Ja, der er en værdikamp i gang om folkeskolen, siger professor i pædagogik Per Fibæk Laursen. Den handler bare ikke om dét, som filosoffer som Thomas Rømer og Jens Erik Kristensen siger, den handler om. Ikke om dannelse kontra kompetence, ej heller om »skolen for livet« versus »skolen for erhvervslivet«.

Nej, kampen står mellem kontrol og tillid, som Per Fibæk Laursen ser det.

»Jeg synes, den vigtigste forskel i skolesyn i Danmark i dag findes mellem dét, den tidligere regering og dens Venstre-undervisningsministre repræsenterede, og så det, som den nuværende regering med blandt andet Ny Nordisk Skole repræsenterer«, siger Per Fibæk Laursen, der selv sidder i dialoggruppen for Ny Nordisk Skole.

»Dér er der en vigtig forskel. Den tidligere regering troede på central styring, på stram ledelse, på incitamenter af forskellig art, test og så videre. Og den nuværende tror med blandt andet Ny Nordisk Skole på en alliance med lærerne og en udvikling nedefra. Det er en langt væsentligere forskel i skolesyn end den, som Thomas Rømer og Jens Erik Kristensen beskæftiger sig med. Jeg kan ikke følge, at et dannelsessyn og et kompetencesyn skulle dele vandene. I det hele taget forstår jeg ikke forelskelsen i dannelsesbegrebet. For mig at se er dannelsesbegrebet ikke et centralt begreb i folkeskolen og har aldrig været det. Ordet dannelse bliver ikke brugt i folkeskolens formålsbeskrivelse eller i andre officielle beskrivelser af folkeskolens opgave. Det er et begreb, der først og fremmest hører hjemme i gymnasiepædagogikken«.

En fejlfokuseret skoledebat

Per Fibæk Laursen synes, det er en fejlfokuseret diskussion. Der er vigtigere ting at tale om end dannelse og kompetence, mener han:

»Bliver unge mennesker i Danmark nu også uddannet tilstrækkeligt effektivt til at klare sig på et globaliseret arbejdsmarked? Den bekymring har mange mennesker i Danmark i dag, kan man se af den offentlige debat. Efter min mening med rette. Statistikkerne viser nemlig, at for årtier siden havde Danmark en af verdens bedst uddannede befolkninger, og det har vi ikke længere«.

At uddannelsesniveauet er sunket, lægger et stort pres på såvel børne- og undervisningsministeren som lærerne, konstaterer Per Fibæk Laursen.

»Tidligere var man tilbøjelig til at sige, at hvis eleven fik lært for lidt, så var det, fordi han var for doven eller for dårligt begavet. I dag er man mere tilbøjelig til at sige, at hvis eleven får lært for lidt, er det, fordi læreren har været dårlig«.

»Det skyldes, at der i dag er behov for, at alle elever får lært så meget, at de kan gå videre i en ungdomsuddannelse. For nogle årtier siden var det ikke noget problem, at der var en del elever, der ikke fik lært så meget i skolen, fordi de bare skulle ud at være ufaglærte arbejdere«.

Enhedsskolen skal reformeres

Det er den helt store udfordring for lærere og pædagogiske forskere og politikere i dag, mener Per Fibæk Laursen: Hvordan skaber vi en skole, der får de sidste 20 procent af eleverne med? Hvordan kommer skolen elevernes forskellighed i møde uden at sætte idealerne om enhedsskolen over styr?

»Der er en stor udfordring i at få lavet en mere differentieret overbygning, som i højere grad tilgodeser de elever, der i dag ikke befinder sig så godt i folkeskolen og ikke får lært så meget, uden at vi ender i gamle dages deling mellem boglige og praktisk linjer eller andre former for delinger med uheldige konsekvenser a la socialt præget sortering«.

Dét er det ømme punkt, fastslår Per Fibæk Laursen:

»Den udelte enhedsskole var et kæmpemæssigt historisk fremskridt. Den ophævede godt nok ikke den socialt bestemte sortering af eleverne, men den bidrog til at mindske den. Det er et fremskridt, vi skal gøre meget for at holde fast i. Samtidig ser vi, at det bliver sværere og sværere at fastholde alle elever i den udelte enhedsskole«.

Løsningerne skal komme nedefra

Desværre har forskningen indtil videre ingen klare svar, men Per Fibæk Laursen håber, at de eksperimenter med linjeopdelt overbygning, der i øjeblikket bliver gennemført i blandt andet Fredericia Kommune og Københavns Kommune, kan føre til løsninger.

Og så håber han, at de mange projekter under Ny Nordisk Skole, der formentlig snart kommer i gang, i løbet af et par år vil give erfaringer, som kan være med til at videreudvikle enhedsskolen, så også de sidste 20 procent af eleverne kommer med.

»Det er de udfordringer, der er de centrale. Det ærgrer mig, at nogle af mine fagfæller har fokuseret på spørgsmålene om dannelse og evidens og kompetence og gjort dem til kernen i skoledebatten. Jeg synes, det er en pseudo-diskussion«, siger Per Fibæk Laursen.

»En herlig kraftfuld og blød sag ...«

Når eksempelvis Thomas Rømer er kritisk over for evidensbaseret undervisning, skyldes det blandt andet en bekymring for en instrumentalisering af undervisningen, men Per Fibæk Laursen deler ikke den bekymring.

»Selvfølgelig er ethvert møde mellem lærer og elev unikt, men hvis der er nogle almene grundkvaliteter i undervisningen, så er der sandsynlighed for, at eleverne lærer mere. Hvis læreren for eksempel har et godt forhold til eleverne, lærer eleverne sandsynligvis mere. Og hvis de får hyppig feedback på deres arbejde, lærer de sandsynligvis mere«, påpeger Per Fibæk Laursen.

Mere er der ikke i det evidensbaserede. Det er som med sundhedsrådene. Der er statistisk sandsynlighed for, at man lever længere, hvis man spiser sundt og er røgfri, men der er ingen garanti. Den slags viden kan ingen vel have noget imod, siger han.

Den fagligt myndige lærer