"Der er et højere formål med det at gå i skole”.

Folkeskolen har inviteret sig selv til en længere snak med Jesper Støier, der i dag stopper efter 31 år i Lærerforeningen. Først som konsulent og siden 2021 som uddannelsespolitisk chef. 

”Skolen er en kulturinstitution, der skal danne kommende generationer. Vi har nogle traditioner, nogle kundskaber og nogle færdigheder, vi skal føre videre til den næste generation og gøre dem i stand til både at fortsætte samfundet og tage stilling til verden".

Da vi når til Merete Riisager på listen over de 11 undervisningsministre, der har haft ansvaret for folkeskolen i løbet af hans tid i Lærerforeningen, har han talt sig godt varm.

”Nogle gange lyder det som om, trivsel er selve formålet med at gå i skole - det har vi i hvert fald oplevet på bagsiden af reformen. Der var Merete et frisk indspark. Hun kunne og kan sætte ord på, at hvis trivsel var formålet, kunne man nok finde på noget bedre at lave. Selvfølgelig kan man ikke fremme, at børnene lærer noget, hvis de ikke trives – men det er altså ikke det, der er formålet”.

31 år på Vandkunsten

Da den tidligere lærer og underviser på Danmarks Lærerhøjskole blev ansat i Lærerforeningen i 1994, var han forbi både den afdeling, der arbejder med overenskomstområdet og den, der har med organisationsarbejdet at gøre. Men langt de fleste af de 31 år har han tilbragt i den skole- og uddannelsespolitiske afdeling. 

I 2008 blev han chef for afdelingen, og i 2021 fik han titlen ’politisk chef’ i DLF. Så han har utallige gange gået de små 500 meter fra Lærerforeningens sekretariat på Vandkunsten til Undervisningsministeriet for at tale på lærernes vegne og søge indflydelse på skolepolitikken.

Den nu afdøde radikale Ole Vig Jensen var minister, da Jesper Støier blev ansat i DLF. Og den indtil videre sidste læreruddannede undervisningsminister, vi har haft.

”Ham husker vi jo mest fra 1993-loven, der gjorde op med de sidste rester af den niveaudelte folkeskole, og som havde en formålsparagraf, som i høj grad var skrevet i Lærerforeningens ånd”.

Bondo i opråb i ny bog: Lærerne skal tage ansvar for at få indflydelse

U-F-Ø var ikke Guds gave

Men fordi han selv sad med overenskomstområdet dengang, husker han især den tid fra den forkætrede U-F-Ø-arbejdstidsaftale, hvor lærernes tid til undervisning, forberedelse og øvrige opgaver var fastlagt:

”Uddannelsespolitisk følte vi virkelig, vi var det helt rigtige sted dengang , men samtidig begyndte vi at finde ud af, at U-F-Ø nok alligevel ikke var Guds gave til hverken folkeskolen eller til lærerne”, fortæller han og husker tilbage på en tid i Lærerforeningen under formændene Jørn Østergaard og Anni Herfort Andersen, hvor foreningen var i voldsom intern splid.

Margrethe Vestager fortsatte i partifællen Ole Vigs spor med forsøgs- og udviklingsarbejder. Med det stort anlagte 'Folkeskolen år 2000-program' sat i værk af Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening i fællesskab skulle man i fællesskab udvikle kvaliteten i den folkeskole, man til alles – også Lærerforeningens – chok måtte erkende, ikke var verdens bedste. 

I 1990’erne kom både Nordlæs-undersøgelsen, der udnævnte Danmark til den grimme ælling blandt de nordiske svaner, fordi de danske 3.-klasse-elever læste dårligere end de andre landes. Og en international undersøgelse, hvor de danske elever klarede sig på niveau med Trinidad og Tobago.

”Og det kom jo til at kendetegne den følgende tid meget. At vi kom til at stå som de eneste, der faktisk forsvarede skolen, og derfor blev det et pres ikke så meget på skolen som på lærerne. I dag snakker alle om, at Pisa måske ikke giver det mest nuancerede billede af skolen, men dengang stod vi ret alene med den dagsorden”, fortæller Jesper Støier.

Pædagogernes rolle

Det var også dengang, skolefritidsordningerne for alvor blev en del af landets folkeskoler. Og hver eneste skole derfor stod med en gruppe dels uddannede pædagoger og pædagogmedhjælpere, der tog imod børnene om morgenen inden skolestart og skulle stå klar igen, når eleverne fik fri.

”Delt tjeneste er jo ikke nogen god ide, så der stod vi med en udfordring og skulle finde vores ben i, hvor pædagogerne kan understøtte skolens opgave frem for at påtage sig opgaver, der kræver en læreruddannelse. Det har vi stadig ikke rigtig fået løst”, erkender Jesper Støier. 

”Men jeg kan da sige, at jeg selv har en rigtig god relation personligt, med kollegerne i BUPL”.

Skulle komme med et alternativ

Ulla Tørnæs (V) overtog efter Vestager, og Pisa-undersøgelserne dominerede i stigende grad skoledebatten. 

Tørnæs hyrede et OECD-team med den engelske professor Peter Mortimore i spidsen til at gennemføre et såkaldt review af den danske folkeskole. 

Konklusionen var, at skolen havde behov for en evalueringskultur.

”Anders Bondo var blevet formand for Lærerforeningen, og hans mantra var, at når vi blev mødt af noget, vi ikke kunne acceptere, så skulle vi altid komme med et alternativ”, fortæller Jesper Støier og trækker et flot, trykt hæfte frem af reolen: ’Gør en god skole bedre’.

”Men de var altid meget færdige, meget detaljerede – og det blev nok opfattet som meget ultimativt og som et forsøg på en moddagsorden”, erkender han.

Bondo fik skylden

Lærerforeningens input blev fejet af banen, og Mortimores evalueringskultur blev startskuddet til et langvarigt og skandaleombrust forløb, som især fyldte i partifællen Bertel Haarders tid som minister (for anden gang), nemlig indførelsen af de nationale test.

”Men alle de gange, Anders og jeg var til møder med Bertel, var der gensidig respekt. Bertel holder virkelig af skolen og vil skolen det bedste. Han har også respekt for lærerne – men jeg oplevede det måske knap så meget for Lærerforeningen”.

Bertel Haarder blev flyttet over til integrationsministerposten og en ny Venstre-politiker, Tina Nedergaard, sat ind på undervisningsministerposten.

”Jeg husker, at Lars Løkke rakte ud til os og gerne ville skabe et forpligtende samarbejde. Og vi havde nogle spændende drøftelser med Løkke og Nedergaard. Men det var meget vigtigt for regeringen at sætte et mål om, at Danmark skulle ligge i top 5 i Pisa, og det kunne vi ikke imødekomme. Det tror jeg sådan set heller ikke, at KL eller skolelederne ville have sagt ja til, men det blev Anders Bondo, der fik skylden”.

»Jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende«

Hemmelig arbejdsgruppe

Troels Lund Poulsens kortvarige tid som undervisningsminister har ikke efterladt det store indtryk på Lærerforeningens uddannelsespolitiske chef. 

Men han husker tydeligt, hvordan han dengang havde mange snakke med Marianne Jelved (R), Christine Antorini (S) og Pernille Vigsø Bagge (SF) forud for valget i 2011. 

På et valgmøde på Danmarks Lærerforenings kongres i september lancerede Antorini oppositionens bud på en ny skolepolitik, inspireret af Nyt Nordisk Køkken-ideen, Ny Nordisk Skole.

”Vi havde et virkelig godt og tillidsfuldt samarbejde og gode pædagogiske diskussioner med Christine – Anders Bondo, Dorte Lange og jeg”.

Først i efteråret 2012 gik det op for de tre, at en hemmelig arbejdsgruppe bestående af embedsfolk fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet og KL længe havde arbejdet på et notat om en folkeskolereform med længere skoledage, som skulle finansieres ved, at lærernes skulle undervise mere.

”Det var virkelig en svær tid. Men samtidig var det også en vild tid, hvor vi oplevede et fantastisk sammenhold, og at det i den grad ikke lykkedes politikerne at stikke en kile ned mellem DLF og lærerne”.

V-minister fortjener mere anerkendelse

Efter lærerlockouten i 2013 vedtog Folketinget en folkeskolereform, som var et kludetæppe af forskellige initiativer, og som mildt sagt blev tromlet igennem uden ejerskab hos dem, der skulle udføre den.

”Vi havde virkelig ikke nogen dagsorden om at modarbejde. Vi krævede selvfølgelig, at hvis lærerne skulle have fuld tilstedeværelse på skolen, så skulle der også være de nødvendige faciliteter, men vi gik seriøst ind i arbejdet”, fremhæver Jesper Støier og peger på arbejdet med at skrive de Fælles Mål.

”Ingen af os havde for alvor gennemskuet konsekvenserne af digitaliseringen – at målene blev til et styringsværktøj, når de blev skrevet ind i platforme og kunne tjekkes af”.

Det blev Venstres Ellen Trane Nørby, der skulle rydde op. Hun stod i spidsen for de første muligheder for at gøre de lange skoledage en smule kortere og for reduktionen i antallet af bindende mål i Fælles mål.

”Jeg synes ikke, hun har fået nok anerkendelse”.

Dem på bageste række kan få indflydelse

Merete Riisager (LA) var en af reformens få og højtråbende modstandere. Men i 2016 fik hun selv ministeransvaret.

”Hun kontaktede os som noget af det første og ville mødes: ’For I var jo de eneste, der gad at snakke med mig, da jeg sad på bageste række’”, fortæller Jesper Støier. 

”Det er noget, jeg virkelig har bidt mærke i, at dem uden indflydelse pludselig kan få indflydelse, så det er vigtigt at have de kontakter”, tilføjer han.

Merete Riisager havde til gengæld store vanskeligheder internt i regeringssystemet. Da Pernille Rosenkrantz-Theil (S) blev minister, startede hun med at bede Lærerforeningen arrangere, at hun kom ud at møde alle landets lærerkredse.

”Vi sagde til hende, at ’vi har altså over 70 kredse’, men så blev vi enige om at slå dem lidt sammen i grupper, og så gjorde hun det. Hun tog hele vejen rundt. Hun ville virkelig samarbejdet for samarbejdets skyld”.

Forbrødring ved præsentation af nye nationale test: "Vi har kæmpet om skolen. Nu skal vi kæmpe for skolen"

”Min gode ven og kollega Peter Pannula Toft (netop stoppet som børn- og skolechef i KL, red.) kontaktede mig og foreslog, at vi sammen forsøgte at løse den gordiske knude mellem en regering med et parlamentarisk grundlag, der gerne ville af med de nationale test og en forligskreds, der i den grad ville beholde dem. Og så fik vi koblet Skolelederne på det samarbejde, som vi og KL havde udviklet under Ny Start i forbindelse med Lærerkommissionens arbejde, hvor vi sammen øvede os i at finde fælles løsninger på folkeskolens mange udfordringer. Men der gik jo alligevel halvandet år, før vi stod der med hele forligskredsen og præsenterede et opgør med de gamle nationale test og drillede Alex Ahrendtsen med, at han havde en tåre i øjenkrogen". 

"Men det var et gennembrud, og det var faktisk lidt rørende”.

Det mest tætte ministersamarbejde

Jesper Støier går nu på pension, før de nye færdighedstest i dansk og matematik bliver taget i brug.

”Jeg tror på, vi får nogle bedre test, som lærerne kan se en mening med. Jeg tror også, at vi får talt dem ned til at være det, de er og får den plads på skolen, de kan bære”.

Nuværende børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) står på skuldrene af partifællen Pernille Rosenkrantz-Theils arbejde med at etablere partnerskabet Sammen om Skolen.

”Vi har aldrig i alle de år, jeg har været her, haft så tæt og fortroligt et samarbejde med ministeren, som vi har i dag”, siger han om samarbejdet med Mattias Tesfaye.

I dag takker Jesper Støier så af og går på pension. Dog med lidt bibeskæftigelse i form af noget bestyrelsesarbejde, og han er også klar til at give en hånd, hvis nogle kan bruge hans mangeårige erfaring. 

Og så er han faktisk ved at uddanne sig til biavler og vil producere honning i sin bornholmske fritidshushave.