Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen har svært ved at forstå grundlaget for det nye forslag fra SF om, at staten skal udarbejde undervisningsmateriale om Muhammed-krisen, så lærerne selv kan bestemme, om de vil bruge det i folkeskolen, på gymnasier, erhvervsskoler og VUC.
"Jeg synes, man lader lærerne i stikken og gør dem en bjørnetjeneste med det her forslag. Det mangler simpelthen logik", siger Gordon Ørskov Madsen til folkeskolen.dk.
Baggrunden for diskussionen er frygten for vold og trusler, hvis lærere i deres undervisning fx viser eleverne en eller flere af de kontroversielle Muhammed-tegninger.
En frygt, der blev uhyggelig konkret, da den franske lærer Samuel Paty sidste år blev myrdet på åben gade, fordi han i sin undervisning om ytringsfrihed havde vist det franske blad Charlie Hebdos karikaturtegninger af profeten Muhammed.
"Det løser ikke noget"
Med det nye forslag, der minder om et tidligere forslag fra de borgerlige partier, vil SF løfte en del af ansvaret væk fra den enkelte lærer og over på Folketinget, så alle lærere kan præsentere eleverne for bl.a. Muhammed-tegningerne i en kontekst, der er vedtaget af landets folkevalgte.
Men samtidig skal den enkelte lærer selv bestemme, om vedkommende vil bruge materialet eller ej, lyder det.
"Jeg er enig med SF i, at vi ikke skal gøre det til obligatorisk stof eller lave lovgivning om, hvilke materialer lærerne skal bruge i undervisningen. Men jeg synes ikke, SF's forslag løser noget. Det betyder jo, at når så materialet er udarbejdet, så er det læreren selv, der skal træffe beslutning om, hvorvidt man vil anvende det eller ej. Og så bliver det altså meget eksplicit, at nogle lærere vælger at bruge det, og nogle vælger at lade være", siger Gordon Ørskov Madsen.
Flertal ønsker statsligt undervisningsmateriale i Muhammedtegningerne
Han understreger, at det ikke skal være målet at vise Muhammed-tegningerne i den danske folkeskole.
"Her gør man midlet til målet. Men målet må jo være, at vores elever og kommende generationer skal blive dygtige og kompetente og skarpe i forhold til demokrati, ytringsfrihed og de frihedsrettigheder, der er i vores grundlov. SF siger, at man vil afhjælpe den situation, der er ved, at nogen føler sig truet til ikke at bruge tegningerne i undervisningen, men det synes jeg bare slet ikke, at man løser på den her måde", siger DLF-formanden.
Han tilføjer, at det vigtigste i hans optik er, at ytringsfrihed og frihedsrettigheder sættes på dagsordenen på den enkelte skole.
"Vi skal tage den diskussion meget alvorligt, og måske også mere alvorligt, end vi gør i forvejen i det danske skolesystem. Men jeg tvivler på, at det er måden at gøre det på ved at rejse debatter om Muhammed-tegninger i undervisningen", siger han.
SF træt af at vente
Ifølge SF's undervisningsordfører Jacob Mark er partiet kommet med forslaget nu, fordi man har mistet tålmodigheden med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Efter en forespørgselsdebat i Folketinget i foråret endte regeringen, SF, de Radikale og Enhedslisten med at lave en fælles vedtagelse om, at der nu skulle udarbejdes "ordentligt undervisningsmateriale" i kontroversielle og vanskelige emner som fx Muhammed-tegningerne.
"Det har hun ikke gjort endnu, og det er så det, vi rykker på, for nu skal vi have lavet det her", siger Jacob Mark.
Fra de borgerlige partier, der tidligere har fået nedstemt et lignende forslag i Folketinget, har han desuden ladet sig inspirere til også at inddrage en opdatering af kommunernes og skolernes beredskabsplaner som en del af forslaget.
"Der er nogle lærere, der oplever, at når de så får undervist i noget kontroversielt, så står de efterfølgende helt alene og ved ikke, hvor de skal gå hen. Lærerne skal altid vide, hvor de kan gå hen - med hjælp fra skolelederen og myndighederne - når de fx oplever, at en storebror eller en fætter bliver truende, fordi nogen er blevet undervist i noget, de ikke kan lide", siger Jacob Mark.
Muhammed-tegninger: Ministeren står vagt om lærernes metodefrihed
Gordon Ørskov Madsen siger, at han ikke har viden om, at lærere generelt mangler materiale til undervisning i ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder.
"Hvis det imidlertid er tilfældet, så vil det da være godt at få udarbejdet et sådan materiale, men det skal ikke være med henblik på at få vist Muhammed-tegningerne. Vi er nødt til at holde fast i lærernes og skolernes konkrete vurderinger af, hvordan det her gøres bedre", lyder det fra Gordon Ørskov Madsen.
Ifølge Jacob Mark har SF stadig en forventning om, at undervisningsministeren lever op til aftalen om at få udarbejdet undervisningsmateriale.
"Vi har jo en aftale med ministeren, så jeg går ud fra, at hun snart får det gjort. Hvis ikke, så må vi bruge flertallet med de borgerlige partier i Folketinget", slår han fast.