"Det er en katastrofe, at man i dag udarbejder love på skole- og uddannelsesområdet, uden at lærere og skolefolk inddrages", sagde dagens prismodtager, Asger Baunsbak, ved sin hyldest på Café Halvvejen

Asger Baunsbak hyldes for at lægge "svesken på disken"

Folkeskolereformen er udemokratisk og uden visioner. Sådan har tidligere direktør i Undervisningsministeriet, Asger Baunsbak-Jensen, udtrykt det. Og fordi han på den måde lægger "svesken på disken", blev han i dag hyldet med en pris

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en gruppe lærere, der kalder sig Sveskens Venner, som har besluttet at uddele prisen Svesken på disken til en person, der kommer frem i lyset og offentligheden med sin egen ucensurerede version af, hvad der foregår i og uden for den danske folkeskole - kort sagt lægger "svesken på disken" - så en faglig og saglig debat har de bedste forudsætninger.   

I sin seneste pamflet "Sidste udkald - kampskrift for folkeskolen" kritiserer Asger Baunsbak den heftigt debatterede folkeskolereform for at være "udemokratisk og uden visioner". Han undrer sig over, at der ikke blev formuleret en formålsparagraf forud for en ny reform, ligesom han fastslår, at de nye Fælles Mål lige nu bliver til uden en bredt funderet folkelig debat.

Eksdirektør i Undervisningsministeriet: Politikerne har givet op

"Demokratiet lider under, at det er den anonyme magt, der regerer. Når Christine Antorini beder arbejdsgrupperne arbejde i tavshed, så er det fuldstændig uden forbindelse med det demokratiske krav om involvering af befolkningen", sagde Asger Baunsbak til folkeskolen.dk den 7. februar.

Årets sveske

På baggrund af ovenstående og flere andre indspark valgte lærergruppen Sveskens Venner så i dag at give prisen til Asger Baunsbak. Til at overrække prisen var den læreruddannede tidligere Børnerådsformand Per Schultz Jørgensen, der i sin tale lagde vægt på, at prismodtageren ikke kun kritiserede den politiske fremturen under sidste års konflikt, men også har bidraget med sit syn på, hvad formålet med folkeskolen er.

"Jeg ved, Asger, at du har læreren i tankerne. Og børnene og eleverne. Skolen skal have mennesket i centrum - og dermed et perspektiv, der rækker langt ud over Pisa-test. Nemlig dannelsesperspektivet", sagde Per Schultz Jørgensen.

Asger Baunsbak var glad for at modtage prisen og kvitterede ved at sende en byge af sted mod de beslutningstagere, som han mener vedtager love på skoleområdet uden inddragelse af alle relevante parter.

"Jeg takker for prisen og den store ære. Det er en katastrofe, at man i dag udarbejder love på skole- og uddannelsesområdet, uden at lærere og skolefolk inddrages. Der bliver overhovedet ikke diskuteret indhold eller elementer i reformer og love, og vi er ved at køre af sporet med denne udvikling. Det kan blive begyndelsen på en deroute, og jeg vil fortsætte debatten, så længe jeg kan", sagde han.

Knap to måneders offentlig debat om Fælles Mål

Og de nominerede var....

Dagens prismodtager vandt i et felt bestående af yderligere fire personer, der alle har benyttet deres ytringsfrihed og politiske kapital til at udtale sig om sidste års lærerkonflikt.

FOA-formand Dennis Kristensen, der tilbød lærerne at lade sit forbunds medlemmer sympatistrejke med lærerne, fordi han fandt den politiske metode urimelig. Niels Christian Sauer, medlem af DLF's hovedstyrelse og en ivrig folkeskoledebattør, der sammenlignede den politiske ageren med Margaret Thatchers kamp mod minearbejderne i 1980ernes politiske fejde i England. Henry Thomsen, en skoleleder, der på trods af udsigten til sin egen faggruppes øgede beføjelser offentligt udtalte, at der lugtede af en hemmelig forhåndsaftale mellem KL og regeringen. Samt Simon Pihl Sørensen, socialdemokratisk viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, der sagde, at "hvis regeringsindgrebet lægger sig på KL's banehalvdel vil det få uoverskuelige konsekvenser, som rækker langt ind i regeringssamarbejdet".

Sveskefejring 

Asger Baunsbak modtager for sine indspark en årsrapport om skoledebattens tilstand og bliver desuden godt spist af med en frokost sammen med Sveskens Venner og Per Schultz Jørgensen. Som svesken på toppen får han en hel pose af de tørrede blommer at muntre sig med.