Andengenerationsindvandrerelever, der er født og opvokset i Danmark, klarer sig ikke bedre end børn, der er kommet til Danmark fra udlandet. På det punkt skiller den danske skole sig negativt ud i forhold til de andre lande i de store Pisa-undersøgelser. Laila Colding Lagermann, ph.d. og ekstern lektor på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, er en af de forskere, som har undret sig over dette.

I sin ph.d. fra 2014 undersøgte hun, hvorfor unge med anden etnisk baggrund tilsyneladende klarer sig fagligt dårligere i skolen, og hvad elevernes muligheder og begrænsninger er for at deltage i det, der foregår i skolen, set fra de unges perspektiver. Det handler blandt andet om, at skolen inkluderer og ekskluderer blandt eleverne i skolen. Disse processer kan forstås som sociale og kulturelle fænomener. De tosprogede børn kan opleve sig ekskluderede fra det, der foregår i skolen, hvilket kan medvirke til, at skolen og skolearbejdet nedprioriteres, fordi de oplever, at det, de kan bidrage med i den sammenhæng, ikke er relevant i skolen. Derudover peger hun også på den generelle samfundsretorik over for indvandrere, som kan opleves som hård og fremmedgørende.

Sprogportrætter 
øger den sproglige 
bevidsthed 

Positive relationer nødvendige 
for skoleglæden

Laila Colding Lagermann underkender ikke, at elevernes sprog og baggrund generelt har en betydning for, hvordan de klarer sig fagligt, men for hende at se handler det ikke mindst om relationer. Hendes og anden uddannelsesforskning har vist, at positive lærer-elev-relationer er afgørende for læring og trivsel. Det er afgørende for eleven, at han oplever, at læreren kerer sig om ham, siger hun og peger på, at børns læring og trivsel tager udgangspunkt i tre grundlæggende behov: Eleven skal opleve at være medbestemmende i undervisningen. Eleven skal opleve sig kompetent i forhold til de opgaver, man bliver stillet. Det sidste behov er samhørighed. Mennesker er sociale væsener, og børn har behov for at opleve sig som en del af et positivt læringsfællesskab.

»Hvis man igennem en årrække har følt sig fremmedgjort og oplever, at man ikke kan levere det, man tror, der bliver forventet, så vil man søge anerkendelse andre steder. For eksempel blandt vennerne«, siger hun og understreger, at det altid er vigtigt, at læreren har positive forventninger til eleverne, fordi forventninger til eleverne på mange måder fungerer som selvopfyldende profetier.

»Hvide« idealer hersker

»Min forskning har flere overlap med Laura Gilliams forskning om børn med anden etnisk baggrund. Gilliam hævder, at disse børn ikke oplever skolen som et sted for dem. De oplever en opdeling mellem dem og danskerne. Det er helt ned i, hvem der bliver rost, hvad de bliver rost for, hvem der tit bliver skældt ud, og hvad de bliver skældt ud for«, siger Laila Colding Lagermann og forklarer, at børnene med anden etnisk baggrund oplever, at de får mere skældud end de etnisk danske børn, og at det er forskelligt, hvad der bliver skældt ud for.

Sanne Grubert, lærer og vejleder i dansk som andetsprog på Rødkilde Skole i Vanløse i København, kender selv denne problemstilling.

»Jeg tager mig selv i at korrigere nogle af de tosprogede drenge mere end de andre. Men jeg føler også, at jeg bliver nødt til det. Jeg har 27 elever i en klasse, og jeg skal få alle børn til at være i rummet, og jeg synes, det er svært ikke at blive ved med at sige til nogle bestemte elever, at de ikke skal råbe igennem klassen. Følelsen for nogle af de drenge er sikkert, at jeg altid skælder dem ud«.

Laila Colding Lagermann understreger, at arbejdet med relationer er langvarigt, og at det bliver vanskeliggjort af høje klassekvotienter og andre forhold, som lærerne ikke har indflydelse på.

»Det er svært, og jeg har selv prøvet at stå på gulvet med 28 elever og skulle have det til at fungere», siger Laila Colding Lagermann, men holder fast i, at det er vigtigt, at man som lærer giver plads til forskellighed i en klasse. Det handler ifølge hende også om de forforståelser, man har som lærer.

Ifølge den britiske uddannelsesforsker David Gillborn rammesættes undervisningen af læreres formelle og uformelle konstruktioner af »den ideelle elev«, som præges af lærerens opfattelser af køn, social klasse og etnicitet.

»Vi har alle sammen forforståelser også i forhold til race og etnicitet. For eksempel kropstegn som brun hud, mørkt hår, tørklæde. Det er tegn, der for mange ikke konnoterer hvid danskhed, som de kender det. Ifølge Gillborn kommer disse forestillinger til at spænde ben for nogle af de elever, der falder uden for vores forståelse af den ideelle elevadfærd«, forklarer Laila Colding Lagermann. Lærerne bør arbejde med at få øje på deres egne blinde pletter i forhold til elever med anden etnisk baggrund, for først der kan man som lærer handle.

Anden generation: Kendt problem i mange år

Find dine blinde pletter

»Hvordan kan vi få øje på de blinde pletter, når de netop er blinde?« spørger Sanne Grubert.

»Vi skal være nysgerrige på vores egne forståelser. Det er muligt, at vi ikke får øje på noget. Men måske er der noget i den måde, jeg går til mine elever på, der spænder ben for det, jeg gerne vil«, svarer Laila Colding Lagermann.

For eksempel skal man være varsom med generaliserede forståelser af, hvad det vil sige at komme fra Libanon, eller at forældrene kommer fra Pakistan. For så forstår man eleven hen over hovedet på ham.

»Ofte ser disse elever sig selv som danskere med arabisk eller somalisk baggrund«, siger Laila Colding Lagermann, der i sin ph.d. interviewede Aisha, som er fra Somalia og bærer tørklæde. Aisha sagde: »Jeg er lige så dansk som alle andre danskere«. Alligevel oplevede hun, at folk ikke så hende som dansker, fordi hun så anderledes ud.

»Eleverne oplever de her ting. En af drengene er klar over, at der er noget tøj, han ikke kan gå i, hvis han vil aflæses mere dansk. Han synes, Canada Goose-jakker er seje, men han kan ikke gå med én, fordi han hedder Mounir og bor, hvor han bor. Hvis han tager en kæmpe dunjakke på, oplever han at blive låst fast i en forestilling af andre«, fortæller hun.

Dansk undervisning kan være svær at forstå 

Gode intentioner er ikke lig 
med gode resultater

På trods af at alle medbringer forforståelser af andre, pointerer Laila Colding Lagermann, at forskning samtidig viser, at lærerne i høj grad agerer farveblinde. Selvom lærerne ser forskelle, forsøger de at tone det ned. Folkeskolen er præget af idealet om lighed, men idealet er dog ikke helt uproblematisk, fordi der med det løber det, der i forskningen betegnes som en (hvid) farveblindhed, der refererer til en (hvid) idé om etnicitet og race som ubetydelige sociale kategorier i en dansk kontekst. Men på den lange bane bliver det et problem, fordi forskning viser, at etnicitet har en betydning for, hvordan et individ eller en gruppe placeres i det sociale eller økonomiske hierarki.

»Jeg er sikker på, at lærere har de bedste intentioner. Vi har set, hvad forskelsbehandling historisk set har betydet, og det gør, at vi meget nødigt fremhæver farveforskelle. Men selvom vi har velmenende intentioner, er det ikke ensbetydende med en god effekt. Effekten kan blive, at vi underminerer en underliggende ulighed«, siger Laila Colding Lagermann. »Der er forskel. De her børn oplever forskelle hver eneste dag i større eller mindre grad - både Mounir, der ikke kan gå i noget bestemt tøj, og pigen med tørklædet, der ikke kan få job hos den lokale bager«.

»Skal vi italesætte sammen med børnene, hvad det er for fordomme, de er oppe imod, og sige ligeud, at de skal være ti procent bedre end de etnisk danske børn, snarere end at skjule det?« spørger Sanne Grubert.

»Som lærer bør man i hvert fald have en nysgerrighed på hver enkelt elevs unikhed. For nogle betyder det for eksempel meget, hvor de kommer fra, mens det for andre betyder mindre«, svarer Laila Colding Lagermann.

Fra forskningen: Flersprogethed - en fordel eler en ulempe, når man skal lære sprog?

Hård samfundsretorik

I Laila Colding Lagermanns ph.d. var hun ude på både en københavnsk skole og en skole i Malmø. En del af hendes undren gik på, hvad det er, vores svenske naboer kan, som vi ikke kan i Danmark.

»I Sverige er der velkomstbrochurer til forældrene om, hvad de kan forvente sig af skolen. Her står, at vi forpligter os som skole til at hjælpe dit barn sådan og sådan. Det er en helt anden retorik og sprogbrug, og det er ikke bare på skoleplan, men også på samfundsmæssigt plan«, forklarer hun og henviser til den til tider skingre danske retorik om udlændinge og indvandrere. Den måde, vi taler om »de andre« på, oplever eleverne også, og det påvirker, om de føler sig som en del af fællesskabet.

»I USA har de positiv forskelsbehandling af sorte på nogle områder. Det er en måde på at anerkende, at det, vi på et tidspunkt har haft gang i, har haft fatale følger for vores samfund. Det at agere farveblindt og sige, at alle har lige muligheder, er ikke altid godt, fordi forskning peger på, at dette langtfra er tilfældet. Det handler om at anerkende, at der er forskel, og jeg skal som lærer anerkende, at mine elever oplever den ulighed. Først dér kan jeg gribe det an«.

Ifølge Laila Colding Lagermann er en af løsningerne, at man som lærer skal være varsom med generaliseringer, og man skal tage udgangspunkt i det enkelte barn.

»Hvis man går ud fra, at mennesker har grunde til at handle, som de gør, hvad er så grunden til, at Assad møder op hver eneste dag og bliver ved med at være irriterende? Hvad kan det handle om?« spørger hun retorisk.