Med 164 klagesager på folkeskoleområdet faldt antallet af klager med 38 procent fra 2012 til 2013, hvilket klagenævnet formoder hænger sammen med, at loven blev ændret i maj 2012, så en elev nu skal tildeles støtte i mindst ni klokketimer om ugen, før det kan kaldes specialundervisning.

Handicaporganisationer: Færre klager er ikke lig med vellykket inklusion

Afslag på specialskole fylder mest i klagesagerne

Til gengæld steg andelen af klager over afslag på at få barnet på specialskole fra 26 til 40 procent. Det gør det til den årsag, flest forældre har har klaget over. Næststørst er afslag på specialklasse med 18 procent af klagerne. Året før drejede det sig om 13 procent.

Det skriver Klagenævnet for Specialundervisning i sin årsrapport. Her fremgår det også, at klagenævnet opretholdt kommunernes afgørelse i 67 procent af sagerne om afslag på specialskole og i 84 procent af klagerne over afslag på specialklasse.

Næsten dobbelt så mange forældre klager over afslag på specialskole

Det skal holdes op i mod, at klagenævnet i samtlige klagesager stadfæstede kommunens afgørelse i 53 procent af tilfældene, så der var andre områder, hvor kommunerne var på mere usikker grund i deres afgørelser.

Elever kan få støtte i klassen i mere end ni timer

Klagenævnet var i højere grad enig med kommunerne i klagesager om specialklasse og specialskole end i sager om støttetimer i forbindelse med den almindelige undervisning.

I over halvdelen af sagerne om støtte mente klagenævnet, at eleven skulle have specialundervisning i form af støtte i mindst ni undervisningstimer om ugen for at få udbytte af undervisningen og deltage aktivt i det sociale liv i almenklassen.

Inklusion præger sagerne hos klagenævnet

I nogle af sagerne havde skolen svaret, at hvis en elev skal have støtte i mere end ni klokketimer om ugen, så kan eleven ikke inkluderes, men skal henvises til specialklasse eller specialskole. I disse sager har klagenævnet alene taget stilling til, om de tildelte støttetimer kunne tilgodese barnets behov, da hverken forældre eller skolen havde peget på et specialtilbud. Alligevel har klagenævnet en bemærkning til kommunerne.

"Klagenævnet har i disse sager gjort det tydeligt over for kommunerne, at der godt kan gives støtte i mere end ni undervisningstimer, og at skolen ikke blot kan henvise til, at barnet så skal i specialklasse eller specialskole", skriver klagenævnet, som dog tilføjer, at man bør overveje, om eleven reelt er inkluderet i klassen, når behovet for støtte er så omfattende.

Kommuner forvirrer begreberne

Selv om reglerne for specialundervisning nu skelner mellem støtte og specialundervisning, alt efter antallet af klokketimer, så anvender en række kommuner ikke den nye terminologi, konstaterer klagenævnet. Og det forvirrer.

"I den tidligere bestemmelse i folkeskolelovens paragraf 20.2 anvendte man begrebet 'støtte i den overvejende del af undervisningstiden'. Det fremgik af lovforarbejderne til bestemmelsen, at det skulle forstås sådan, at eleven tildeltes 12 støttetimer ugentligt svarende til otte klokketimer. Hvis en kommune så bevilger en elev støtte i 12 lektioner i dag, opstår der i sagen tvivl om, hvorvidt der er tale om støttetimer i 45 eller 60 minutter", skriver klagenævnet.

Kommuner har pligt til at tilbyde specialundervisning i 10. klasse

En særlig problematik i klagenævnets sager har været elever, som fik tilbudt at afslutte deres skolegang i et 10. klassecenter, efter at de havde modtaget specialundervisning fra 0. til 9. klasse.

Her har forældre klaget, fordi de mente, at den unge fortsat havde behov for specialundervisning, men det har kommunerne afslået med henvisning til, at 10. klasse er et frivilligt skoleår. Derfor mente de ikke, at de var forpligtede til at tilbyde specialundervisning.

Men kommunerne har også pligt til at sørge for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i 10. klasse, fastslog klagenævnet i en meddelelse i juli 2013.

"Kommunen skal derfor tage stilling til, om den enkelte unge fortsat har behov for specialundervisning i 10. klasse", gentager klagenævnet i årsrapporten.

Markant stigning i formelle fejl i sagsbehandlingen

Selv om klagenævnet har opretholdt flere kommunale afgørelser - i 53 procent af sagerne i 2013 mod 43 procent i 2012 - så har klagenævnet oplevet en markant stigning af formelle fejl i sagerne. I 2013 har klagenævnet påtalt formelle fejl i kommunernes sagsbehandling i 71 procent i sagerne. Året før drejede det sig "kun" om 43 procent.

Langt de fleste påtaler handler om utilstrækkelig og manglende begrundelser i kommunernes afgørelser. For eksempel at de ikke har angivet de hovedhensyn, der har været bestemmende ved skønsudøvelsen, og de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen. Det kan også skyldes, at kommunen slet ikke har begrundet sin afgørelse.

Begrundelser er en vigtig garanti for afgørelsens rigtighed

Den utilstrækkelige eller manglende begrundelse skyldes i mange tilfælde, at kommunen ikke er opmærksom på, at der i afgørelsen til eleven skal opregnes de hovedhensyn og de væsentlige faktiske oplysninger, der er lagt vægt på i vurderingen af, om barnet eller den unge har behov for specialundervisning, skriver klagenævnet i sin årsrapport. 

"Vi ærgrer os over, at vi i over 70 procent af klagesagerne kan konstatere formelle fejl i kommunernes sagsbehandling, og langt størstedelen af disse fejl er, at kommunen enten ikke har begrundet dens afgørelse, eller begrundelsen er mangelfuld. Der er tale om en vigtig garanti for afgørelsens rigtighed", siger Cathrine Due Billing i en pressemeddelelse.

Læs årsrapporten via linket til højre.