Skoleledernes formand Anders Balle fik støtte fra DLF's kongres til, at skolelederne har brug for opbakning i den store opgave, de står over for med folkeskolereformen.
Foto: Thomas Arnbo
DLF: Ikke gammeldags værkførerledelse
Anders Bondo kritiserede i sin beretning politikerne for ikke at forholde sig til, hvordan den nye skolevirkelighed kommer til at se ud i 2014. I stedet overlader de ansvaret til skolelederne, sagde han.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Det er ufatteligt nemt at sidde langt fra skolens virkelighed og træffe den slags beslutninger, når de samme politikere bare fraskriver sig ansvaret for, hvordan det kan realiseres med floskler om, at lærerne sandelig ikke skal arbejde mere, men bare skal arbejde på en anden måde, og så lade skolelederne sidde tilbage med begge skuldre abebesat", sagde DLF's formand Anders Bondo Christensen i sin mundtlige beretning.
Læring - hurraord for nul forberedelse
Lærerne vil gerne have ledelse "Skolelederne har i den grad brug for at blive bakket op i forhold til den store opgave, de står overfor", sagde han. "Det må blandt andet ske ved, at politikerne reelt forholder sig til, hvilke resurser skolen behøver for at leve op til de store krav og forventninger, som politikerne selv formulerer. Vi kan og vil ikke acceptere, hvis skolelederne tildeles en umulig opgave og derefter klandres for ikke at løse den", sagde han. Anders Bondo understregede, at lærerne gerne vil have god ledelse: "Vi blev lærere, fordi vi vil gøre en forskel og ikke bare gøre det, vi får besked på. Vi har i høj grad brug for ledelse. Dygtige ledere, der kan inspirere, skabe udvikling og formidle god praksis. Ledere der selv brænde for at sikre, at eleverne får den bedst mulige undervisning, så de lærer mest muligt. Ledere og lærere har en stor fælles interesse i at drøfte, hvordan vi skaber rammer for god ledelse. Vi har ikke brug for gammeldags værkførerledelse, hvor bund-linjefokus bliver det helt afgørende", sagde han. "Ledere og lærere står med en kolossal fælles udfordring for at få enderne til at nå sammen, så eleverne får en undervisning af høj kvalitet. Med den nedladende retorik vi mødte i foråret, og med regeringens og KL´s tilsidesættelse af enhver form for respekt for lærerne og deres indsats kan en fristende reaktion være, nu må de selv tage ansvaret, nu gør vi blot, hvad vi får besked på. Nu hvor alene lederen bare skal lede og fordele arbejdet, læner lærerne sig så tilbage og gør kun det, de får besked på?….Nej, og ærlig talt, man fristes til at sige: Gu' gør vi da ej", sagde Anders Bondo.