Ny TV2-dokumentar lukker seerne ind i kaotiske timer på en folkeskole i Høng.
Foto: TV2
Tv2 sætter fokus på mistrivsel i skolen med dokumentarserien 'Smertensbørn'
Ny dokumentarserie viser en larmende, kaotisk hverdag i folkeskolen og undersøger konsekvenserne for børnenes mentale helbred.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
TV2 har gennem et år fulgt hverdagen i 6.a på Høng Skole på Vestsjælland - en almindelig folkeskole, hvor hverdagen ofte er præget af larm, uforudsigelighed, afbrydelser og stress. Det er blevet til dokumentarserien 'Smertensbørn'.
Lærer Allan Mortensen har ladet tv-holdet filme det kaos, hans timer ind imellem udvikler sig til, fordi han ifølge udsendelsen selv er bekymret over det miljø, der har udviklet sig i folkeskolen de seneste år.
I dag har hvert syvende barn i Danmark fået en psykiatrisk diagnose, inden det fylder 18 år.
'Smertensbørn' undersøger, hvad der sker med danske børns mentale helbred. Er det børnene selv, der er noget galt med? Eller er det de rammer, som vi placerer børnene i, der giver dem de psykiske vanskeligheder? Hvorfor eksploderer mistrivsel og psykiatriske diagnoser i disse år?
Ud over 6.-klassen fra Høng følger programmet 8-årige Magnus fra Østjylland, der slet ikke vil hen i skolen og 16-årige Frederikke fra Glostrup. Begge børns forældre har kæmpet længe for at få deres børn udredt i psykiatrien.
"Smertensbørn" del et og to bliver sendt på TV2 kl. 20.40 den 11. og 18. november. Begge afsnit kan ses på TV 2 Play fra den 11. november.