Frederiksberg Ny Skole hedder den, og den har kun eksisteret tre år. Så man tror, man er gået forkert, når man ser den massive, over 100 år gamle rødstensbygning i fire etager. Men den er god nok - bag de røde mure er en ny skole godt i gang med at vokse op. Fra en start med blot 50 små seksårige og syv medarbejdere for tre år siden er der nu 350 børn og 50 ansatte. Hver etage har nogenlunde de samme let ombyggede gamle lokaler og omkring 75 børn fra 0. til 3. årgang og en fælles vision. Alligevel er der meget, der allerede har udviklet sig forskelligt fra etage til etage.

Kæmpe forsøg skal vise, hvordan lærere bedst ledes

»Det er helt tydeligt forskelligt, hvad de får ud af rammerne, og hvor de har brug for støtte. Det er ikke det samme, der sker, selvom man har den samme fysiske ramme og den samme pædagogiske ramme. Men det er jo også, fordi vi lægger op til, at man skal prøve sig frem«, siger skoleleder Dorthe Junge.

Om visionen siger hun:

»Vi har et mål om, at vi skal kigge på, at alle børn har særlige behov og særlige talenter, og at vi tror, at børn gør det rigtige, hvis de kan. Men vejen dertil, den skal I være ude at prøve af«.

»Fremtiden kommer ikke af sig selv - der er altid nogen, der skaber den, og det kunne lige så godt være dig!« lyder en slags valgsprog for hende og Line Arnmark, der i mange år sammen og hver for sig har skiftet mellem at lede skoler og arbejde med ledelse uden for skolen.

Hvorfor vente på rammerne?

»'Rammerne er ikke på plads', hører jeg tit - for eksempel er der ikke nogen, der ved ret meget om, hvad den understøttende undervisning skal bruges til. Men hvorfor sidde og vente på, at rammerne kommer på plads? I stedet kunne vi jo komme med vores bud på, hvordan vi synes, det skal være! Det kunne jo være, at det var det, det blev til - det er set før i historien!« påpeger Dorthe Junge.

Hun er til daglig leder af Frederiksberg Ny Skole, mens Line Arnmark forlod jobbet som strategisk administrativ leder samme sted i marts for at blive chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol. For nylig har de sammen udgivet bogen »Skoleledelse i forandring«. Det har de gjort, fordi de synes, at der er rigtig mange mennesker, der lægger rigtig meget energi i skolen, men at alt for meget løber ud i sandet. Deres budskab er, at skoleledelsen skal gå forrest med at skabe retningen for lige netop deres skole - og dermed skabe mening for medarbejderne.

Anmeldelse: Skoleledelse i forandring - eller? 

Fagbladet Folkeskolen er på Frederiksberg blandt andet for at spørge de to forfattere, hvad man som skoleleder stiller op, hvis der er nogle af de rammebetingelser, man får stukket ud, man som fagperson simpelthen ikke har tiltro til.

»Som skoleledere har vi en forpligtelse til også at lede opad«, understreger Line Arnmark, der sammen med Dorthe Junge har været til mange møder på forvaltningen og har haft besøg af adskillige politikere på skolen. På den måde får de indflydelse på Frederiksberg Kommunes skolepolitik og -styring.

»Én af de ting, vi skal fortælle, når vi leder opad, er, at vi har brug for et rum til at fejle. Det nytter ikke, at alting har så kort tidshorisont, at vi ikke kan tåle at prøve os frem, for så lukker vi ned for udviklingsrummet. Og der er vi udfordret af, at kommunalpolitikere kun har en fireårig tidshorisont - frem til næste valg. Der må vi stille krav til politikere og forvaltning om et længere tidsperspektiv«, fremhæver Line Arnmark.

Der er nogle vilkår, der ligger fast

Men budgettet og kravet om flere undervisningstimer per lærer og mere lærertilstedeværelse på skolen gælder her som i resten af Danmark.

»Det er vigtigt at få sagt højt i personalegruppen, at der er nogle vilkår, og de er, som de er. Og så er der noget, vi kan lave om på. Det vigtige er, at man får valgt det rigtige - så man ikke prøver at lave om på vilkår, men at man til gengæld heller ikke finder sig i noget, man faktisk kan lave om på«, siger Dorthe Junge.

I bogen citeres en skolechef for at sige, at når en lærer får aflyst en time, så skynder han sig hjem, selvom han udmærket ved, at i naboklassen står en kollega med 27 meget udfordrende børn, som kollegaen ville blive lykkelig for at få hjælp til. Den kultur vil de to forfattere gerne ændre, ved at lærerne er mere til stede på skolen. Men hvad sker der så med lærernes mulighed for nogensinde at få læst en relevant bog, hvis de sidder på skolen i al forberedelsestiden?

Så vil det jo altid være vigtigere at tage en vikartime eller hjælpe en kollega. Vil det ikke gå ud over kvaliteten i undervisningen?

»Det er klart en udfordring, hvis det er sådan, det ender«, bekræfter Line Arnmark. »Men der har været et behov for at ændre en tidligere kultur, hvor det var svært at mødes, fordi man på skift i teamet havde en hævdvunden ret til en undervisningsfri dag. Nu er der en forventning om, at folk er der, og så tror jeg, at det vil modne sig, så man for eksempel også nogle gange kan mødes hjemme. Tilstedeværelse fortolkes meget firkantet nogle steder, men jeg tror på, at vi skal finde en modus, hvor vi er et lærende fællesskab sammen, men hvis der en dag ikke lige er et møde, så behøver man ikke at være der. Der skal vi tilbage til det professionelle skøn. Vi arbejder professionelt og kan selvfølgelig bedømme, hvornår det er nødvendigt at være til stede«.

Nu har I jo kun de små klasser her, hvor der ikke er så mange store afleveringer. Men i de større klasser er der vel et vigtigt formål med, at læreren har tid og ro til for eksempel at rette stile?

»Det er jo kun 'flittiglise', der læser lærerens kommentarer«, replicerer Dorthe Junge. »Forskningen viser, at det, der rykker læringsmæssigt, er den procesorienterede skrivning, hvor man får feedback fra både lærer og kammerater på sine udkast undervejs«.

»Men det er klart, at det kræver, at man i højere grad lærer både forældre og nogle politikere, hvad det vil sige at gå i skole i dag, for de har jo ofte kun 20-30 år gamle erfaringer at trække på«.

Selvstyrende team skal også ledes

Blandt emnerne i bogen er overgangen fra at lede »på tid« til at lede »på kvalitet« og fra at lede enkeltpersoner til at lede team.

Mange lærere er bekymrede for, at lederne decentraliserer resurseproblemer ved at overlade det til lærerteamene at sikre, at eleverne får de timer, de skal have.

»Selvstyrende team betyder ikke mindre behov for ledelse«, understreger Dorthe Junge. »Vi er hele tiden tæt på. Vi observerer, giver feedback, er ude i praksis og deltager i teammøder. Og vi bruger også meget tid i ledelsen på skemaer. Det er jo ellers normalt noget, der kendetegner selvstyrende team, men så bruger lærere og pædagoger den dyrebare tid, hvor de ellers skulle have diskuteret didaktik og talt om, hvad de kan gøre for at hjælpe Christopher, på at lægge skemaer. Det skal de ikke bruge tid på - teamene kommer til os og siger, at de for eksempel gerne vil være mange på i formiddagstimerne, eller at de gerne vil have onsdag som turdag - og så er det ledelsen, der sørger for det. Ikke nødvendigvis skolelederen, men måske den administrative leder eller skolesekretæren«.

»Som leder skal man hele tiden se på, hvordan man kan understøtte, men også stille krav - hos os er det for eksempel et krav, at man skal inddrage Hatties forskning. Men som leder skal man turde sige, at det er mig, der har ansvaret, og det tager jeg på mig«.

Aldersblanding eller niveaudeling

På Frederiksberg Ny Skole er klasserne aldersblandede. Er det ikke det, andre kalder niveaudeling?

»Nej«, understreger Dorthe Junge. »Den mindste sociale enhed her er hjemgruppen med cirka 25 børn fra 0., 1. og 2. klasse, og de er sat sammen efter deres relationer, ved at vi kigger på dem, når de kommer 1. maj, inden de starter i 0. Det er den trygge base og dem, de holder fødselsdag med og lærer sociale kompetencer sammen med, og de er på ingen måde ratet efter, hvor de ligger udviklingsmæssigt. Og det er netop, fordi det er vigtigt at lære, at vi er forskellige, og vigtigt at acceptere, at der er nogle, der er dygtigere end mig til at læse eller tegne - og så er det heller ikke så sårbart for én, der er på 2. årgang, men ikke rigtig har lært at læse endnu«.

»Den mere færdighedsorienterede undervisning foregår på hold på tværs af de tre hjemgrupper på etagen, og det kan godt nogle gange være delt efter niveau, men også efter modenhed eller andre kriterier. Niveaudeling kan være nemmere for læreren, men den fastholder også børnene på det niveau, hvor de er, så vi siger fra, så snart vi fornemmer, at det er på vej i den retning«, understreger Dorthe Junge.

Senest har en af etagerne arbejdet med at dele eleverne på nogle hold, hvor nogle af dem - især drenge - som ikke kan sidde stille, har arbejdet med matematik i bevægelse. »Og det viste sig, at når de får lov til at bruge deres hjerne, samtidig med at de bevæger sig, så er de superskarpe til matematik. Man har jo hørt det før, men nu har vi altså set det med vores egne øjne«.

Er det godt for små børn med så mange skift?

»Jeg oplever, at det ofte er vanskeligere for de voksne at navigere i de mange skift end for børnene, men det er klart, at der skal være en klar struktur, og de skal have en forklaring, så de kan se sig selv i det«, siger Line Arnmark.

»Det handler også om, at det foregår med de 75 børn, de kender - og ikke 350 børn i en indskoling«, siger Dorthe Junge. »Det var noget af det, vi tog med os fra det første år med 50 børn i en lille tryg enhed. Indimellem er der en lærer eller pædagog, der foreslår, at vi laver noget for hele skolen på tværs, men der siger jeg ofte nej, fordi vi skal sørge for, at børnene har en tryg base, og fordi der er masser af udviklingsmuligheder med 75 børn fordelt på tre årgange«.

Reducere kompleksiteten

I skriver, at det ikke er ledelsens opgave at skærme skolen mod forandringens vinde. Men er det ikke i nogen grad skoleledernes opgave at skærme folkeskolen imod politikere, der hele tiden har nye ideer om, hvad folkeskolen skal?

»Jeg vil ikke sige, at vi skal skærme imod forandringen - den er et grundvilkår for os alle sammen«, siger Line Arnmark. »Men vi skal måske også oversætte forandringerne og reducere kompleksiteten. Og det er lettere, hvis man har tegnet en klar vision og ved, hvad der er vores skoles raison d'être. Det er vigtigt hele tiden at være tydelig om, hvad der først og fremmest er meningen med os her. Ellers havner man let i stormvejr og slingrekurs«.

Jeg har indtryk af, at en del skoleledere er tæt på kollaps lige nu på grund af de rigtig mange forandringer på én gang. Hvad kan man stille op?

»Det er rigtigt. Jeg tror, vi skal sørge rigtig meget for at være der for hinanden som skoleledere og ikke være konkurrenter«, siger Dorthe Junge. »Vi er ikke gode nok til at se det her skolevæsen med 11-12 skoler som en opgave, vi er fælles om at løfte - lidt apropos det med at hjælpe læreren i klassen ved siden af«.

»Der er nok en tendens til, at man ikke vil blotte sin følelse af utilstrækkelighed«, tilføjer Line Arnmark.

»Det er en rigtig svær tid, men alligevel er der brug for modige ledere, der kan begejstre, og som tør sige fra både opad og nedad«.