Foto: OECD
Verdens længste skoledag er blevet endnu længere
Med indførslen af obligatorisk lektiehjælp og et ekstra skoleår har Danmark og Australien begge udbygget deres føring som landene med verdens længste skoleliv, viser en ny OECD-rapport.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
10.960 timer kan en dansk folkeskoleelev som udgangspunkt se frem til at være i skole i løbet af de ti år, den obligatoriske skolegang varer.
Det viser den årlige Education at a Glance-rapport fra OECD.
Det tal overgås kun af Australien, hvor eleverne kan se frem til 11.000 timers undervisning, fordi Australien nu har 11 obligatoriske skoleår.
Sidste års rapport viste, at danske elever havde 10.040 undervisningstimer i løbet af deres skoleliv. Siden da er den obligatoriske lektiehjælp slået igennem i statistikken og har altså forhøjet tallet med 920 timer eller 9,16 procent.
Officielt: Danmark har OECD-rekord i skoletimer
Kigger man på tabellen for antal obligatoriske timer per år, så topper Danmark med 1.051 i 'primary school' (danske børnehaveklasse til 6. klasse) og 1.200 i 'lower secondary school' (dansk 7.-9. kl.). En fremgang fra henholdsvis 954 og 1.120 timer i forhold til sidste års rapport. Her følger Chile og Australien på anden- og tredjepladsen.
Formand for Danmarks Lærerforenings undervisningsudvalg Bjørn Hansen er ikke overrasket over tallene. Og han mener ikke, at der er tale om en glædelig udvikling.
"Det er forkert brug af de resurser, der er til skolen, at man bruger dem på mange timer i stedet for at putte kvalitet i timerne", siger han.
En analyse, Danmarks Lærerforening sidste år fik lavet på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet og Social- og Indenrigsministeriet viste, at udgiften til en undervisningstime er faldet med 26 procent på seks år.
En skoletime er blevet 26 procent billigere
"Med et øget timetal falder kvaliteten, hvis ikke der følger resurser med, og det tyder det ikke på, at der gør", siger Bjørn Hansen.
Ifølge Education at a Glance-rapporten brugte Danmark i 2013 2,2 procent af bruttonationalproduktet på 'primary educational institutions'. OECD-gennemsnittet er 1,5 procent.
En elev i folkeskolen koster, ifølge rapporten, årligt 75.350 kroner - et stykke over OECD-gennemsnittet på 56.252 kroner.
Bjørn Hansen påpeger, at de nyeste tal for udgifterne per elev er fra 2013 og altså før, folkeskolereformen trådte i kraft med sin voldsomme stigning i timetallet.
"Og selv om vi måske ikke kommer under OECD-gennemsnittet, så falder beløbet til hver time markant ifølge vores undersøgelse, og det skal man være opmærksom på fører til faldende kvalitet", siger han.
Læs hele rapporten her: