Lærerne fortæller, at de arbejder mindre, men at de samtidig er mere stressede. Fordi de ikke når deres arbejdsopgaver. Stresset, irritabel, negativ og træt er ord, der går igen i besvarelser i den nye webundersøgelse om folkeskolereformen og arbejdstidsloven.

Socialrådgiver: Man spiller hasard med folkeskolen

»Man er meget stresset af alt det, man ikke når - og samtidig bliver eleverne mere upersonlige for en«, har én skrevet. »Det bliver sådan lidt ligegyldigt for mig det hele«, skriver en anden.

»Jeg har ofte grædt, når jeg er kommet hjem fra arbejde«.

60 procent af lærerne svarer i webundersøgelsen, at de føler sig stressede af arbejdsrelaterede årsager, og at deres stressniveau er højere, end det var forrige skoleår. Ingen af de medvirkende lærere oplever et lavere stressniveau i år, og kun otte procent svarer, at de oplever, at stressniveauet i år ligner forrige skoleårs.

Samtidig siger næsten en tredjedel - 31 procent - at deres eget sygefravær er højere i år sammenlignet med sidste år.

Flere fortæller, at de har været sygemeldt på grund af stress, andre er lige kommet tilbage på arbejde på nedsat tid, nogle er sygemeldt endnu. De skriver kommentarer om søvnbesvær og om at have mistet glæden ved arbejdet.

Arbejdsmiljø under pres

305 lærere - ud af 497 - fra panelet har valgt at skrive en kommentar om, hvilken betydning det har for kvaliteten af deres arbejde og for deres arbejdsmiljø, at de ikke når alle deres arbejdsopgaver. Arbejdsmiljøet er dermed det emne, som har fået flest til at kommentere - og der tegnes et bekymrende billede: Kedeligere undervisning og mindre samarbejde med kolleger er bemærkninger, der går igen i undersøgelsen. Nogle beskriver ligefrem, at de er blevet »enelærere«.

Lærerne planlægger fra dag til dag eller fra time til time og er frustrerede over at være kronisk bagefter. Nogle fortæller, hvordan de planlægger næste time, mens eleverne arbejder selv.

I undersøgelsen har lærerne også fået spørgsmålet: »Generelt vurderet, er du da tilfreds med måden, lov 409 og skolereformen påvirker dit arbejde på?« Det svarer 85 procent nej til. Kun syv procent svarer ja.

Reddet af fridage

Charlotte Bogø Rasmussen, lærer på Skovsgård Tranum Skole i Nordjylland, er én af de mange, der har svaret, at de ikke når alle deres arbejdsopgaver. I en kommentar i undersøgelsen skriver hun: »Kvaliteten af arbejdet er forringet! Overordnede mål for undervisningen eksisterer kun, når man benytter sig af digitale portaler. Man føler ofte, at arbejdet er brandslukning. Arbejdsmiljøet er i den grad under pres«.

Til Folkeskolen fortæller hun, at hun i november tog tre fridage fra sjette ferieuge, og at det gjorde, at hun klarede sig igennem.

»Jeg var kørt ned til sokkeholderne af de mange opgaver. Skriftlige opgaver fra eleverne væltede ind. I marts gjorde jeg det samme. Dér brugte jeg de sidste to dage i sjette ferieuge. Det hjalp at tage hjem, men det er svært at holde fri, når man ved, at man har en masse opgaver liggende. I juleferien havde jeg fire klassers stile liggende. Men jeg har valgt at køre den hårde linje, så jeg arbejder ikke hjemme. Jeg er på skolen 40 timer om ugen, og det har givet noget godt til familien. Jeg er bange for at tage noget med hjem, for så er jeg tilbage i tidligere gænge. Men jeg ser da, at kolleger tager arbejde med hjem. Vi må gå meget på kompromis i arbejdet, og derfor arbejder nogle kolleger hjemme«.

Er blevet enelærer

Charlotte Bogø Rasmussen fortæller, at lederne gør, hvad de kan, inden for deres rammer.

»Jeg oplever at være blevet enelærer. I mange år har vi haft et teamsamarbejdsmøde hver uge, hvor vi havde tid til at diskutere didaktik. Nu skal vi være heldige, hvis det sker en gang hver tredje uge. Vi ramler hele tiden ind i andre møder, vi skal deltage i. Virkeligheden er klart en anden, end den er tænkt på papiret«.

»Det er blevet svært med tid til de elever, der ikke har det så godt. Fordi vi ikke har tid til at mødes i teamet tit nok til at kunne samle op dér. Det er muligt, at vores møder tidligere ikke har været effektive nok, men som det er nu, er der for lidt tid«.

Hun fortæller, at de taler åbent om arbejdspresset på skolen, og at ingen ser ned på hinanden. Man har forskellige strategier til at klare opgavepresset. Selv er hun begyndt at meditere for at håndtere den pressede hverdag.

Går ud over eleverne

Charlotte Bogø Rasmussen har ikke længere tid til at gennemtænke et helt undervisningsforløb, som hun kunne tidligere.

»Jeg har oplevet at stå i undervisningen og være taknemmelig for at have nogle år på bagen. Så kan jeg da komme igennem. Jeg har også brugt en portal ret ukritisk uden at rette det, jeg havde lyst til at rette, for det havde jeg ikke tid til. Det forringer klart min arbejdsglæde, og det er et tilbageskridt for folkeskolen«, siger hun.

»Arbejdsopgaverne er for mange, i forhold til hvor mange ansatte vi er. Vi skal have set på, hvordan vi kan fordele arbejdet anderledes på skolen. Men det er svært. Klasser er jo forskellige. Man kan have en klasse med 20 elever, hvor fem-seks af dem har brug for netværksmøder. Klasser kan ikke puttes i kasser, det er jo mennesker, der er tale om. Og hvor hører et hjemmebesøg til, når en pige går ned med angst? Der er ingen kasse til sådan en opgave. Det er absurd«.

Hun oplever, at alles arbejde er under pres.

»Lærere har høje forventninger til sig selv, men nu skal vi lære at yde bare sådan, at eleverne får gode resultater i de nationale test - og så ikke mere«.

»Jeg kan stadig godt lide at være lærer, jeg nyder samværet med børnene, men der er godt nok mange kompromiser i hverdagen. De, der beslutter, kender slet ikke livet på gulvet. Ledelsen er presset, og jeg tror ikke, at vi har set toppen af arbejdspresset endnu. Vi er magtesløse, og desværre er det børnene, der bliver taberne«.