En time inde i interviewet læner professor Lars Qvortrup sig frem og siger: »Og dér ligger der måske en uenighed«.

Indtil da har vi mest talt om en tese, som idehistorikeren fra Aarhus Universitet Jens Erik Kristensen fremlagde i forrige nummer af Folkeskolen: At der for tiden er to skolesyn, der konkurrerer om den uddannelsespolitiske magt i Danmark. Ét, der groft sagt mener, at folkeskolen skal producere kvalificeret arbejdskraft, og et andet, som hælder til, at folkeskolens hovedopgave må være at danne eleverne til gode samfundsborgere og mennesker.

To menneskesyn tørner sammen

Lars Qvortrup afviser, at det skulle være sådan fat. Gennem hele skolehistorien har skolen haft det dobbeltformål at uddanne til erhvervslivet såvel som danne til livet og samfundet, siger han. Det har aldrig været et enten-eller, det har altid været et både-og.

Nej, i dag er det spørgsmålet om lærerrollen, der skiller vandene, mener Lars Qvortrup. Er lærergerningen et håndværk, der kan læres, eller er den et kald, der er givet?

»Nogle taler om, at mødet mellem elev og lærer er unikt, og at lærergerningen derfor ikke kan læres. Det synes jeg er forkert. Selvfølgelig er der ikke to timer, der er ens. Men alligevel kan der godt generaliseres: Der er nogle metoder, der virker bedre end andre. Der er mønstre og situationer, der kan genkendes. Der er ting, man kan få øje på, hvis ens analytiske beredskab er skærpet. Der er forskningsbaserede indsigter, som man som lærer kan have gavn af«, siger Lars Qvortrup.

Lærerarbejdet kan læres

Han er netop nu ved at lægge sidste hånd på en bog om netop dét, fortæller han. Om at lærerarbejdet er noget, der kan læres. Om at læreren genvinder sin autoritet i kraft af sin faglige myndighed. Han kalder projektet en »faglig myndiggørelse af lærerne«.

»En fagligt myndig lærer er en lærer, der er i stand til at kombinere forskningsmæssig viden med praktiske erfaringer og analytiske kompetencer og derigennem ved, hvad han skal gøre i givne situationer«, siger Lars Qvortrup.

Professionel dømmekraft

»Men det at være myndig som lærer har intet at gøre med en slags metodisk fjernstyring. Forholdet mellem elev og lærer er alt for komplekst til, at man overhovedet kan sige noget kausalt om det. Lærerne kan ikke gøres til robotter af en metode. Men det er heller ikke det, den pædagogiske forskning går ud på. Den skal levere viden om elevernes forudsætninger, om at gøre elevernes læring synlig og om hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige metoder i den praktiske undervisning«.

»Derfor kan man sagtens udvikle værktøjer og praktiske anvisninger og først og fremmest skabe et vidensgrundlag og et analytisk beredskab, sådan at læreren kan træffe så hensigtsmæssige beslutninger i timen som muligt. Hvad gør jeg, når eleverne agerer sådan og sådan? Hvilket repertoire af metoder har jeg til rådighed? Hvordan skaber jeg bedst muligt fokus i undervisningen? Hvordan reducerer jeg læringshæmmende adfærd? Hvordan differentierer jeg undervisningen, så det enkelte barn ud fra dets individuelle forudsætninger stimuleres bedst muligt?«

Læreren er ikke en robot

Han slår det fast en gang mere: »Forskningen kan ikke fortælle, at én bestemt metode virker i én bestemt situation. Det er uopnåeligt, og heldigvis for det, fordi det ville være at tro, at man sad med en pølsefabrik, hvor det hele skulle skæres i de og de skiver. Men pointen er, at viden ikke gør lærerne ufri, men fri: De bliver professionelt myndige, både i den praktiske undervisning og i drøftelsen af, hvad formålet med at holde skole er«.

Han giver et eksempel:

»Jeg har i dag som forsker været ude i et skolevæsen og holde foredrag om inklusion, og jeg kunne så påpege, at inklusion handler om både numerisk inklusion, altså at der kommer flere børn ind i normalforløbet, og social inklusion - hvad er det for fællesskaber, som man bliver en aktiv del af, og er lærerne opmærksomme på det? Altså, at Søren dernede, nu er han kommet ind i normalforløbet - indgår han så også som en aktiv del både i læringsfællesskabet og i de sociale fællesskaber og i frikvarterets fællesskaber«.

»Og endelig for det tredje, det man kunne kalde det oplevede fællesskab, det psykologiske fællesskab. Oplever den inkluderede elev sig selv som en del af fællesskabet?

»Sådan noget kan jeg påpege, så lærerne bliver opmærksomme på det. De kan oven i købet få værktøjer til at registrere den slags - man kan jo spørge eleverne om, hvordan de har det på flere forskellige parametre. Men jeg kan ikke som forsker komme og sige, at for at undervise inkluderende skal du vælge den og den måde«.

Der er for langt mellem lærer og forsker

Derved når Lars Qvortrup frem til et andet problem i dansk uddannelsespolitik, nemlig at der er for stor afstand mellem lærer og forsker.

At bringe den pædagogiske forskning og lærernes praksis tættere sammen burde være en uddannelsespolitisk dagsorden, mener professoren.

»For det første er det en forudsætning for, at lærerne kan generobre deres faglige myndighed. For det andet ville kvaliteten i undervisningen gå op. Og for det tredje ville det ikke være nødvendigt med nationale test og andre anmassende foranstaltninger«, siger han.

»Vi har ikke brug for kontrolredskaber. Vi har brug for viden, der kan bruges til at kvalificere lærerarbejdet, for eksempel ved at gøre elevernes læring synlig«, understreger han.

»Når der er så stor afstand mellem forskning og praksis, skyldes det blandt andet, at vi i modsætning til de lande, som vi sammenligner os med, ikke har tradition for en forskningsbaseret læreruddannelse i Danmark«, påpeger professoren, som ærgrer sig over, at den nys vedtagne læreruddannelse ikke blev forskningsbaseret, sådan som den såkaldte følgegruppe havde foreslået.

Forskningsbaseret uddannelse

Igen må han ind og understrege en pointe for at sikre sig, at han ikke bliver misforstået: »En forskningsbaseret læreruddannelse betyder ikke, at vi først laver forskning og finder ud af, at lærerne skal gøre sådan og sådan, og så lærer vi de lærerstuderende, at de skal gøre sådan og sådan«.

"En herlig kraftfuld og blød sag..."

»Det betyder bare, at uddannelsen bruger de seneste forskningsresultater. Og at den udvikler sig selv, i takt med at vi indhenter ny viden«, tilføjer han.

»Og det betyder, at de lærerstuderende bliver dannet til at holde sig forskningsinformerede, sådan at de, når de kommer ud i folkeskolen, som noget naturligt holder sig orienterede om, hvad der kommer af ny forskning, og bruger den nyeste viden aktivt i deres virksomhed«.

På den måde kan lærerne få deres prestige og samfundsmæssige legitimitet tilbage, vurderer Lars Qvortrup.