldes det, som jeg ser det, en god blanding af faglig indsigt koblet med en enorm ihærdighed. Det generer ikke Helle at gentage et budskab indtil flere gange, hvis det bare er tilstrækkelig vigtigt, og hvis det virker som om, modtageren ikke helt har eller vil fatte pointen. Det har med garanti irriteret en række chefer - men det har været med til at styrke arbejdsmiljøindsatsen i Børne- og Ungdomsforvaltningen, og det er det vigtigste".

Foruden ære og forgyldt pegepind er prisen på 10.000 kr. Det er 24. gang, den Gyldne Pegepind uddeles.

Gylden pegepind til københavnske idrætslærere