På Bækkegårdsskolen i Egedal Kommune har lærerne forsøgt at råbe kommunen op: Fra skoleårets start til den 5. maj har de registreret 400 aflyste inklusionslektioner. Lærere har fået aflyst op mod halvdelen af de timer, de havde planlagt og forberedt for de svageste elever. Forklaringen lyder: Skolens vikarbehov skal dækkes.

»Mange af mine kollegaer mener ikke, at de kan gøre deres job på en værdig måde. De mener ikke, at de kan give de her børn det, de har krav på og behov for«, siger Christina Tolster, der er tillidsrepræsentant på skolen.

Retskrav kontra regnskab

Da »inklusionsloven« i foråret 2012 blev indført og dermed indsnævrede specialundervisningsbegrebet radikalt, blev elevernes retskrav hugget i granit. Efter en høring blev der simpelthen skrevet et »skal« ind i lovgivningen. Formuleringen af paragraf 3a kom til at hedde:

»Til børn, der har brug for støtte, som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal der tilbydes supplerende undervisning eller anden faglig støtte ...«.

Undervisningsminister Christine Antorini udtalte dengang til folkeskolen.dk:

»Udgangspunktet lød, som om det var et tilbud, og det er det ikke. De udsatte børn skal tilbydes det, de har behov for. Det her handler om, at vi vil bruge de mange millioner, der bruges på specialområdet, så de kommer eleverne mest muligt til gode«.

Inklusion

Men hvordan kontrollerer ministeriet, om kommunerne decentralt lever op til deres forpligtigelse over for skolens svageste elever? I en hård økonomisk virkelighed, hvor skolebudgettet på bundlinjen skal gå op, risikerer retskravet at blive nedprioriteret, hvis for eksempel 2.b mangler en vikar, og støttelæreren kan gå ind at dække vikartimen, uden at det giver problemer på den økonomiske bundlinje.

Undervisningsministeriet oplyser, at der ikke foregår nogen registrering af, om eleverne får de timer, de har krav på.

De inkluderede elevers forældre har som de eneste en klagemulighed. Derudover er der ikke nogen måde, hvorpå systemet kan registrere, om reglerne bliver overholdt.

Bjarne Nielsen er formand for Pædagogiske Psykologers Forening. Han oplever, at hensynet til skolens økonomiske ramme vejer tungt.

»Når skolelederen har et stramt budget, bliver nogle af de svageste børn i folkeskolen udsat for en økonomisk prioritering. Men de har en uomtvistelig retsstilling, der siger, at deres behov skal vurderes helt uafhængigt af andre behov«, siger Bjarne Nielsen.

Han mener, man sagtens kunne lave stærkere mekanismer, der ville afsløre, hvis elever ikke får det, de har krav på: Skolelederen kunne stå for registreringen, eller opgaven kunne ligge hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).

Bjarne Nielsen fortæller, at der i nogle kommuner ligefrem bliver lagt pres på PPR for at lade være med at orientere forældrene om deres rettigheder.

»Det er en problematik, at der nogle steder bliver holdt meget nøje øje med, om PPR er for omfattende i rådgivningen af forældrene. For eksempel om man vejleder forældrene i deres muligheder for at klage«, siger Bjarne Nielsen.

Mette With Hagensen er formand for Skole og Forældre og repræsenterer dermed den eneste part, der officielt kan gøre systemet opmærksom på det, hvis eleverne ikke får deres retskrav opfyldt. Hun synes, det er »uhyggeligt« at høre, at PPR bliver bedt om at tone rådgivningen af forældrenes rettigheder ned.

»Det er grotesk. Som forældre læner vi os op ad de specialister, der har med vores børn at gøre. Vi kender vores børn, men vi kender ikke deres diagnoser og deres udfordringer, og hvad der kan gøres. Derfor læner vi os meget op ad specialisterne«. Mette With Hagensen mener, at mere registrering kan være den eneste mulighed.

»Hvis vi bliver nødt til at registrere for at råbe politikerne op - så er det det, vi skal«, siger hun.

Et abespil

En række undersøgelser peger på, at der er problemer med inklusionen. I ministeriets friske rapport, der gør status over inklusion, står der blandt andet: »Lærere udtrykker også, at de inkluderede elever ikke kan indgå i undervisningen, hvis de ikke har fuld støtte på. Det sker også, at en støtteperson bliver taget væk, da den pågældende skal bruges til vikar«.

Danmarks Lærerforening offentliggjorde 30. april en undersøgelse blandt lærerne i de ti kommuner, der i 2012 indgik et samarbejde med Undervisningsministeriet om inklusionsrådgivning. Her vurderer 82 procent af de lærere, der har inkluderede elever i deres klasser, at disse elever ikke får det under-visningstilbud, de har krav på.

Bo Panduro er seniorprojektleder hos Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora) og specialist i kommunernes økonomiske forhold, budgetter, regnskaber og økonomiske styringsmetoder. Han fortæller, at kassen skal stemme.

»Lederen har en forpligtigelse til at få budgettet til at gå op - og selvfølgelig bliver han fyret, hvis han år efter år ikke holder sit budget«, siger Bo Panduro. Han fortæller, at budgetstyringen er blevet hårdere med tiden - det kan blandt andet være én af årsagerne til, at man de sidste tre år har haft et min-dreforbrug på de kommunale budgetter på omkring fem milliarder kroner per år.

Derfor skal opgaverne løses inden for den ramme, der er i budgettet:

»Selvfølgelig skal der vikardækkes, og selvfølgelig skal de elever, der har behov, have det, de har krav på. Hvis det kniber, vil jeg tro, at skolelederen har en prioriteringsrækkefølge, hvor han siger, at noget er vigtigere end noget andet«, siger Bo Panduro og giver som eksempel:

»Hvis man har en elev, der har lovkrav på 12 lektioner om ugen, så har du en speciallov, som skolelederen er forpligtiget til at overholde. Skolelederen vil jo så nok foretage en prioritering af, om både de store og de små børn i alle tilfælde skal have fuld vikardækning, når han skal have budgettet til at holde«.

Forskningschef: Kommuner under pres

Roger Buch er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole - med speciale i kommunalpolitik og kommunalreformen. Han fortæller, at mange skoler og andre kommunale institutioner er udsat for et voldsomt pres på grund af kommunernes anstrengte økonomi. Men derfor skal skolelederen alligevel stå på mål for sin skole.

»Hvis skolelederne oplever, at de økonomiske rammer er så skrappe, at man ikke kan leve op til de krav, som børnene har og har brug for, så må skolelederne spille bolden tilbage til forvaltningen med beskeden om, at det her budget ikke kan overholdes«, siger han. Roger Buch fortæller, at det er det, der i embedsmandskredse hedder »en kamp om aben«:

»Det bliver et pingpongspil, hvor man prøver at skubbe problemet frem og tilbage. Og skolelederen står svagt i sådan en kamp. Fordi man lægger sig ud med forvaltningen, hvis man kommer med en besked om, at budgettet ikke passer med de reelle behov. Svaret bliver let, at så må du prøve at finde nogle besparelser på andre områder. Hvem skal sidde tilbage med aben? Hvem skal sidde tilbage med problemet?« spørger han.

Claus Hjortdal er formand for Skolelederforeningen. Han mener, at skolelederen skal tage problemet alvorligt:

»Hvis man oplever som skoleleder, at man er nødt til at grave dybt ind i de timer, der er beregnet til at støtte børn, så synes jeg, at man på kommunalt plan skal tage tingene op og undersøge: Har vi strukturer, der giver et incitament til at tage timer derfra?« siger Claus Hjortdal og understreger, at oplevelsen af, at der bliver aflyst inklusionstimer, også kan bunde i, at der måske har været en for optimistisk fagfordeling eller et par langtidssygemeldinger, der har givet behov for pragmatiske løsninger.

Anders Bondo Christensen - der er formand for Danmarks Lærerforening - har hæftet sig ved, at der er stor forskel på oplevelsen i ministeriet og forvaltningerne og så det, der sker ude på skolerne.

»Der er gennemført undersøgelser, hvor man konkluderer, at pengene er fulgt med eleven - og det viser jo bare, at jo længere man er kommet væk fra virkeligheden, des større glansbillede har man af situationen. Hvorimod de lærere og ledere, der står ude i virkeligheden, jo godt ved, at tingene ikke hænger sammen. Og det er klart, at når eleven direkte har et retskrav, så skal man selvfølgelige leve op til det - det er jo eleven, det handler om«, siger Anders Bondo Christensen. Han kan godt genkende billedet af et abespil, hvor problemet bliver skubbet rundt:

»Det er nøjagtig det, vi oplever - nu må der være nogen, der tager ansvaret, så det ikke bare ender ude hos lærere og ledere det hele«, siger han.