Anders Bondo kunne godt tænke sig at fortsætte samarbejdet med et løft til matematikken

Bondo efter sidste møde i partnerskabet: Nu til konkrete projekter

Alle elever i den danske folkeskole skal blive fagligt stærkere. Så vidt er undervisningsministeren, Danmarks Lærerforening, KL og de øvrige parter enige. Men nu skal de gode intentioner konkretiseres, mener Anders Bondo Christensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I går blev det sidste møde i partnerskabet mellem undervisningsministeren, KL, Danmarks Lærerforening, skolelederne og eleverne, forældrene, pædagogerne og børne- og kulturcheferne afholdt.

"Vi har et fælles mål om at styrke fagligheden for alle. På samme måde som den enkelte lærer har det hver dag", siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen. Nu er han optaget af, hvordan de gode intentioner i partnerskabet bliver til virkelighed ude på skolerne.  

"Jeg har stået til lyd for, at det ikke er gennem lovgivning, man når målet, men gennem en række konkrete initiativer. Her har jeg brugt vores læseprojekt som eksempel på noget, der bakker lærerne op i at kunne løfte opgaven. Jeg  er sikker på, at det er den måde, vi løfter fagligheden for alle", siger Anders Bondo til folkeskolen.dk

Antorini: Bred opbakning til reform

Først inklusionen

Han vil ikke endeligt sige, at han bakker Christine Antorinis reform af folkeskolen op, for indtil videre er det kun målet, de er enige om.

"Vi har ikke fået præsenteret nogen reform endnu. Vi har talt om målsætningen, men hvad den skal konkretiseres i, har vi ikke rigtig konturen af endnu."

Særligt mener han, det trænger sig på, at man får konkrete initiativer i forhold til inklusionsdagsordenen på banen. 

"Det er ikke nok, at vi sidder ved et fælles bord i København og har fine formuleringer, hvis vi ikke ender med at lave noget, man vil opleve styrker lærernes mulighed  for at give god undervisning ude i det enkelte klasselokale", siger han.

"Gør vi ikke det, så får vi heller ikke styrket fagligheden i eksempelvis matematik".

Vi 'regner' for livet

Danmarks Lærerforening satte med kampagnen "Vi læser for livet" fokus på læsning og siden hen på den faglige læsning. Det er projekter som det, Anders Bondo gerne så flere af.

"Vi ville meget gerne være med til at kigge på, om vi kunne lave en ligeså kvalificeret indsats på matematikområdet, som vi nu har fået etableret på læsning og faglig læsning. For det er her lærerne oplever, at de får hjælp til at løfte opgaven. Det er det interessante og langt vigtigere end at lave ny lovgivning", understreger han for anden gang.

De praktisk-musiske fag som motivation

Temaet for tredje og foreløbigt sidste møde i partnerskabet var overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Det store spørgsmål angik her, hvordan folkeskolen giver lyst til og forudsætninger for en videre uddannelse, når faktum er, at mange elever mister lysten til at lære på de ældste klassetrin.  

Ifølge Anders Bondo er de praktisk musiske fag vigtige i den sammenhæng. Han er ikke i tvivl om, at den måde, man motiverer alle elever på, er ved at udfordre dem på flere områder.

"Vi skal ikke bare have en ren boglig skole. Men hvis eleverne skal opleve det som en reel udfordring, så er det helt afgørende, at vi stiller store, faglige krav og vi gennem undervisning med dygtige lærere, viser eleverne at de praktisk-musiske fag har lige så stor værdi som de øvrige fag", siger han. 

Fortsat dialog, men i mindre fora

Danmarks Lærerforening og samtlige andre organisationer i partnerskabet giver i en pressemeddelelse udtryk for, at de er glade Christine Antorinis invitation til at fortsætte dialogen, også efter dette tredje møde i partnerskabet.

Men Anders Bondo tror også, at det bliver meget vigtigt, at supplere den store samtale med konkrete samarbejdsprojekter i mindre grupper. Eksempelvis ville Danmarks Lærerforening meget gerne i samråd med BUPL, Børne- og kulturcheferne og socialrådgiverne se på, hvad man kan gøre bedre for udsatte børn.

"Det er fint vi har det store partnerskab, men de konkrete initiativer, dem skal vi folde ud i nogle mindre fora", slår Anders Bondo fast.