Susanne Andersen konstaterer, at hun denne onsdag nåede at klargøre undervisning i ét fag i én klasse - og onsdag er ellers hendes primære forberedelsesdag i løbet af ugen. Derfor har hun aflyst et møde med en kollega i morgen tidlig for at få forberedelsen til at hænge en anelse bedre sammen.

Eller rettere - klargøringen af undervisningen. Det er hun begyndt at kalde det, fordi det passer bedre med virkeligheden. Og så giver det mindre dårlig samvittighed.

»Når jeg siger, at jeg forbereder mig, så betyder det, at jeg søger på nettet, måske læser jeg nogle forskningsmaterialer eller noget undervisningsmateriale. Jeg undersøger et emne, som vi skal arbejde med. Det er forberedelse, men det kan jeg ikke mere. Det har jeg ikke tid til. Men jeg kan have styr på mine materialer til undervisningen. Derfor er jeg begyndt at kalde det klargøring i stedet for. Det hjælper mig«, forklarer Susanne Andersen, der er klasselærer for 4.f på 4kløverskolens Frørup-afdeling i Nyborg.

I september holdt hun møde med sin skoleleder, fordi opgaverne pressede hende. Der var alt for mange, og det gik ud over hendes nattesøvn.

Skolelederen tog nogle opgaver fra hende, så hun for eksempel ikke er AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) og it-vejleder for tiden. I stedet har hun fået timer i fordybelsescafeen om eftermiddagen. Den nye opgaveoversigt skal tages op med ledelsen ved en samtale om et stykke tid.

»Det har hjulpet helt enormt. Hvis ikke de havde taget nogle opgaver fra mig, var jeg knækket«, siger hun.

Dybt frustrerede lærere: Loven hindrer os i at nå vores arbejde

Mindre stress nu

»Jeg er ikke længere så stresset. Jeg sover igen om natten, og jeg drømmer ikke om skole mere. Jeg har ikke dårlig samvittighed over for mine kollegaer, fordi jeg ikke har nået at gøre it-lokalet i orden. Jeg har fået ro på. Mine kollegaer siger, at de kan se det på mig. Jeg har ikke overskud, men jeg har fået ro på. Jeg har lært at sige, at det ikke er mit bord med it-lokalet«, fortæller Susanne Andersen.

På 4kløverskolen er den understøttende undervisning defineret som klassens time og tre gange morgensamling om ugen for mellemtrinnet. Susanne Andersen skal ikke deltage i morgensamlingen for tiden, og hun lægger bånd på sig selv for ikke at gå med. Hun har jo lyst til at være med, men det går ikke. Tiden bliver i stedet brugt på forberedelse.

»Jeg har aldrig tidligere været så træt om eftermiddagen, som jeg er nu - og jeg har aldrig arbejdet så ineffektivt som nu. Jeg er træt, fordi det hele er så komprimeret«.

Hun tør ikke tænke på årsplaner, for dem har hun slet ikke set på her i slutningen af september. De plejer at være klar, når skoleåret begynder. Hun prøver også at lade være med at tænke på elevsamtalerne, der skal ligge før skole-hjem-samtalerne. 18 elever i 4.f tager mere end en uges klargøringstid, forklarer hun.

I går lykkedes alt

»Jeg har aldrig brugt taskebøger så slavisk som i år. Ikke engang da jeg var ny lærer. Jeg er begyndt at overveje, om intentionen fra politikerne mon er, at vi skal have faste materialer på de forskellige klassetrin. Alle de mål, vi sætter op for børnene om inklusion og trivsel, de er jo altså ikke sat op for at få tiden til at gå. De er sat op for at sikre udvikling og trivsel. For at vi kan være med til at danne børnene.

Hvis jeg skal følge Fælles Mål i alle fagene, så kan jeg ikke passe mit arbejde. Så kan jeg bare klargøre eleverne til test, men sådan hænger verden ikke sammen hos mig.

Vores ledelse gør, hvad den kan. Men dens rammer er ligesom vores snævret kraftigt ind«.

På skolen vil de gerne fejre folkeskolens 200-års fødselsdag, men det er blevet indskrænket til en emnedag. Ingen kan finde tiden til at planlægge den emneuge, som de egentlig først havde forestillet sig. Lærerne skal være udklædt som i 1814, men Susanne har ikke tid til at lede efter tøj i en genbrugsbutik, så hun vil se, om ikke hun har noget derhjemme, der kan bruges.

»I går lykkedes alt, og jeg kom flyvende hjem fra arbejde. Så kan jeg det hele. I dag er al min forberedelsestid gået med at løse konflikter. Derfor har jeg måttet aflyse et møde i morgen. Ellers kan det ikke hænge sammen«.

Hun fortæller, at hendes mand en dag spurgte, hvorfor hun gider.

»Fordi det er det hele værd - når jeg ser Oles tårevædede ansigt, samtidig med at han siger: 'Tak fordi du vil hjælpe mig'. Når jeg hører trygheden i en fars stemme, da jeg lover at tage en snak med hans datter. Når jeg ser Pia lykkes med division. Når Yvonne kommer forbi og takker for overgangen mellem 6. og 7. klasse. Når jeg ser Ibs lillebror i børnehaveklasse fortælle de andre drenge omkring bordfodbold, at jeg slet ikke er så skrap: 'Det var bare noget, de (mine gamle 'møgunger') drillede hende med' ... Listen er lang«.

Kursus i klokken

Hendes 4.f er på vej ind fra pause til matematik. Hun må tysse og huske dem på, hvordan matematiktimerne begynder. Med et kvarters stille arbejde i mappen. Bagefter skal de gå videre med de huller, de har efterladt i regnehæftet - de opgaver, som de har sprunget over i første omgang.

Susanne går rundt for at hjælpe de elever, der har behov.

»Er 5 med i 3-tabellen?« spørger hun en elev.

»Det kan jeg ikke huske …«. Eleven når lidt efter frem til, at 5 ikke er med i 3-tabellen, og går videre. Er 13 så med i 3-tabellen? Nej, heller ikke.

»Det er ikke min skyld, at 13 ikke er med i 3-tabellen, så du skal ikke være sur på mig«, griner Susanne Andersen. Pigen smiler og tæller videre.

Der er stille og koncentreret arbejde i lokalet nu. Eleverne rækker hænderne op efter hjælp. En elev skal have forklaret, hvad et vinkelret linjestykke egentlig er. Én kaster stille med tre forskelligt farvede centicubes og farvelægger i et skema, hvilken farve der falder ud, når hun kaster. Én får besked på at læse opgaven højt, og så viser det sig, at det var ordet »lodret«, der drillede.

Det sidste kvarter af timen skal eleverne skrive i deres grønne hæfte. Her fører de dagbog over ugens oplevelser og fortæller, hvad de glæder sig til. Alle skal lige op til Susanne Andersen og vise, hvad de har skrevet.

Tre elever fra klassen skal ikke i fordybelsescafe. For de andre vil der i dag være et kursus i »klokken« for dem, der har brug for det. Det er frivilligt, men der er en gruppe elever, der har svært ved klokken. De får et kvarter, hvor de skal tegne visere på et ur. Hvornår står du op om morgenen? Hvornår går du hjemmefra? Visere på urskiven peger på de klokkeslæt, som opgaven lyder på. Susanne Andersen sidder sammen med gruppen og hjælper på vej.

De andre er i gang med deres lektier eller det arbejde, de vil fordybe sig i. Har de et matematikspørgsmål, ved de, at Susanne Andersen kan hjælpe i dag. Hvis de ønsker hjælp i dansk, er der en dansklærer til rådighed. Eleverne sidder i mellemtrinnets tre klasselokaler eller i aulaen, hvis de ikke har brug for hjælp eller arbejder i gruppe.

»Vi følger lov 409 - og så alligevel …« 

Gerne flere timer i cafeen

»Jeg er vild med opgaven fordybelsescafe. Her kan jeg mærke, at jeg kan nå det, jeg gerne vil, i timerne. Det er en fordel, at vi er faglærere i fordybelsescafeen. Her vil jeg faktisk gerne have flere timer. At opleve at se en elev, der ikke fungerer godt i de rammer, vi sætter op i undervisningen, men som her arbejder flittigt og hjælper andre, det er dejligt«, siger Susanne Andersen.

»Her kan jeg som faglærer give nogle børn den ekstra støtte, som de har brug for«.

På 4kløverskolen hedder det fordybelsescafe, fordi forældrene derhjemme så ikke behøver at diskutere med deres børn, om de skal i cafeen eller ej, og om de har lektier for. Der er altid noget, man kan fordybe sig i.

Lærerne har dog bedt enkelte forældre om ikke at melde deres børn til cafeen, fordi børnene ikke magter den lange dag og de mange skift.

I indskolingen er det pædagoger, der står for cafeen, og på mellemtrinnet er det lærere.

Selv om Susanne Andersen har matematikken i cafeen, lyder der pludselig en tysk sætning med »ein haj«.

»Hvor er den sød - og ond«, griner hun til en dreng, der viser sin tegning til tysk, som hun også underviser i. Det er en tegning af en glad dreng, der svømmer, og bag ham ser man to hajfinner. Flere er i gang med at tegne til en tysk sætning, de har skrevet. En diskussion om Erik Klippings håndfæstning, og om at Grundloven først kom meget senere, er der også plads til.

»Så må du forklare, hvad en håndfæstning er«, siger Susanne Andersen til pigen, der er i gang med en opgave.

Der er uro, nogle elever går forstyrrende rundt.

»Jeg ved godt, at I er trætte, men vi forventer, at der er ro herinde. Jeres forældre har valgt, at I skal være her i fordybelsescafeen. Men I må gerne begynde at rydde op«, siger Susanne Andersen.

»Åhhh, der er megamange stole«, mener en dreng.

Endelig bliver der ro. Hun sender eleverne af sted en til to ad gangen, giver dem hånden og et »tak for i dag«.

Faldt i søvn på spisestuestol

»Jeg savner inderligt tid til at tale med mine kollegaer. I vores frokostpause har ledelsen sat pædagoger på frikvarteret, så vi har mulighed for at spise samlet, men tiden går med overleveringer om konflikter mellem elever. Og når det bliver torsdag og fredag, er her helt stille efter klokken 15 i pauserummet. Ingen sætter sig længere med en kop te bare for at sludre«.

"Jeg har endnu ikke lært at sige: Jeg forbereder mig ikke" 

Susanne Andersen fortæller, at hun har fået gode råd fra kollegaer - om klargøring i stedet for forberedelse og efterbehandling. Om at have en liste med skal-opgaver, som man så kan slette fra - selv om hun også oplever, at listen bare vokser.

»Jeg har nu oplevet at måtte sende en besked til forældrene om, at jeg ikke nåede ugeplanen, at de får den tirsdag i stedet. Da jeg efter seks uger skulle prøve at sætte et ord på min hverdag, blev det 'bekymrende'. En kollega sagde 'søgende', og det er jo det, vi er. Det var en øjenåbner. Det er jo et 'vi øver os-år'. Men lige nu begår jeg den fejl, at jeg får klargjort tingene til de andre klasser, jeg har, og så venter jeg med min egen klasse. Men det er jo vigtigt også at få gjort det, jeg skal, for min egen klasse«, siger hun.

»For en måned siden tog jeg mig selv i at falde i søvn på en spisestuestol med en kop te, da jeg kom hjem om eftermiddagen. Helt så træt er jeg ikke nu«.

Hun glæder sig over, at kollegaerne ikke er afhængige af hende i forhold til it-lokalet. Hun har tvunget sig selv til at sige, at det ikke er hendes bord, og at det er ledelsen, der har besluttet det. Der er en anden, der har fået opgaven.

»En god ting ved lov 409 er, at den har åbnet vores øjne for alt det grænseløse arbejde, vi tidligere udførte. Men det er min forhåbning, at lov 409 forsvinder. Den skal forsvinde. Ellers ødelægger man folkeskolen«.