Metalpinden hænger foran Theodore Godthjælps øjne. Synstræneren fører pinden rundt foran den 13-årige dreng, og hans øjne klæber sig til den. »Ved du hvad dag, det er i dag?« spørger Pia Schackinger Christensen og løfter metalpinden rundt i cirkler. »Onsdag«. Han misser med øjnene, men pupillerne forlader ikke pinden. »Hvad fik du at spise i går?« Pia stiller spørgsmål for at se, om hans øjne kan følge pinden, når han samtidig skal til at tænke og besvar spørgsmål. Hun iagttager, hvor meget Theodores øjne hopper, mens hun screener ham for at se, om han har problemer med synet.

»Mmm…« mumler Theodore, mens han tænker. »Lam. Med ris«.

Egentlig er Pia uddannet optiker og motorikvejleder, men hun valgte at åbne sin egen klinik, FoviJa, på Vesterbrogade i København for ni år siden, hvor hun arbejder med synstræning - eller øjengymnastik. Her hjælper hun børn og voksne med at udvikle synssansen og balancen, så de bliver bedre motorisk, når de dyrker sport eller skal læse.

Det er især skolebørn, som har et forløb hos Pia. De bytter rundt på bogstaverne, når de skal læse, eller får det dårligt, når de ser 3D-film. Eller de kan ikke gribe en bold til idræt. »Når børn kommer i behandling, har de typisk svært ved at læse. Øjnene hopper afsted i stedet for at glide, og nogle ser dobbelt. Det er motorikken i øjnene, den er galt med. Barnet bruger alt for meget energi på at få teksten til at stå stille, så der ikke er overskud til at huske det læste«, forklarer Pia.

Arbejdet sker i hjernen Øjengymnastik er ikke så udbredt i Danmark endnu, men især elever og sportsudøvere bruger klinikkerne til at træne balancen og lærer at koordinere deres øjne, så de kan opfange informationer, mens de eksempelvis læser.

»Holder du en pind op foran et barns øjne og beder hende følge den med øjnene, når du fører det fra den ene side af deres synsfelt til det andet, kan du se, at hendes øjne hopper med pinden frem for at glide. Eller simpelthen drejer hovedet frem for øjnene. Det er et tegn på, at motorikken ikke er udviklet. Det er det samme, når hun læser eller skal gribe en flyvende bold, og derfor får hun problemer med de mest basale ting.

»Øjnene er dem, som fanger bogstaverne, men arbejdet sker i hjernen«, uddyber Pia Schackinger Christensen.

Theodore går i 7. klasse og har problemer med at gribe bolde. Han gider ikke rigtigt at lave lektier og læse bøger, og det kan være tegn på, at han har problemer med at koordinere øjnene. Han får besked på at tage en snor op til næsen. På snoren hænger seks perler, og Pia peger på dem en ad gangen. Øvelsen er lavet, så Theodores øjne skaber en illusion om, at der løber to snore fra hans næse ud til den perle, han kigger på. Bag perlen ser det ud som om, at snoren igen deler sig.

Pia flytter sin finger op og ned ad snoren, og Theodores øjne følger med, så snoren samler sig og deler sig ved Pias finger. Så fjerner hun hånden. »Kan du flytte krydset indad alene?« Theodore lader øjnene glide langs snoren, så han bliver skeløjet. »Sådan!« udbryder Pia. »Det er det samme, vi gør, når vi blandt andet skal gribe en bold. Det er ren fitness for øjnene«.

Dokumentar om metoden I aften indgår arbejdet med øjengymnastik i en dokumentarudsendelse om ADHD på Tv2. Et af børnene i udsendelsen er Martine på 9 år, som ikke kan huske bogstaverne og ikke vil læse. Hun kan ikke definere, om det er vinter eller sommer, eller hvilken ugedag det er. Men i slutningen af dokumentaren sidder hun selv på biblioteket og læser den ene bog efter den anden.

»Børnene blomstrer, når de får en god sammenhæng mellem øjnene og kroppens bevægelser. De får mere overskud til at modtage læring og lyst til at spille bold. Hun suger nu ny viden til sig og har fået lysten til at læse. Hun kan nu huske de ting, hun lærer«.

I klinikken bliver Theodore udsat for læsetest og opgaver ved et bord. Han går på balancebom og trykker på lysende knapper på en elektronisk væg. Og har ingen problemer med at dreje rundt på en stol, så det står hurtigt klart, at Theodore ikke har større problemer med sit syn. Faktisk synes han, det er sjovt. »Det er meget spændende og sjovt. Det er mere lege i stedet for, når lægen lyser en i øjnene. Her er det lidt som i børnehaven«.