Professor Susan Tetler, DPU, Aarhus Universitet har beskæftiget sig med inklusion og specialpædagogik i 40 år. De 20 år som folkeskolelærer i almindelige klasser og i specialundervisningen og de seneste 20 år som forsker.

"Der er både positive og negative tendenser i inklusionsarbejdet i dag. Noget af det positive er, at der efterhånden er en mere udbredt opfattelse af, at systemet må påtage sig et ansvar for udviklingen af en inkluderende skole. Det er et fremskridt. I dag er man også mere optaget af børneperspektivet, hvad børnene oplever i skolen. Men det er en langsigtet proces at udvikle inkluderende læringsmiljøer", siger Susan Tetler.

"Hele standardiseringslogikken og den målfikserede skole kommer så ind og spænder ben for en forståelse af, at inklusionsidéen snarere kræver differentiering og fleksibilitet i respekt for elevernes diversitet. Det clasher bare. Der er tale om to modsatrettede bevægelser, og dér kommer inklusionsdagsordenen til kort".

Forskning i inklusion: Dårlige vilkår for samarbejde på skoler 

Folkeskolen.dk har interviewet professor Susan Tetler i anledning af den afslutningskonference, der bliver holdt på DPU den 1. december, fordi hun går på pension med udgangen af året.

Reformer ikke sammentænkt

Susan Tetler mener, at inklusionsloven og folkeskolereformen ikke i udgangspunktet er sammentænkt. På visse punkter er de i modstrid.

"Inklusionsloven kræver investering og systemisk tankegang. Den skulle have haft mindst fem år til at blive implementeret. Men så beslutter politikerne en folkeskolereform. Der er egentlig tale om to parallelle reformer, hvor det bliver den øgede faglighed, der får den højeste prioritet. Og i det forløb bliver de børn, der har "særlige behov", i flere tilfælde ofret", siger Susan Tetler.

Hun mener, at folkeskolen  i dag er udfordret

"I den situation synes jeg, at det er alt for let, at gøre inklusion og de udfordrende børn til syndebuk. Jeg savner, at der er en mere nuanceret problemforståelse, så folkeskolens problemer kan adresseres mere præcist".

Susan Tetler mener, at det går for hurtigt, og at man ikke når at se perspektiverne. Det som ligger Susan Tetler mest på sinde, nu hvor hun går af, er specialpædagogiske indsatser skal være en del af den almindelige skole.

"Inklusion er jo ikke ensbetydende med, at børns behov skal usynliggøres. Der er stadig børn med behov for en særligt tilrettelagt indsats, og det kræver blandt andet specifikke metoder, der skal integreres i almenundervisningen. Der skal udvikles en inkluderende specialpædagogik, for ellers bliver de mest udsatte børn tabere. Jeg taler ikke om specialundervisning som i gamle dage, hvor den var adskilt fra resten af undervisningen. Tværtimod skal de specialpædagogiske indsatser integreres i skolens almenpædagogiske virksomhed".

Fra forskningen: Inklusion og eksklusion i skolens praksis 

Og det kræver selvfølgelig forberedelsestid til lærerne og kompetenceudvikling.

"Man kan ikke sætte en reform i værk og så tro, at det nok går helt af sig selv, hvis der ikke er resurser til kompetenceudvikling og nødvendig forberedelsestid", siger hun.

Susan Tetler taler om, at der kommer til at ske et stort kompetencetab, fordi specialpædagogik er blevet fjernet som selvstændigt linjefag i læreruddannelsen og i stedet er blevet et kort obligatorisk modul. "Specialpædagogisk viden og specialpædagogiske kompetencer er nødvendige i en skole, der bestræber sig på at være inkluderende",lyder det fra Susan Tetler.

En langstrakt proces

Susan Tetler mener, at det er positivt, at systemet i dag har påtaget sig et vist ansvar for inklusion.

"Hvor integrationens succes tidligere (1980'erne') var afhængig af enkelte lærere som ildsjæle, er der i dag en mere udbredt opfattelse af, at inklusion kræver et langt mere systematisk arbejde. Systemet har påtaget sig et vist ansvar, og det er da et fremskridt", siger Susan Tetler og understreger, at  udvikling af inkluderende læringsmiljøer er en langstrakt proces, som kræver de rette vilkår for at kunne komme helt i mål.

"For mig er det vigtigt at se inklusionsambitionen ikke som et mål i sig selv, men som en udviklingsretning, hvor man hele tiden er opmærksom på at skabe rum for så inkluderende processer som muligt. Især oplever forældre til børn med ADHD og autisme, at deres børn kommer i klemme i skolen", understreger hun.

Der er en tendens til at sætte kortvarige projekter i gang, men en udvikling af inkluderende læringsmiljøer kræver langsigtet arbejde - og med skolens grundlæggende værdier i spil.

Susan Tetler fortæller, at hun hører, at specialskolerne gerne vil samarbejde med de lokale folkeskoler og være med til at udvikle læringsmiljøerne, men at det ikke bliver benyttet så meget af folkeskolerne.

"Det er svært at afgøre, hvorfor ikke. Måske er det, fordi det koster resurser for den enkelte folkeskole? Måske er det, fordi det er svært at overføre en metode, der kan fungere i en specialklasse med få elever til en almindelig klasse med 28 elever? Man skal jo ikke have en ekspert ud for at observere eller se nærmere på en elev, man skal lære hinandens kontekster at kende og have respekt for hinandens hverdag", siger Susan Tetler og forklarer:

"Det er jo ikke tilstrækkeligt at få en ekspert ud for at teste eller se nærmere på en specifik elev; man må lære hinandens kontekster at kende og have respekt for hinandens pædagogiske hverdag, før det giver mening at overføre viden og metoder fra en læringskontekst ispecialskolen til en anden i folkeskolen".

Gør op med perfektheden

Hun fremhæver inklusionseftersynet, hvor der blandt andet var nedsat en ekspertgruppe af praktikere. Men hun efterlyser implementeringen af den nuancerede rapport og de mange konkrete anbefalinger, der kom ud af eftersynet.

"Nu er den tredje minister fra det tredje parti kommet ind over. Der er foretaget en omorganisering i Undervisningsministeriet, og så kommer inklusionslovens implementerings- og forankringsarbejde formentlig til at ligge mere stille et stykke tid. Det er i dag KL og ministeriet, der sammen skal implementere anbefalingerne fra inklusionseftersynet. Men er det arbejde prioriteret højt nok?", spørger hun.

Susan Tetler mener, at det travle og komplekse hverdagsliv giver børnene et svært børneliv. For mange børn trives ikke, de har for eksempel hovedpine og spiseforstyrrelser. 

"Vi har fået et snævrere normalitetsbegreb. Vi hylder i retorikken mangfoldigheden men samtidig bliver der stadig snævrere grænser for det normale. Man skal være 'perfekt', der er ikke plads til at fejle, være skæv og eksperimentere", siger Susan Tetler og fortæller, at det kræver et opgør med 'perfekthedens tyranni', hvis vi skal udvikle en inkluderende læringskultur.

"Vi er alle særlige, og lærerens opgave er at se det særlige i hver enkelt og få det til at spille sammen i læringsfællesskabet. Det er det, fællesskaber udvikler sig af.  Vi arbejder vel netop i team, fordi vi er forskellige, så vi kan supplere hinanden. Ellers var der ikke grund til at arbejde i team. Det er jo netop for at udnytte vores forskellige egenskaber og kompetencer, så vi samlet set får noget bedre ud af det hele".