”Det kan ikke lade sig gøre. Det må blive en sygeprøve på et senere tidspunkt”, siger Irene Egeskov Andersen, formand i Danmarks Billedkunstlærere.

Faglige foreninger: Aflys valgfagsprøverne i december og januar

Nedlukningen af skolerne bør betyde aflysning af de prøver, der ellers skulle afvikles den næste måneds tid. Sådan lyder det fra faglige foreninger, der generelt opponerer mod at afholde prøver midt i skoleåret.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det bør heller ikke blive denne vinter, at det lykkes at afholde de første afgangsprøver i de nye toårige valgfag håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab.

Sådan lyder det fra to af de faglige foreninger. 

Nogle skoler har ellers planer om at holde afgangsprøver for 8. klasserne i december eller januar, hvor der prøvetermin 13. december til den 14. januar.

Frustreret musiklærer: Svært at få elever klar til afgangsprøve i januar

Men med gårsdagens beslutning om at sende eleverne hjem til fjernundervisning fra den 15. december til den 5. januar er de faglige foreninger for lærere i henholdsvis håndværk og design samt billedkunst ikke i tvivl:

Vinterprøverne bør ikke gennemføres.

Minister: Skolerne lukker på onsdag

"Jeg kan ikke se anden udvej end at aflyse prøverne", siger formand i Danmarks Billedkunstlærere Lykke Andersen.

"Man er nødt til at have adgang til materialer og faglokale, så jeg kan ikke se, at man skulle kunne gennemføre en prøve", siger hun videre.

Må ikke blande på tværs af klasser

Den vurdering deler formand i den faglige forening Håndværk og Design Irene Egeskov Andersen:

"Det kan ikke lade sig gøre. Det må blive en sygeprøve på et senere tidspunkt", siger hun.

Også hvis prøverne er skemalagt til efter den 5. januar, hvor skolerne efter planen skal åbne igen, mener de faglige foreninger, at der er grund til at trykke på stopknappen.

"Vi har ikke kunne undervise normalt i valgfag, fordi man ikke har måtte blande eleverne på tværs af klasser", siger Lykke Andersen og tilføjer:

Corona: Forbud mod blandede klasser rammer valgfag hårdt

"Og så kan jeg slet ikke se, hvordan man skulle kunne gå op til prøve hverken i december eller januar".

Irene Egeskov Andersen påpeger, at valgfagsprøven er elevernes første møde med en afgangsprøve, og derfor bør der tages særligt hensyn til, at det gerne skulle blive en god oplevelse.

Den vurdering deler Lykke Andersen.

"Det ville være ærgerligt, hvis første møde med afgangsprøverne var en kilde til kæmpe frustration over, at man ikke har nået ret meget", siger hun.

Vil helt droppe vinterprøver

De to formænd peger på, at det generelt er uhensigtsmæssigt at lægge valgfagsprøverne midt i skoleåret. Dermed skal man nemlig samle timerne på mindre tid.

"Det gør, at det bliver mere sårbart både over for ekstraordinære hændelser som det her, men også over for helt almindelig sygdom", siger Irene Egeskov Andersen og tilføjer:

"Desuden går det udover den fordybelse og lagring, der skal finde sted, når man arbejder med håndværksprocesser. Det kræver tid, og den er ikke til stede på samme måde, når timerne bliver presset sammen i en kortere periode".

Madkundskabslærer: Hård opstart for nyt valgfag

Irene Egeskov Andersen påpeger desuden, at udviklingen går stærkt i 8. klasse, og at eleverne typisk er mere modne i slutningen af skoleåret end midt i det.

Også Lykke Andersen mener, at prøverne generelt bør ligge om sommeren i slutningen af skoleåret:

"Det er et toårigt valgfag, så lad nu være med at komprimere det til halvandet. I 8. klasse skal de også i praktik og alt muligt andet. Det kan ikke hænge sammen, når man komprimerer faget på den måde. Det går bare ikke".

Sidste skoleår afviste børne- og undervisningsministeren i første omgang at aflyse afgangsprøverne i valgfag, men opfordrede til, at vinterprøverne blev udskudt til om sommeren.

Vedtaget: Coronaaflysning af valgfagsprøve kommer ikke eleven til skade 

Senere blev afgangsprøverne i de praktisk/musiske valgfag dog helt aflyst på grund af coronapandemien.